No music

Har du nogensinde fået en besked, der fik fortiden til at se anderledes ud?

Jeg kører bilen, og det regner, og det er et af den slags regnvejr, som vinduesviskerne ikke rigtigt kan gøre noget ved, så de slår ligesom bare ud i luften i trods, la resistance, men regnen regner på vorses tage, og den er hurtig, og den plingelinger som maskingeværssalver (som ikke lyder så farlige igen, når de plingelinger), og den bliver hurtigere og tættere, og lygterne oplyser ligesom slet ikke vejen, de får bare regnvejret til at virke som en tidsrejse, som stjerner, som galakser i et jump to lightspeed, og det er det, jeg prøver at sige: I de her virkeligt intense regnvejr føles det altid lidt som om jeg er i en stjernekrydser, og lige nu ville jeg bare ønske, at jeg var i en stjernekrydser.

Hun snakker i telefon, og hun siger ikke så meget, hun siger: “Ja, én gang, men det er længe siden”, og hun er Darth Vader, og hun er min father, Luke, og jeg er lige ved at klodse bremserne, men du kan ikke klodse bremserne, når et sort hul åbner sig bag dig og begynder at trække.

De siger, at man ikke skal frygte døden, for man frygter jo heller ikke tiden, før man blev født, men der er ikke noget, jeg frygter mere. Jeg kan ikke udholde tanken om en tid uden mig, og homunculus indvender, at nu skal jeg ikke være så beskeden.

Det sorte hul suger og suger, som den store stygge ulv i aggressivt revers, og der ryger mere og mere af os derind, bilen ryger derind ét lille stykke ad gangen, atom for atom, og al min energi og al min opmærksomhed ryger i det hul, og et sted derinde står han og suger, Charlie Dark, og homunculus æder af min hjerne, og depressionen æder af homunculus, og Charlie Dark æder de sidste ti år og siger it was me all along.

Hun lægger på, og jeg spørger, hvad hun svarede på, og det var bare, om hun havde været bedøvet før, men alt er forandret. Alt det, vi gjorde sammen for først gang… var ikke første gang?

Jeg spekulerer igen over, hvem der har retten til nogens historie, og det har været mit problem siden, jeg ved ikke, juni måske. At få hold på min tilværelse er som at forsøge at gribe om et spøgelse.

I wasn’t angry; I just didn’t want no more whisky

Nåmmen, der var jo den der whisky, en sikker investering, fordi OL og sådan. Så Corona, og nu ved jeg ikke, om det ødelægger det hele, fordi folk nu ikke tager til Japan og drikker hele restlageret op alligevel, eller om det er endnu bedre, fordi vi alle sammen sidder derhjemme og sutter i flasken. Jeg mener, hvem ved om vi kommer ud igen? Drik den og du vil fortryde; drik den ikke og dø og du vil også fortryde. Åh, liv!

Nå, men det får mig til at tænke på dengang, jeg var til jobsamtale på misbrugscentret i Rønde, hvor de skulle bruge en til at varetage noget alkoholafvænning og til jobsamtalen spørger, om jeg vil have noget at drikke, og jeg har jo gået på kurser, hvor man lærer, at det viser overskud at sige ja tak, så jeg siger ja, men på kurserne forbereder de så ikke en på opfølgningsspørgsmålet: Whisky? Og man tænker: Det er en fælde, er det ikke? Jeg skal ikke sige ja, vel? Han mener det ikke? Og jeg sagde så nej, og jeg fik ikke jobbet, og jeg siger ikke, at det var derfor, men selvfølgelig var det derfor. Det var en test af karakter.

Så nu har jeg købt to flasker Nikka, én til mig og én til homunculus, og en flaske noget-med-en-bøffel, fordi nogen et eller andet sted satte den på en liste over drikkelig bourbon til en Old Fashioned eller en Whisky Sour eller hvilken liste, jeg nu læste den dag.

