There she goes again

Jeg læser et blogindlæg fra en kvinde, der lyder som om hun er på vej ud i havet, lidt mere målbevidst end når jeg søndag morgen frygter, at jeg skal fiske Easy op fra havnebadet, og hun rammer mig i melankolien, hvilket i et chain of events ender med, at jeg sidder alene hjemme og tuder over Adam Drivers ægteskabshistorie kl. 3 om natten. Hun tager til Aarhus for at få styr på sig selv, og er Aarhus nu et sted man tager hen for at gøre det, tænker jeg, og fuck your life hvis det her er den version af virkeligheden, hvor vi er i kontrol, siger Homunculus, og jeg tænker på, om jeg skal invitere hende på kaffe eller fixe hende op med Sømanden eller et-eller-andet. Hun kunne vel godt være Maja, siger Verdensmanden, men det kunne hun jo ikke, og jeg tror i øvrigt også, at vi fik aflivet Maja kl. 4 om morgenen et tvivlsomt sted i Randers i løbet af december. Plateau’s clean, no dirt to be seen.

Jeg skriver i stedet til Alicja, at I hope you enjoyed your holidays, og den autocorrecter og håber hun nød Holocaust, og Alicja er polak, og jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg snart skal mene om mine teknologiske extensions. De er hjælpsomme på samme måde som min mor. Jeg parkerer Alicja igen.

Og alle disse overflader, jeg ikke kan forholde mig til. Jeg læser om en fødselsdag, som alle læsere er inviteret til, men den er i København, og der sidder vi så alle sammen, ikke i København, men i hver vores krise, og jeg vil bare gerne have en kop kaffe, og jeg vil bare gerne have en cocktail, og jeg vil bare gerne være et menneske, og ja ja, siger Homunculus igen, du er human og du need to be loved. Ja, siger jeg, just like everybody else does. Præcis, siger Small H i mit hoved. Jeg siger: Jeg er sønnen og arvingen. Solen og luften, nikker han derinde på den måde han gør, når han skal minde mig om livets ulidelige latterlighed.

Og min ex spørger, om vi skal ses, og det skal vi selvfølgelig ikke, men jeg skriver ja ja, og min leder spørger, om jeg har opgaven klar til tiden, og det har jeg selvfølgelig ikke, men jeg skriver også ja ja til hende, og min mentor spørger om det går, og ja ja, siger jeg, det går. Hvis vi bare ophæver alle forestillinger om tid, så går det.

Og de er alle sammen kvinder, og de vil alle sammen et eller andet (eller hov, vent, var det mig, der ville noget?), men den eneste, jeg vil have til at ville noget, vil ingenting, og jeg vil bare gerne sove, og jeg vil bare gerne være Hassan Preisler.

Åh, fik jeg nævnt, at jeg stoppede med pillerne? Yeah, good call.

Tyverne. What a blast.

Januar. 2020. Hvor skulle vi starte, hvis ikke i Føtex? Min certain someone har købt et drivhus – dvs. hun har udpeget det drivhus på dba, som jeg skal bruge en dag på at pille ned og siden formentligt en uge på at sætte op igen – så da jeg går forbi en gin, der hedder The Botanist behøver jeg ikke flere tegn. I Føtex’ beskrivelse af den lover de, at den simulerer mine smagsløg, og jeg kan simpelthen ikke vente med at finde ud af, hvordan det kommer til udtryk. Baseret på årets julefrokost med mit efterhånden aldrende slæng – alene det at kalde det et slæng! Åh, gravsten! – er det måske i virkeligheden den mest rammende beskrivelse, man kan komme på. Jeg ringer til Easy og siger, at jeg har købt en gin, og Easy bruger de næste fem minutters samtale – afslører han i postscriptet – på at sige ‘ja’ og ‘tja’ og ‘hmm’ for at lade som om han hører efter, mens han når frem til, at nej, der var nok ikke meget til at bakke det eventyr op, han troede vi var på vej ud på, da han hørte, at jeg havde købt en Djinn.

