Love is in the air

Valentinsdag bryder gennem atmosfæren og starter det store ur i NASA. Impact in 10, 9, 8, 7…

Jeg tænker, at jeg er en poet. Det er ikke Homunculus’ første tanke.

Jo jo, hør nu her: I found a girl in the woods / brought her home as fast as I could.

“Coulds,” vrænger den lille mand i min hjerne. “Måske du er bedre off med at købe noget dyrt?”

“Men men men…” (jeg er ikke helt klar over, om man bør sætte de her “” ind når man kommunikerer med et væsen eller ikke-væsen der efter al sandsynlighed svarer fra inside your head, og nu mister jeg vist min stil og bliver lidt for Martzensk).

“Det lyder som et børnerim. Fandt du hende overhovedet i skoven?”

“Næ, det var bare den første linje, der faldt mig ind, da jeg tænkte, at jeg måske skulle udtrykke mig poetisk.”

Jeg kommer til at tænke på Pinocchio, det må være det med wood, og hvad hvis Pinocchio var en pige, jeg fandt i skoven. Er Pinocchio en pige? Er Pinocchio en transgender-fortælling? Jeg når lige at lyse op, men google er hurtig til at fortælle mig, at det er for banal en tanke til ikke at være blevet tænkt og fremlagt hundrede gange før, men jeg har da aldrig tænkt over den slags. Den slags gør vi ikke så meget i, her i White Supremacy.

Men det får mig til at tænke på gårsdagens nyhed om et forbud mod børnelignende sexdukker (ikke at Pinocchio som sådan er en sexdukke; det her Valentinsindlæg tager en drejning…). DR-nyheden om, at nu kan de så godt blive enige om et forbud, fordi Kuno inde i Red Barnet har skiftet mening, er simpelthen enestående. Peter Skaarup er Peter Skaarup og “vil ikke finde sig i,” at de pædofile vil misbruge vores børn, og en del af at beskytte vores børn er at forbyde sexdukker, siger han, og mere overvågning er mere frihed, siger Nick Hækkerups evige ekko.

Jeppe Bruus lægger ud med et moralsk standpunkt: Børn skal ikke fremstilles i seksuelle situationer. Det synes jeg er rigtigt fint af Jeppe. Han bliver mere suspekt – som socialdemokrater ofte gør for tiden – når han udfolder dukkens teleologi (jeg ved ikke, om det er det rigtige ord, men det lyder lærd): “De er fremstillet til at ligne små børn, så man kan få afprøvet sin lyst til at have sex med dem.” Altså er vi alligevel ude i en Peter Skaarup, hvor logikken er, at de farlige pædofile bare venter på at begå overgreb, og dukken er deres øvebane, og dukken skubber dem ud over kanten, dukken er apokalypsens femte rytter. Enhedslisten støtter et forbud, fordi der nu bliver solgt flere dukker, og jeg ved slet ikke, hvad man skal sige til sådan et argument. De har ikke altid støttet et forbud, fordi der har manglet viden, siger Rosa Lund, men nu kan de se, at der bliver solgt flere dukker. Er det den viden, der er brug for? SF tager et grinagtigt “forsigtighedsprincip” på trods af, at ingen ved, om det gør det værre eller bedre at indføre et forbud.

Problemet med at indgå i den debat er, at der kun er plads til to positioner: Enten bliver vi på dydens smalle sti og spyr vores galde og harme ud over de pædofile og forbyder og forbyder og forbyder og kastrerer og forbyder, eller også er vi selve djævelen, der står og river billetsnippen af ved indgangen til vores depraverede misbrugsforestilling.

Og psykologien har også to positioner på det her: Enten en psykodynamisk, hvor vi forestiller os, at dukken kan fungere som afløb, således at den virker præventivt – eller en adfærdspsykologisk, hvor adfærden over for dukken kan tages med videre, lidt ligesom da Bandura tævede klovnedukken Bobo og vurderede, at de små børn, han lod overvære det, var mere tilbøjelige til at gå ud at tæve klovnedukker selv (og i parentes bemærket har jeg lige set It part II, og jeg ser Bandura for mig, mens han træner en hær af modstandssoldater, så beware, Mr. Pennywise, og jeg kan huske, at jeg engang, da jeg var lille, så Killer Clowns from Mars og Why so serious? siger Jokeren, og er Jared Leto snart den eneste, der ikke kan få en Oscar ud af den rolle (nej, okay, ved nærmere opslag var Jack Nicholson nomineret til forskellige priser (BAFTA, Golden Globe) for den rolle, men vandt ikke rigtigt noget)?) (Fik vi lukket alle parenteser?). Nå, men pointen er så, at vi mig bekendt ikke ved, hvad der er mest sandhed i.