Sometimes I don’t know where this dirty road is taking me, siger Townes og nikker til homunculus, der heller ikke gider at sidde og vente på at dø, og vi sparker alle tre til bunken af visne billetsnipper fra aflyste forestillinger, og VI SKULLE I TEATRET råber jeg Bertel Haardersk af coronaen, men den er ligeglad med Dracula, og jeg skulle høre Bright Eyes, men den er ligeglad med Conor Oberst, og hun skulle på ferie, men den er ligeglad med mine forsøg på at gøre mig elsk-værdig.

For nå ja, jeg arrangerede en storbyminiferie for hende og hendes veninde i noget nær coronaens hjerte (alt bought and paid for pre-corona), og jeg tænker, om ikke jeg nu kan markedsføre den som en slags krigsfotograf-adventure, savner du spænding og den slags, eller som en form for ekstremsportsoplevelse eller noget andet, der kunne gøre, at hun ville blive helt vildt glad for at blive sendt til Barcelona, her på et tidspunkt, hvor jeg ikke kan forestille mig andet end at de går rundt med de der fugleagtige pestmasker og råber katolske ting af de døde og de levende og de mellemverdslige. Måske en slags Heart of Darkness, hendes eget Apocalypse Now?

Men undtagelsestilstanden er efterhånden bare tilstanden. Du prøver for hårdt, siger Monica.

There she goes again

Jeg læser et blogindlæg fra en kvinde, der lyder som om hun er på vej ud i havet, lidt mere målbevidst end når jeg søndag morgen frygter, at jeg skal fiske Easy op fra havnebadet, og hun rammer mig i melankolien, hvilket i et chain of events ender med, at jeg sidder alene hjemme og tuder over Adam Drivers ægteskabshistorie kl. 3 om natten. Hun tager til Aarhus for at få styr på sig selv, og er Aarhus nu et sted man tager hen for at gøre det, tænker jeg, og fuck your life hvis det her er den version af virkeligheden, hvor vi er i kontrol, siger Homunculus, og jeg tænker på, om jeg skal invitere hende på kaffe eller fixe hende op med Sømanden eller et-eller-andet. Hun kunne vel godt være Maja, siger Verdensmanden, men det kunne hun jo ikke, og jeg tror i øvrigt også, at vi fik aflivet Maja kl. 4 om morgenen et tvivlsomt sted i Randers i løbet af december. Plateau’s clean, no dirt to be seen.

Jeg skriver i stedet til Alicja, at I hope you enjoyed your holidays, og den autocorrecter og håber hun nød Holocaust, og Alicja er polak, og jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg snart skal mene om mine teknologiske extensions. De er hjælpsomme på samme måde som min mor. Jeg parkerer Alicja igen.

Og alle disse overflader, jeg ikke kan forholde mig til. Jeg læser om en fødselsdag, som alle læsere er inviteret til, men den er i København, og der sidder vi så alle sammen, ikke i København, men i hver vores krise, og jeg vil bare gerne have en kop kaffe, og jeg vil bare gerne have en cocktail, og jeg vil bare gerne være et menneske, og ja ja, siger Homunculus igen, du er human og du need to be loved. Ja, siger jeg, just like everybody else does. Præcis, siger Small H i mit hoved. Jeg siger: Jeg er sønnen og arvingen. Solen og luften, nikker han derinde på den måde han gør, når han skal minde mig om livets ulidelige latterlighed.

Og min ex spørger, om vi skal ses, og det skal vi selvfølgelig ikke, men jeg skriver ja ja, og min leder spørger, om jeg har opgaven klar til tiden, og det har jeg selvfølgelig ikke, men jeg skriver også ja ja til hende, og min mentor spørger om det går, og ja ja, siger jeg, det går. Hvis vi bare ophæver alle forestillinger om tid, så går det.

Og de er alle sammen kvinder, og de vil alle sammen et eller andet (eller hov, vent, var det mig, der ville noget?), men den eneste, jeg vil have til at ville noget, vil ingenting, og jeg vil bare gerne sove, og jeg vil bare gerne være Hassan Preisler.