Således beskæftiget i afdelingen for grønne fingre er jeg igen distraheret og lykkes på ny med at afholde mig fra at færdiggøre alle de projekter, der virkelig SKAL færdiggøres nu for i stedet at researche spiritus på kryds og tværs, og et par timer senere stiger jeg ud af bilen i Mårslet for at hente en flaske Yamazaki-whisky, jeg lige har betalt 1000 kr. for. Jeg er sikker på, at jeg er et geni. Efter OL i Tokyo til sommer skyrocket’er prisen. I’m telling you, siger jeg og fortæller ham det, manden, der sælger mig den med et blik som om jeg lige har betalt ham for en pose frisk luft. Jeg har også en 18-års, du kan købe, siger han, da han indser, at en manisk forfatter-impostor i hånden nok er bedre end fjorten millioner Tokyoitter på taget, men jeg er flad efter første omgang. Hvis I forpligter jer til at donere i kommentarsporet lover jeg at ringe ham op igen. Vi kan crowdsource (eller er det -funde?) os igennem det og dele rovet til efteråret?

Det lykkes mig via andre kanaler at etablere en lille cognac-samling, inkl. en flaske Château de Beaulon 1983 til omkring 1400 kroner, og jeg kan mærke aristokratiet sive ud af mine årer, når jeg indrømmer over for jer, at jeg ikke ved en kæft om cognac, men bare ser den som en lille hyldest til mig, der jo også præsterede min egen seneste inkarnation i ’83. Det må være det, de kalder epigenetik, siger Homunculus ved konstateringen af, at jeg nu er lige så distingveret som mine forældre og ræsonnerer på henad samme måde. Og det er nøjagtigt det samme, som da min søn for halvanden uge siden mistede alle sine dyreste og bedste julegave-pokémonkort første dag efter ferien, fordi han valgte at samle på energy-kortene (I know!). Det er her, vi ser de virkelige konsekvenser af social arv. Krystalkuglen er mørk in this one. Vi bliver aldrig old money.

Nå, men jeg har ikke flere penge end at sprit i den prisklasse er i kategorien samlerobjekt. Desværre når jeg at blive forført af en pludseligt opstået forestilling om, at det at (kunne jeg være sluppet af sted med en at-at-sætning der?) indtage den vel i grunden må være at sammenligne med at drikke sig selv, og tanken om en form for vampyrkannibalisme kan jeg ikke lade passere. Ergo: Jeg har nu to flasker 1983.

Selvfølgelig viser det sig, at jeg ikke kan få mig selv til at åbne en flaske, der allerede ved sin undfangelse er mere værd end min pensionsopsparing. Jeg går Voldemort på den, så den nu har et lyn-formet ar i papbeholderen, mens jeg selv må forlade den krop, jeg ellers har hjemsøgt i en længere periode.

Således rustet til at gøre 20’erne en tand mere brølende bruger jeg de næste to uger på at ryste abstinenser af mig. Ikke alkoholrelaterede i første omgang. Jeg er holdt op med at tage medicin. Lægen virkede som om hun troede på, at jeg selv kunne styre det, så da jeg først aflyste vores kontrolaftale og siden løb tør for narko i løbet af helligdagene, valgte jeg at omfortolke det til, at jeg traf et valg om at stoppe. IA havde vel på en måde gjort det, hun skulle. Jeg ved ikke, om man får abstinenser af at stoppe med den slags, men jeg har i hvert fald ikke rigtigt sovet siden (kl. er fx 03.16 netop nu).

Clean – det lyder lidt mere rockstar – og loadet op på en håndfuld forskellige spirits (et så meget mere meningsfuldt ord) og motiveret som aldrig før sidder jeg så her i min søvndepriverede zombietiltand og gør for 117. gang – som man siger – klar til at skrive noget betydningsfuldt, og jeg får en invitation til et skrivekursus, og selvom det koster 1000 kroner tager jeg invitationen som en hædersbevisning, og jeg skriver til arrangøren, som fodrer mit ego lidt mere.

My book is called The Ascent of Man, siger Michael Stipe og lyder indsigtsfuld, og nå ja, min hedder Episoder Løst Forbundet af Døden, siger jeg og lyder prætentiøs. Efter selvmordet og aborten behandler jeg – inspireret af mine ventures i barskabet – nu vampyren og planlægger sommerferie i Transsylvanien. 2020: roaring?

Fleishman is in trouble

Right, så jeg er på den gode side af 30 skud inde i min Ida Auken warfare, and she’s a fucker, men jeg er da ikke akut suicidal, og efter en god periode mærker jeg så alligevel hendes beskidte kløer krænge mig åben indefra, og hun ligesom stikker sine lange fingre ud, og kan man ikke også se hendes øje derinde? Jesse Berings “when I get suicidal again” er det bonmot, der bør indlede alle mine sætninger, og den nye pakke er et andet mærke. Jeg overvejer at gå på trippeldosis bare for at se, hvad der sker. Jeg er sikker på, at Doc billiger det.

