Burning scarecrows

In case you hadn’t noticed: Det her er ikke rigtigt en blog om noget som helst. Jeg har ikke noget på hjerte. Jeg vil dig ikke noget. Jo, måske vil jeg gerne have, at du skal elske mig, men bortset fra det: ingenting.

Således ovre en stating-the-obvious-indledning og sikkert skærmet mod kritik, kan jeg nu springe til det næste random event.

Lørdag nat var jeg vågen, da folk pludselig begyndte at skændes uden for mit vindue. I ved, på den måde fulde unge mennesker nu råber af hinanden på. Nogen havde kaldt Frederik en junkie, og det tog han meget på vej over. Der var ikke grænser for, hvem han ville kneppe som payback. Desværre var Frederik ikke helt ved funktionel bevidsthed og fik rodet sig ud i – blandt mange andre – at ville kneppe synderens farmors far. Altså hans oldefar. Det var nærmest rørende, da Frederik, ikke i tvivl om at han var blevet gjort uret eller i hvert fald ville have det til at fremstå sådan, viklede sig ind i lange tirader af familierelationer for at specificere, hvem han ville forgribe sig på og to ud af tre gange endte på, hvad der nødvendigvis måtte være en temmelig gammel mand, og jeg tror virkelig ikke, at det var det, den meget fulde Frederik sigtede efter, det afslørede sig ligesom på den måde, hans stemmeføring faldt hver gang han nærmede sig slutningen af sætningen og tydeligvis havde på fornemmelsen, at noget ikke var helt rigtigt, men heller ikke sådan for alvor kunne nå at bremse sig selv, tænke efter og rette op på det uden at miste momentum. Og Frederik var all about the show, det var helt sikkert.

Og der var den obligatoriske, mæglende pige, der forsøgte at tale Frederik til ro, da han demonstrativt gik i modsat retning af de andre og gentog, at han ikke skulle kaldes en junkie af ham, som han i et forsøg på at være racistisk kaldte “bananplukker”. Frederik satte sig på kantstenen lige uden for mit vindue og var fortvivlet, og de andre prøvede at få ham til at glemme det og gå med, men Frederik ville have drama og eskalering, og derfor var det så fantastisk smukt et øjeblik, da pigen pludselig opgav sit forehavende og satte i løb væk fra stakkels Frederik, den junkieanklagende dreng kort efter ligeså og endelig også Frederik selv – i samme retning som de to andre – for ak ja, bussen kom, og de skulle nå hen til stoppestedet. Sådan kan man få punkteret sit dramatiske peak. Frederiks frustrationsbrøl over at være nødt til at løbe med de andre vil jeg altid bære med mig. Her var en mand, der så sit manuskript blive brændt og sin rolle ophævet.

Og helt ærligt, hvem har ikke et soundtrack et eller andet sted mellem tanke og hørelse, når vi går gennem gaderne, når vi kigger ud på regnen gennem ruden i bussen, eller når vi – all of us – diskvalificeres i offentligheden til the anthem of white supremacy. Hvem har ikke blik for kameravinklen, når vi sidder alene på en café? Den schweiziske psykolog Piaget mente, at vi i en fase af tænkningens udvikling overdriver vores egen betydning, at vi iscenesætter et imaginært publikum til altid at observere os. Den form for selvbevidsthed skulle afhjælpes af et efterhånden stigende abstraktionsniveau. Nu er jeg et ret abstrakt menneske, grænsende til selv at være en abstraktion, men mit imaginære publikum lever i bedste velgående – bare det at jeg skriver her! Ja ja, teknisk set er der et par læsere, der gør det ikke sådan 100% forestillet, men alligevel.