Åh, fik jeg nævnt, at jeg stoppede med pillerne? Yeah, good call.

Tyverne. What a blast.

Januar. 2020. Hvor skulle vi starte, hvis ikke i Føtex? Min certain someone har købt et drivhus – dvs. hun har udpeget det drivhus på dba, som jeg skal bruge en dag på at pille ned og siden formentligt en uge på at sætte op igen – så da jeg går forbi en gin, der hedder The Botanist behøver jeg ikke flere tegn. I Føtex’ beskrivelse af den lover de, at den simulerer mine smagsløg, og jeg kan simpelthen ikke vente med at finde ud af, hvordan det kommer til udtryk. Baseret på årets julefrokost med mit efterhånden aldrende slæng – alene det at kalde det et slæng! Åh, gravsten! – er det måske i virkeligheden den mest rammende beskrivelse, man kan komme på. Jeg ringer til Easy og siger, at jeg har købt en gin, og Easy bruger de næste fem minutters samtale – afslører han i postscriptet – på at sige ‘ja’ og ‘tja’ og ‘hmm’ for at lade som om han hører efter, mens han når frem til, at nej, der var nok ikke meget til at bakke det eventyr op, han troede vi var på vej ud på, da han hørte, at jeg havde købt en Djinn.

Således beskæftiget i afdelingen for grønne fingre er jeg igen distraheret og lykkes på ny med at afholde mig fra at færdiggøre alle de projekter, der virkelig SKAL færdiggøres nu for i stedet at researche spiritus på kryds og tværs, og et par timer senere stiger jeg ud af bilen i Mårslet for at hente en flaske Yamazaki-whisky, jeg lige har betalt 1000 kr. for. Jeg er sikker på, at jeg er et geni. Efter OL i Tokyo til sommer skyrocket’er prisen. I’m telling you, siger jeg og fortæller ham det, manden, der sælger mig den med et blik som om jeg lige har betalt ham for en pose frisk luft. Jeg har også en 18-års, du kan købe, siger han, da han indser, at en manisk forfatter-impostor i hånden nok er bedre end fjorten millioner Tokyoitter på taget, men jeg er flad efter første omgang. Hvis I forpligter jer til at donere i kommentarsporet lover jeg at ringe ham op igen. Vi kan crowdsource (eller er det -funde?) os igennem det og dele rovet til efteråret?

Det lykkes mig via andre kanaler at etablere en lille cognac-samling, inkl. en flaske Château de Beaulon 1983 til omkring 1400 kroner, og jeg kan mærke aristokratiet sive ud af mine årer, når jeg indrømmer over for jer, at jeg ikke ved en kæft om cognac, men bare ser den som en lille hyldest til mig, der jo også præsterede min egen seneste inkarnation i ’83. Det må være det, de kalder epigenetik, siger Homunculus ved konstateringen af, at jeg nu er lige så distingveret som mine forældre og ræsonnerer på henad samme måde. Og det er nøjagtigt det samme, som da min søn for halvanden uge siden mistede alle sine dyreste og bedste julegave-pokémonkort første dag efter ferien, fordi han valgte at samle på energy-kortene (I know!). Det er her, vi ser de virkelige konsekvenser af social arv. Krystalkuglen er mørk in this one. Vi bliver aldrig old money.

Nå, men jeg har ikke flere penge end at sprit i den prisklasse er i kategorien samlerobjekt. Desværre når jeg at blive forført af en pludseligt opstået forestilling om, at det at (kunne jeg være sluppet af sted med en at-at-sætning der?) indtage den vel i grunden må være at sammenligne med at drikke sig selv, og tanken om en form for vampyrkannibalisme kan jeg ikke lade passere. Ergo: Jeg har nu to flasker 1983.