Så fra tirsdag til onsdag steg antallet af sidevisninger her på bloggen med 5.900%, og det er vel anstændigt nok så at beklage, at I alle sammen blev mødt af en kirurgisk abort. Guess you didn’t sign up for that. Men altså, undtagelsestilstanden erklærede sig på en ny måde, og jeg bliver hver gang lidt forbløffet over dens kreativitet.

I fredags flyttede Todd så ind i min kælder, og Todd er et af disse spøgelser fra fortiden, som jeg skal finde ud af at forholde mig til, fordi han er spilled over fra undtagelsestilstanden. Selvfølgelig er han en gennemført alright guy, ingen Snider, men alligevel.

Og nu vil hun så tatoveres af ham, og Homunculus er min paranoia i dag og kalder hende insane in the goddamn membrane, men da hun spørger, om jeg synes, hun skal gøre det, siger jeg ja, for helvede, det skal du da, for det er det, jeg ville ønske, at jeg mente, og hun siger, at hun ikke vil gøre det, hvis jeg synes, at det er træls, men jeg siger, nej nej, det skal du altså ikke tænke på; du skal bare gøre det, og jeg ved godt, at jeg ikke sælger den særligt overbevisende, for det eneste jeg tænker er, at den er et brændemærke, der for altid vil minde mig om hende og Todd, der udveksler historier fra deres fælles fortid på udenlandske love motels, og hvad er det med dem, for min sidste kæreste blev tatoveret akkurat samme sted. Probably shouldn’t mention that.

Så jeg havde det lidt, hvad skal vi kalde det, anstrengt med Todds ankomst, og vi valgte så at drikke sammen hele natten for at løse det, sort everything out, og jeg ved nu mere om Todd end jeg gør om mine bedste venner, og han er lidt spacy, men han er også bare så forbandet likeable.

Tiden kalder på refleksion (and that, my friend, er første åbningssætning uden et ‘så’ i dette indlæg; note to self: indarbejd sproglig variation), og jeg spørger mig selv hvilket menneske, jeg er, for jeg vil ikke være that guy, og Homunculus ved allerede hvilket menneske, jeg er (og det er åbenlyst that guy), og min kontormakker har et uventet perspektiv på det, da hun siger: “Jeg kunne næsten lugte dig i rummet.” Really? Jeg er ikke sikker på, at denne eksistentielle quest ender i udelt begejstring.

Men jeg har ikke altid været sådan, det kom ligesom med undtagelsestilstanden, og nu prøver jeg at finde nødudgangen, og jeg lover mig selv at blive bedre, og jeg skriver til hende: Du skal gøre det. Det bliver awesome. Og det føles godt at skrive det, og jeg får det bedre, og jeg opdager, at jeg mener det, for det handler selvfølgelig ikke om tatoveringen, og Homunculus siger: “well, duh” og sætter sig og surmuler i en hjernevinding.

Jeg tager min pille. A last wanton plunge into oblivion, som Gabriel Brockwell siger. Whoosh.

Mig og Ida Auken

Jeg var på tredje psykotropiske date i dag, og jeg synes, at vi er ved at have et reelt forhold. Teknisk set har det ikke gjort noget for mig endnu, men jeg føler mig sært opløftet alene ved tanken om måske at have etableret fundamentet for en ny virkelighed. Jeg har lyst til at vise det til nogen, men det er ikke rigtigt noget, man gør, er det? Måske jeg kan spotte nogle ligesindede, jeg kan nikke indforstået til? Nogen, som ikke er min sundhedsforsikringsagent, that is.

I et kronologisk brud er jeg for et halvt år siden vinterdeprimeret, og nej, siger min fremtidige terapeut, det er ikke noget, du er; det er noget, du har, og åh ja, det er sandt, vi eksternaliserer den, vi udstøder den af os. Jeg får den idé at få noget hjælp til den proces, ligesom få formaliseret den, så jeg inviterer Sømanden til aftensmad, for selvom han er så pissekonservativ og kongehuselskende, har han også noget erfaring med ritualer. Jeg mener; søværnet!

Og det når at blive hen på det sene forår, men han kommer så forbi, og Easy kommer forbi, og min unavngivne verdensmand af en ven kommer også forbi (det er ikke nemt at finde et navn til ham, for han er den der type, der er overvejende humanistisk uddannet og kommunalt ansat), og han vil lave rødvinssovs, og det skal han da bare have lov til, men han hælder en hel flaske i.