Tid til en varedeklaration: Jeg går faktisk ikke ind for overgreb. Jeg går ind for en smule omtanke og logisk konsistens. Hvad med at tage det alvorligt, at forskerne inden for det her område mener, at den gennemgribende fordømmelse af pædofile (som i den her parentes bemærket ikke er det samme som overgrebsmænd)(og i den her parentes bemærket jo altså faktisk ikke er forbudt at være, pædofil) gør det til et tabu, som folk ikke tør at søge hjælp for. Den slags retorik forhindrer os altså i at forebygge overgreb. How ‘bout dat? Hvad med at tage det alvorligt, at vi ikke ved, om det faktisk gør det værre at indføre et forbud og lade være med at omtale det som et “forsigtighedsprincip”. Her er to interessante facts: De fleste pædofile er ikke “udøvende” hvis man kan kalde det sådan. De handler ikke på deres tilskyndelse. Og: Kun hver femte børnemisbruger er pædofil. Så måske vi i det mindste skulle adskille de her ting?

Jeg synes, at Jeppe Bruus er i sin gode ret til at sige, at vi vil ikke have et samfund, hvor man seksualiserer børn. Det er da for pokker det eneste rimelige, der er blevet sagt. Kunne han så ikke bare være stoppet der? Eller kunne de alle måske tilføje som en fodnote til alle deres udtalelser i denne sag: Vi vil ikke have pædofile, for de er ulækre, og vi vil bekæmpe dem, koste hvad det vil, også hvis det koster os børnene.

Måske du skulle tage en pause, siger Homunculus og bestiller en cortado til mig (faktisk kommer ny pige (se næste indlæg) ned og spørger, og jeg er uforberedt, og så kan jeg ikke sige nej, men jo, jeg ville da gerne have kaffe alligevel), og jeg prøver at huske, om han/hun/de har været venlig(e) før. Fornemmer jeg en Frodo-Gollum-romance være undervejs (men hvem er hvem)?

Åh ja, det minder mig om min poesi. Homunculus har som sædvanligt ret. Den sidegade af romantikken er beyond me. Måske hvis jeg skriver om noget helt andet. Altså, jeg har da linet alt muligt op med fancy spisested og roser ud i det vulgære og en Hervé Legér-kjole at tage på til det, men det er jo bare penge, og det er ikke et åndssvagt lyserødt badekar, og jeg tror, at vi har brug for lyserøde badekar, men måske en poetisk afstemt åreladning kunne gøre det ud for det.

(Ja ja, jeg har haft min “jeg køber altså ikke ind på det amerikaniserede pis-periode, men i sidste ende er det ikke det værd, og i første ende længes jeg alligevel altid efter nye anledninger, men hvem har brug for en anledning, siger Homunculus og slavebinder mig igen)

Det er d. 7. februar. En uge til Valentinsdag. Brace yourself for impact.

There she goes again

Jeg læser et blogindlæg fra en kvinde, der lyder som om hun er på vej ud i havet, lidt mere målbevidst end når jeg søndag morgen frygter, at jeg skal fiske Easy op fra havnebadet, og hun rammer mig i melankolien, hvilket i et chain of events ender med, at jeg sidder alene hjemme og tuder over Adam Drivers ægteskabshistorie kl. 3 om natten. Hun tager til Aarhus for at få styr på sig selv, og er Aarhus nu et sted man tager hen for at gøre det, tænker jeg, og fuck your life hvis det her er den version af virkeligheden, hvor vi er i kontrol, siger Homunculus, og jeg tænker på, om jeg skal invitere hende på kaffe eller fixe hende op med Sømanden eller et-eller-andet. Hun kunne vel godt være Maja, siger Verdensmanden, men det kunne hun jo ikke, og jeg tror i øvrigt også, at vi fik aflivet Maja kl. 4 om morgenen et tvivlsomt sted i Randers i løbet af december. Plateau’s clean, no dirt to be seen.

Jeg skriver i stedet til Alicja, at I hope you enjoyed your holidays, og den autocorrecter og håber hun nød Holocaust, og Alicja er polak, og jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg snart skal mene om mine teknologiske extensions. De er hjælpsomme på samme måde som min mor. Jeg parkerer Alicja igen.

Og alle disse overflader, jeg ikke kan forholde mig til. Jeg læser om en fødselsdag, som alle læsere er inviteret til, men den er i København, og der sidder vi så alle sammen, ikke i København, men i hver vores krise, og jeg vil bare gerne have en kop kaffe, og jeg vil bare gerne have en cocktail, og jeg vil bare gerne være et menneske, og ja ja, siger Homunculus igen, du er human og du need to be loved. Ja, siger jeg, just like everybody else does. Præcis, siger Small H i mit hoved. Jeg siger: Jeg er sønnen og arvingen. Solen og luften, nikker han derinde på den måde han gør, når han skal minde mig om livets ulidelige latterlighed.