Selvfølgelig viser det sig, at jeg ikke kan få mig selv til at åbne en flaske, der allerede ved sin undfangelse er mere værd end min pensionsopsparing. Jeg går Voldemort på den, så den nu har et lyn-formet ar i papbeholderen, mens jeg selv må forlade den krop, jeg ellers har hjemsøgt i en længere periode.

Således rustet til at gøre 20’erne en tand mere brølende bruger jeg de næste to uger på at ryste abstinenser af mig. Ikke alkoholrelaterede i første omgang. Jeg er holdt op med at tage medicin. Lægen virkede som om hun troede på, at jeg selv kunne styre det, så da jeg først aflyste vores kontrolaftale og siden løb tør for narko i løbet af helligdagene, valgte jeg at omfortolke det til, at jeg traf et valg om at stoppe. IA havde vel på en måde gjort det, hun skulle. Jeg ved ikke, om man får abstinenser af at stoppe med den slags, men jeg har i hvert fald ikke rigtigt sovet siden (kl. er fx 03.16 netop nu).

Clean – det lyder lidt mere rockstar – og loadet op på en håndfuld forskellige spirits (et så meget mere meningsfuldt ord) og motiveret som aldrig før sidder jeg så her i min søvndepriverede zombietiltand og gør for 117. gang – som man siger – klar til at skrive noget betydningsfuldt, og jeg får en invitation til et skrivekursus, og selvom det koster 1000 kroner tager jeg invitationen som en hædersbevisning, og jeg skriver til arrangøren, som fodrer mit ego lidt mere.

My book is called The Ascent of Man, siger Michael Stipe og lyder indsigtsfuld, og nå ja, min hedder Episoder Løst Forbundet af Døden, siger jeg og lyder prætentiøs. Efter selvmordet og aborten behandler jeg – inspireret af mine ventures i barskabet – nu vampyren og planlægger sommerferie i Transsylvanien. 2020: roaring?

Only the lonely

It’s been a while since my last confession.

Jeres tålmodighed har været næsten rørende. Dag efter dag, omtrent det samme antal besøgende her på siden. I er ikke mange, men det er okay; det er jeg.

Jeg har kastet mig over et studie af ensomheden, ikke bare fordi jeg er så intenst ensom, at jeg fra tid til anden længes efter en invitation til the swingin’ party down the line, men også fordi den er så smukt og uundgåeligt og knusende vævet ind i alt, fra stor kunst til psykologiske teorier.

Jeg er næsten færdig med Olivia Laings The Lonely City: Adventures in the art of being alone. Tjek engang denne passage:

The fear of separation is a central tenet of Winnicott’s work. (…) At its most extreme, this state gives rise to the cataclysmic feelings he called the fruits of privation, which include:

1) going to pieces

2) falling for ever

3) complete isolation because of there being no means for communication

4) disunion of psyche and soma

De kan altså noget med metaforikken, de gamle psykodynamikere. Fruits of privation. Going to pieces. Falling for ever.

Jeg inviterer hende på østers og champagne, jeg tager hende på high-end shopping, knock yourself out og tasken fra dine teenagedrømme. Hun giver mig en to go-kaffe fra Kvickly. We’ve come a long way.

Gillette Fusion Proglide Styler er det bedste, jeg kan få (subtle, huh?), og her til morgen klipper den et hår af mit ansigt og i et freak accident springer håret op på mit øjeæble og sætter sig fast, og er det ikke bare det klammeste, du har hørt i dag? Jeg kan ikke få det forbandede hår væk igen, jeg blinker stroboskopisk til no avail, jeg gnider mig i øjnene, jeg prøver at tvinge mig selv til at holde øjet åbent, mens mine fede fingre demonstrerer at de ikke magter et tilpas sofistikeret pincetgreb. Jeg overvejer, om jeg har motorikken til at betjene et egentligt pincet og rette det mod mit øje, men grunden til at jeg ikke blev tandlæge var mine rystende hænder, og jeg ser allerede overskriften i lokalavisen.

Altså tager jeg på arbejde med behårede øjne.