Ah, never mind. Jeg prøvede, men jeg har virkelig ikke noget på hjerte. Indsæt selv lommepsykologi og -filosofi for resten. Jeg bliver enig med Homunculus om at kalde jer mine imaginaries henceforth for ikke at have spildt forsøget fuldstændigt. Let’s play pretend, act like it goes naturally, vrænger den lille fucker og demonstrerer at vores musikalske spændvidde faktisk ikke spænder ret meget ud over indskrænkethed, og vi ved jo alle sammen, at jeg underdrev: Jeg vil ikke bare elskes; jeg vil have, at I ocean vuongsk skal holde mig på samme måde som vand holder tørst. Alle disse indlæg er ikke andet end brændende fugleskræmsler, der skal lede jer på vej, en oplyst landingsbane af moralsk uafklarethed.

,,,

,,, ,,,

Uafklaring? Uafklaration? Dammit, nu punkterede jeg, bedst som jeg var klar til at slutte på de høje nagler. Mit sprog er min bus. Je suis Frédéric.

Klimakampen

Ah, intercontinental. Jeg ved ikke, hvilken tidszone kabinepersonalet befinder sig i, men den er definitely out of time, og det medfører, at jeg kl. 11 om formiddagen kan se tilbage på et varmt måltid indhyllet i præ-champagne, peri-rødvin og post-cognac. Air France, altså. You shouldn’t have.

At rejse er som bekendt at afslutte andres liv, og der er bare et særligt kejserligt feel over at pege på det dyr, der skal dø, velvidende at dette barbari er en mellemstation omhyggeligt stoppet ind mellem to kataklysmiske flyrejser. Åh, dekadence. J’accuse! Var det champagnepropperne eller ekkoet fra lille Gretas eksploderende hoved? Men nuvel, jeg er ingen safarijæger (trods alt), blot en Anthony Bourdain på ekskursion til østens seafood, hvor Coops lokale markedsbod med blæksprutteringe fra frost er erstattet af sannakji – rå tentakler, der posthumt vrider sig i skålen. Og for nu at få min rejseblog ned på jorden, er jeg naturligvis ingen Bourdain; min neurose gjorde mig hovedsageligt opmærksom på, at nogle stykker dør hvert år, fordi de ikke tygger blækspruttearmene godt nok, så de stadigt aktive sugekopper sætter sig fast i halsen. Ah, sweet revenge. Tænk sig at ens afhuggede lemmer som et sidste stempel på verden får lov til at blokere luftstrømmen og effektivt tage fjenden med sig hinsides. Ergo kanaliserede jeg al mit maniske potentiale ud i mine kæbemuskler og tyggede til alle i restauranten betragtede mig som en form for attraktion. Jeg lyver ikke, når jeg siger, at der blev peget og grinet og filmet. Jeg gætter på livestream, men hvem ved? Det mindskede tilsyneladende ikke underholdningsværdien, at sugekopperne holdt så godt fast i skålen, at jeg havde gang i noget lignende en tovtrækning med den nyligt afdøde. Jeg er sikker på, at der ligger en skitse til den næste store zombiefilm et sted i dette.

Men jeg er hjemme igen, og life goes on, og jeg mangler en kuffert. Damen fra forsikringsselskabet er meget lidt forstående og vil have mig til at indse, at de ikke erstatter noget, når jeg er kommet hjem (i modsætning til ud), mens jeg forsøger at fortælle hende, at pointen med min forsikring er at få erstattet en kuffert, når den forsvinder. Til sidst løber hun efter hjælp og kommer nogen tid senere tilbage, nu delvist villig til at gå med på min præmis, men med en heartfelt appel til min samvittighed om også at tjekke min indboforsikring og en tilsyneladende oprigtig retfærdighedsundren over, om ikke også flyselskabet bør være medansvarlig og skal have noget af regningen. Vi bliver enige om at snakkes ved en anden gang. Et par dage senere ankommer min kuffert alligevel, næsten uskadt og en solorejseerfaring rigere.

Selvdestruktion synes i mellemtiden at være på vej out of fashion igen kan jeg se på de nonalkoholiske alternativer, der alle steder forsøger at gøre det ud for drinks (hvor brygmestrene i nogen grad er kommet i mål med light-øl, er alkoholfri vin en slags saftevand sans al mening), og sikkert tilbage ved mine piller kan jeg konstatere, at jeg overlevede binge drinkring hos Air France og attacks of the dismembered octopus, og mit mellemnavn er nok ikke Danger alligevel.