Så vi sidder altså der en sen forårsaften med rødvinssovs i blodet og skal finde ud af, hvordan vi opsætter den her seance, og Easy, der i det store og hele ikke tror på psyken, foreslår, at vi iscenesætter en symbolsk fødsel, og han vil gerne være den, der råber “push, push”, og Homunculus danser rundt som en stammekriger ved udsigten til noget okkult. Verdensmanden, ikke rigtigt i stand til at finde ud af, hvordan man forholder sig til depressioner, spørger, om vi ikke kan arrangere et road trip. Sømanden insisterer på formerne og maner til orden og spørger, hvad vi skal kalde depressionen. “Hvis Easy vil have den født, vil jeg have den døbt.”

Og de spørger til den som om de er et præstefællesskab, der skal vide noget om en afdød, og de spørger, om det er bedre nu, hvor vejret er bedre og solen skinner, og det går op for mig, at jeg ikke er vinterdeprimeret; den her fucker virker tvært imod til at være solcelledrevet. How ‘bout dat? En klimaoptimeret depression?

Vi diskuterer navne, og Verdensmanden synes, den skal være som en Marvel villain eller alternativt navngives efter hans ekskæreste, men Sømanden mener, at vi skal tage miljøperspektivet alvorligt og kalde den noget ildevarslende for kloden.

“Ida Auken,” siger Easy og læner sig tilbage og ryger.

Jeg siger: “?”

Verdensmanden siger ja og springer på benene og nikker og peger på Easy, og hans finger vibrerer som en pilekvist, og han siger ja lidt højere og lidt mere skingert.

“Det kan noget,” siger Sømanden, og så er det ligesom vedtaget. Vi skåler ind over bordet, og i et selvterapeutisk forsøg på at eksternalisere min depression, døber vi den altså Ida Auken.

Og nu tager jeg så på tredje dag de her piller, der skal gøre Ida Auken mindre, og vi slipper aldrig helt ud af Alice i Eventyrland-associationerne, gør vi (hvilket i øvrigt minder mig om min midtlivskrisetatovering; husk mig lige på at komme tilbage til den)? Og det jeg vil sige er egentlig bare, at det har givet mig en optimisme og en fornyet tro på tingene, og jeg skriver en mail til min vejleder og siger, at jeg er medicineret og optimistisk, og hun nikker anerkendende gennem mailen og siger: “Der ér altså et eller andet i den pille, der virker hurtigere,” og Homunculus chanter: “placebo, placebo, placebo.”

Men for nu at tale forretning: Det må være et spørgsmål om tid, før jeg kan få medicinalindustrien på donorlisten, og det rejser jo altid nogle etiske spørgsmål. Så hvor er vi, lad os sige på en skala fra product placement til Pernille Rosenkrantz-Theil, på spørgsmålet om youtubevideoer med livetest af forskellige præparater? Nevermind, mon ikke det allerede er influenced.

Dag 2

I dag tilmeldte jeg mig et møde på den sædvanlige måde, det vil sige et døgns tid efter deadline for tilmelding, og professoren var all “du er velkommen, men det er for sent at få sandwich”

og jeg var like: “Intet problem. Jeg loader op på kaffe og antidepressiva, inden vi går igang. Wir schaffen das”

and he went: “… … …”

Jeg er ny i psykofarmaka.

Alternativ energi

Det må være et tillidsspørgsmål. Altså, hun beder mig om at komme tilbage om to uger – lige efter at have oplyst mig om, at der er bivirkninger de første uger, og at medicinen først sparker igennem efter 4-6 uger. Hvordan skal vi så på nogen meningsfuld måde diskutere, om det er den rette dosis?

Hun får et deer-in-the-headlights-udtryk i ansigtet, da jeg spørger og prøver at afværge med manøvrer a la: “Det kan jeg godt forstå, at du spørger om,” hvorefter hun åbenlyst håber, at jeg glemmer det.

Så ja, jeg er altså taget til lægen igen, og lægen er et af den slags mennesker der opfatter forståelse som et spørgsmål om det rette ansigtsudtryk, så før vi nåede hertil har hun siddet der i al sin lægelighed med den anslåede mængde panderynker og nikket og forstået.

Og selvom jeg undervejs har lyst til at rekonfigurere hendes ansigt – altså på en legende modellervoksagtig måde, ingen voldsassociationer her! – og se, hvad lægemanualen ellers gemmer på af forprogrammerede sider (en facebook, ha!), så kan jeg se, at der bag hendes åndssvage facade er et ægte, kun lige akkurat undertrykt udtryk af: “You really do look like shit this time.”