Mit kontor lugter af opkast, og jeg begriber simpelthen ikke, hvordan nogen kan fremstille et rengøringsmiddel med den egenskab. Rengøringsdamen brokker sig over den seneste kontrol. Hun har fået en slags sur smiley, og det har medført, at hun nu står og vasker soklerne i en stikdåse med en klud. Af en eller anden grund gør hun altid mit kontor rent omkring den tid, jeg møder på.

“Kan du se noget i mit øje,” siger jeg.

Hun kigger på mig og kniber øjnene, sine egne, sammen. “Nej,” svarer hun. “Du skal nok se at få et andet arbejde.”

Whoosh.

Jeg sætter mig til at skrive på en bog om ensomhed. Jeg er ikke nogen dårlig skribent. Jeg tror faktisk, at den kan blive helt god. Eleanor Rigby, skriver jeg. Robotter, skriver jeg. Interacting minds og hvad ved jeg. Jeg mindes robotsælen PARO, denne socialpædagogiske varsling af the rise of the machines og dens skæbne, da et kvaj af en medhjælper brugte den som buddy til demente grønlandske fangere, der to sekunder senere havde aflivet den med hvad de nu havde for hånden af køller, deres stokke formoder jeg. Every living creature on earth dies alone, siger Roberta Sparrow, Grandma Death, i Donnie Darko.

Jeg tweeter, og folk liker. Jeg får en ny follower. Det er underviseren fra mit skrivekursus. Min ven, Verdensmanden, har fået et barn og er optaget. Jeg fortæller ham, at I læser, hvad jeg skriver, og at jeg har kvitteret ved at holde jer hen i halvanden måned. “Fortsæt,” siger han og begynder at planlægge, at jeg skal skrive hans søns selvbiografi. Det er måske nok lidt langt ude i fremtiden, men et job er et job. Jeg piller skiltet på min dør ned og tilføjer med min bedste kuglepen: Generalkronikør. Jeg overvejer at ringe til min chef og sige op.

Således opløftet entrer jeg en ny æra.

Fleishman is in trouble

Right, så jeg er på den gode side af 30 skud inde i min Ida Auken warfare, and she’s a fucker, men jeg er da ikke akut suicidal, og efter en god periode mærker jeg så alligevel hendes beskidte kløer krænge mig åben indefra, og hun ligesom stikker sine lange fingre ud, og kan man ikke også se hendes øje derinde? Jesse Berings “when I get suicidal again” er det bonmot, der bør indlede alle mine sætninger, og den nye pakke er et andet mærke. Jeg overvejer at gå på trippeldosis bare for at se, hvad der sker. Jeg er sikker på, at Doc billiger det.

Så fra tirsdag til onsdag steg antallet af sidevisninger her på bloggen med 5.900%, og det er vel anstændigt nok så at beklage, at I alle sammen blev mødt af en kirurgisk abort. Guess you didn’t sign up for that. Men altså, undtagelsestilstanden erklærede sig på en ny måde, og jeg bliver hver gang lidt forbløffet over dens kreativitet.

I fredags flyttede Todd så ind i min kælder, og Todd er et af disse spøgelser fra fortiden, som jeg skal finde ud af at forholde mig til, fordi han er spilled over fra undtagelsestilstanden. Selvfølgelig er han en gennemført alright guy, ingen Snider, men alligevel.

Og nu vil hun så tatoveres af ham, og Homunculus er min paranoia i dag og kalder hende insane in the goddamn membrane, men da hun spørger, om jeg synes, hun skal gøre det, siger jeg ja, for helvede, det skal du da, for det er det, jeg ville ønske, at jeg mente, og hun siger, at hun ikke vil gøre det, hvis jeg synes, at det er træls, men jeg siger, nej nej, det skal du altså ikke tænke på; du skal bare gøre det, og jeg ved godt, at jeg ikke sælger den særligt overbevisende, for det eneste jeg tænker er, at den er et brændemærke, der for altid vil minde mig om hende og Todd, der udveksler historier fra deres fælles fortid på udenlandske love motels, og hvad er det med dem, for min sidste kæreste blev tatoveret akkurat samme sted. Probably shouldn’t mention that.