Siddende i min kælder med benene oppe forsøger (og fejler) jeg at spise en Prince chokoladekiks uden at krumme på mit tøj, og nogen tweeter: What is your birthstone? Mine is rock bottom.

Når noget slutter

Whoosh. Restart.

De suger hende ud.

Vi forsøgte, vi prøvede, vi var alkymister, vi var Frankenstein, og vi trak i håndtaget, og lynet slog ned, og jeg så det, jeg så det: Det blinkede i sort og hvid og ultralyd, og she’s alive og tillykke.

I disse dage tænker jeg på døden, og det tager mig altid tilbage til min femårsfødselsdag, hvor en mand var en mand, og min storebror var Master of Puppets, og jeg fordamper næsten, da jeg får lov til at lade ham spille den som fødselsdagssang. Min mor ryster på hovedet, og manden, jeg kalder far, læner sig tilbage og lukker øjnene, og der er boller og kakao, og this one goes to eleven.

Trommesoloen får gulvet til at vibrere og gå T.Rex på kakaoen. De koncentriske cirkler vil ligesom ud, jeg kan høre dem banke. Jeg læner hovedet helt ned mod min porcelænskop, og i et rytmisk brud opdager jeg de hurtige, tunge fodtrin, der rykker ind på os i ly af musikken.

Det giver en dump lyd, da Charlotte løber ind i døren og må indse, at hun alligevel ikke var i stand til at åbne den i sit løb, og hun prøver igen at tage i håndtaget, men er for hektisk, og hun prøver for tredje gang, og døren går op, og James Hetfield råber cannot stop the battery, og jeg troede længe, at det var en sang om et batteri, men nu er den et soundtrack til en midaldrende kvinde, der slår en dør ned og ligner en, der skal til at bekendtgøre, at least before God.

Hun holder den op i luften, fuglen, og hun holder den frem mod os, pakket ind i en bylt med næbbet mod himlen, eller i det mindste mod det hvidmalede træloft, og hendes mund bevæger sig, men vi kan ikke høre andet end smashing through the boundaries / lunacy has found me.

Og manden, jeg kalder far, er vores Huckleberry, og han ligesom affyrer sig selv fra lænestolen og direkte ind i en Marvel character. Han flår hønen ud af hænderne på hende og lægger den på armen og begynder at massere nogenlunde det sted, hvor man kunne forestille sig et fuglehjerte, og jeg kan stadig høre den knasende lyd fra så mange år senere, da en medicinstuderende brækker alle hans ribben i et forsøg på at genoplive ham, og jeg bilder mig ind, at mit femårige jeg står der og kan høre det, mens han pumper kyllingebrystet med nænsomme tre fingre, inden han læner sig ned mod dens næb, og Charlotte holder sig for munden og så for øjnene, og hun snurrer rundt om sig selv, indtil min mor dirigerer hende ned i en stol. Jeg drikker af min kakao og brænder læberne, og hun mangler 87 gener på kromosom 1.

Min storebror slukker aldrig for Battery, og hønen dør, og manden, jeg kalder far, dør, og for fjorten uger siden slog lynet ned.

Hun går i stykker, da de suger hende ud.

Twitter

Jeg trykker, og jeg følger, og jeg trykker igen og følger igen, og det ene tweet tager det næste, og de er et community, og ja ja, jeg er med, jeg liker og følger, og Twitter bliver ved med at anbefale nye, jeg kan følge, og hvordan endte jeg egentlig her?

Nu har jeg bestilt deres bøger, for de er alle sammen forfattere, og så var det måske ikke så tilfældigt alligevel. Amazon stiller sig til rådighed, og pundet er Brexitsk stemt, jo jo, der kan godt være flere på bænken under bøgen. Jeg bruger hele dagen på at overkomme en bestilling og at komponere et tweet om, at jeg har bestilt bogen, og jeg tagger forfatteren og håber, at hun liker, at jeg har bestilt hendes bog. See me.

Det gør hun. Ha! Jeg er forelsket igen.