Og derfor er hun slet ikke så modvillig mod at dele ud af recepterne. Vi skal blot over en halvhjertet appel til at søge psykolog i stedet, før vi bliver enige. “Jeg er psykolog,” siger jeg. “Jeg skal ikke til psykolog.”

Min intenderede undertekst er selvfølgelig: “Dame, jeg ved hvad det indebærer at gå til psykolog, og det er ikke det, jeg har brug for,” og hun hører selvfølgelig et angst- og skamfuldt: “Jeg kan ikke gå til psykolog, når jeg selv er psykolog,” og det var vel forudsigeligt nok.

Men vi bliver enige om nogle piller og indføjer en klausul om at gå op i dosis nærmest på forhånd, så længe jeg lover – og det gør jeg, cross my heart – at gå til psykolog, når altså lige jeg er ovre den her periode. For lige nu og her, læge, lige nu og her skal jeg bruge noget narko, en silver bullet.

Og det vokser lissom på mig, så jeg er nærmest stolt, da jeg ti minutter senere står på apoteket og beder om at få pakken udleveret. Alle tænkelige 90’erfilmreferencer kører gennem hovedet på mig, og jeg er sikker på, at man kan se mine pupiller bladre i dem, mens jeg leder efter det rigtige citat eller måske bare den rigtige følelse, men jeg kan ikke rigtigt finde ud af at invitere hende, apotekerdealeren, ind, og hun tuner ikke just selv ind på mig. I det mindste kan hun vel sige tillykke eller deltage i mit heppekor, når jeg opbakkende og i en bevægelse, der hverken er helt hoppende eller helt vuggende skifter fra fod til fod, mens jeg opildnet allerede af forventningen nynner: “Placebo, placebo, placebo.”

Og så står hun der og ser mellemuddannet ud og kan ikke mobilisere den mindste begejstring til vores transaktion. Hun kigger på mig, som om jeg står i medicinkø i Gøgereden, hvilket kun er næsten sandt, og jeg er fristet til at åbne munden og sige “aah.” Jeg kvitterer med en mellemsur smiley ved evalueringsstanderen på vej ud. That’ll show her.

Men det skal ikke tage øjeblikket fra mig. Ain’t nothin’ gonna break my stride. Jeg når kun lige uden for døren, inden jeg flår pakken op og står der foran apoteket og folder en indlægsseddel i plakatstørrelse ud for at finde ud af, om den, pillen, oblaten, Jesu Kristi legeme, skal serveres on the rocks eller som side dish eller måske som revenge.

Se, siger jeg til homunculus, vi bliver medicineret. Men homunculus er tavs i dag, så jeg har det helt for mig selv. Jeg tager pillen og føler en barnagtig spænding ved det, som om jeg kunne fordampe i dette øjeblik. Jeg har krydset en grænse. Flot, siger homunculus. Ah, der var du, gamle ven.

Det, der slår mig mest, er, hvor billigt det er.

Anti

Undtagelsestilstanden er en lavfrekvent svingning, et EKG med denne undervældende og ujævne og depressive linje, der lejlighedsvist afbrydes af en eksplosion ind i en anden verden. Den gør mig selvoptaget, og det er virkelig ikke det, jeg har brug for lige nu, og selvom eksplosionerne nogle gange antager en mani-lignende karakter, så er der ikke som sådan nogen bipolaritet her, bare midlertidige afledningsmanøvrer.

Åh, hvem der bare var manisk!

Nå, jeg har så den her læge, og jeg gik til lægen, og lægen fortalte om alle dårligdommene ved en diagnose og alle forsikringsproblemerne, og om jeg nu var sikker på, at det var det, jeg ville, og nej, det var jeg nok ikke så sikker på, og Homunculus og Morrissey vrænger i duet mens de holder min rygrad som en mikrofon imellem sig: And you leave on your own and you go home and you cry and you want to die.

Og jeg tænker: Undtagelsestilstanden er en sindstilstand, og sindstilstande smitter, og lægen er blevet smittet, og for lægen er jeg nu Josef K.

Men det er længe siden, og jeg har siden da haft et encounter eller to med Freud og vennerne og dødsdriften, og jeg er klar til at give lægen en chance mere for at medicinere mig – we may die from medication but we sure killed all the pain, siger Conor med de lyse øjne, og der er et insekt i maskinen, og den autocorrecter og vil slå mig ihjel med meditation i stedet, og er det dig, Gud? men hvis side er du egentlig på og junk det nu bare direkte ind i synapserne på mig.

Lægen er taget på ferie, viser det sig.

It’s been a bad day.