Så jeg havde det lidt, hvad skal vi kalde det, anstrengt med Todds ankomst, og vi valgte så at drikke sammen hele natten for at løse det, sort everything out, og jeg ved nu mere om Todd end jeg gør om mine bedste venner, og han er lidt spacy, men han er også bare så forbandet likeable.

Tiden kalder på refleksion (and that, my friend, er første åbningssætning uden et ‘så’ i dette indlæg; note to self: indarbejd sproglig variation), og jeg spørger mig selv hvilket menneske, jeg er, for jeg vil ikke være that guy, og Homunculus ved allerede hvilket menneske, jeg er (og det er åbenlyst that guy), og min kontormakker har et uventet perspektiv på det, da hun siger: “Jeg kunne næsten lugte dig i rummet.” Really? Jeg er ikke sikker på, at denne eksistentielle quest ender i udelt begejstring.

Men jeg har ikke altid været sådan, det kom ligesom med undtagelsestilstanden, og nu prøver jeg at finde nødudgangen, og jeg lover mig selv at blive bedre, og jeg skriver til hende: Du skal gøre det. Det bliver awesome. Og det føles godt at skrive det, og jeg får det bedre, og jeg opdager, at jeg mener det, for det handler selvfølgelig ikke om tatoveringen, og Homunculus siger: “well, duh” og sætter sig og surmuler i en hjernevinding.

Jeg tager min pille. A last wanton plunge into oblivion, som Gabriel Brockwell siger. Whoosh.

September

September. Month of Todd. Tons of moth.

Funny thing, jeg er typen, der bliver bange for mine læsere, når de reagerer på noget, jeg skriver; en glimrende egenskab for en, der engang troede, han skulle være forfatter. Derfor lukker jeg som regel twitterkonti og blogprofiler efter et stykke tid, fuld af skam og med ønsket om at forsvinde.

Jeg siger det, fordi jeg kan se, at jeg har fået læsere and it scares the shit out of me, men altså, come on, siger Homunculus, stop pretending, det er jo online af en årsag.

I dag er jeg urolig, men jeg ved ikke, hvorfor. For at være helt ærlig er det mere fordi det kunne være af et utal af grunde, der alle konkurrerer om min begrænsede frygtkapacitet end fordi det er svært at finde nogen overhovedet. Jeg mener, hvem kan afgøre, om den angst jeg føler lige nu skyldes at jeg nu har læsere, at Todd snart flytter ind, at jeg bor på en truet planet eller at det bare er mig og min kroniske grundangst.

Or maybe it’s the fire drill. What the fuck? Fra vinduet i mit kontor kan jeg se over i det glaskabinet, der forbinder mig med nabobygningen. Der står en dame i gul vest og forsøger at få et tågehorn til at virke. Sådan et håndholdt kompressorhorn. Det fungerer ikke for hende. Hun sætter en finger i det ene øre og bruger den anden hånd til at trykke på hornet, men det forbeholder sig retten til at forblive tavst. Omkring hende begynder folk at myldre ud fra bygningerne, selvom det, myldre, angiver en vis hektik, der overhovedet ikke er til stede. Som om det rager os, hvis der er school shootings eller terrorangreb. Det banker på min dør, og en fyr fra bygningen overfor siger, at der er evakueringsøvelse, og om jeg vil med ud. Tja. Da jeg kommer ud i glaskabinettet, kan jeg høre en alarm. Kort efter afbryder tågehornet sin strejke og spæder lidt til. Så vi har altså et varslingssystem, man kun kan høre, hvis man allerede er på vej ud. Ain’t that something?

I det anderledes muntre hjørne åbner VIA University College landets eneste uddannelse til brøndborer, og Homunculus frister med et midtlivskrisekarriereskifte.