Og min ex spørger, om vi skal ses, og det skal vi selvfølgelig ikke, men jeg skriver ja ja, og min leder spørger, om jeg har opgaven klar til tiden, og det har jeg selvfølgelig ikke, men jeg skriver også ja ja til hende, og min mentor spørger om det går, og ja ja, siger jeg, det går. Hvis vi bare ophæver alle forestillinger om tid, så går det.

Og de er alle sammen kvinder, og de vil alle sammen et eller andet (eller hov, vent, var det mig, der ville noget?), men den eneste, jeg vil have til at ville noget, vil ingenting, og jeg vil bare gerne sove, og jeg vil bare gerne være Hassan Preisler.

Åh, fik jeg nævnt, at jeg stoppede med pillerne? Yeah, good call.

Only the lonely

It’s been a while since my last confession.

Jeres tålmodighed har været næsten rørende. Dag efter dag, omtrent det samme antal besøgende her på siden. I er ikke mange, men det er okay; det er jeg.

Jeg har kastet mig over et studie af ensomheden, ikke bare fordi jeg er så intenst ensom, at jeg fra tid til anden længes efter en invitation til the swingin’ party down the line, men også fordi den er så smukt og uundgåeligt og knusende vævet ind i alt, fra stor kunst til psykologiske teorier.

Jeg er næsten færdig med Olivia Laings The Lonely City: Adventures in the art of being alone. Tjek engang denne passage:

The fear of separation is a central tenet of Winnicott’s work. (…) At its most extreme, this state gives rise to the cataclysmic feelings he called the fruits of privation, which include:

1) going to pieces

2) falling for ever

3) complete isolation because of there being no means for communication

4) disunion of psyche and soma

De kan altså noget med metaforikken, de gamle psykodynamikere. Fruits of privation. Going to pieces. Falling for ever.

Jeg inviterer hende på østers og champagne, jeg tager hende på high-end shopping, knock yourself out og tasken fra dine teenagedrømme. Hun giver mig en to go-kaffe fra Kvickly. We’ve come a long way.

Gillette Fusion Proglide Styler er det bedste, jeg kan få (subtle, huh?), og her til morgen klipper den et hår af mit ansigt og i et freak accident springer håret op på mit øjeæble og sætter sig fast, og er det ikke bare det klammeste, du har hørt i dag? Jeg kan ikke få det forbandede hår væk igen, jeg blinker stroboskopisk til no avail, jeg gnider mig i øjnene, jeg prøver at tvinge mig selv til at holde øjet åbent, mens mine fede fingre demonstrerer at de ikke magter et tilpas sofistikeret pincetgreb. Jeg overvejer, om jeg har motorikken til at betjene et egentligt pincet og rette det mod mit øje, men grunden til at jeg ikke blev tandlæge var mine rystende hænder, og jeg ser allerede overskriften i lokalavisen.

Altså tager jeg på arbejde med behårede øjne.

Mit kontor lugter af opkast, og jeg begriber simpelthen ikke, hvordan nogen kan fremstille et rengøringsmiddel med den egenskab. Rengøringsdamen brokker sig over den seneste kontrol. Hun har fået en slags sur smiley, og det har medført, at hun nu står og vasker soklerne i en stikdåse med en klud. Af en eller anden grund gør hun altid mit kontor rent omkring den tid, jeg møder på.

“Kan du se noget i mit øje,” siger jeg.

Hun kigger på mig og kniber øjnene, sine egne, sammen. “Nej,” svarer hun. “Du skal nok se at få et andet arbejde.”

Whoosh.

Jeg sætter mig til at skrive på en bog om ensomhed. Jeg er ikke nogen dårlig skribent. Jeg tror faktisk, at den kan blive helt god. Eleanor Rigby, skriver jeg. Robotter, skriver jeg. Interacting minds og hvad ved jeg. Jeg mindes robotsælen PARO, denne socialpædagogiske varsling af the rise of the machines og dens skæbne, da et kvaj af en medhjælper brugte den som buddy til demente grønlandske fangere, der to sekunder senere havde aflivet den med hvad de nu havde for hånden af køller, deres stokke formoder jeg. Every living creature on earth dies alone, siger Roberta Sparrow, Grandma Death, i Donnie Darko.

Jeg tweeter, og folk liker. Jeg får en ny follower. Det er underviseren fra mit skrivekursus. Min ven, Verdensmanden, har fået et barn og er optaget. Jeg fortæller ham, at I læser, hvad jeg skriver, og at jeg har kvitteret ved at holde jer hen i halvanden måned. “Fortsæt,” siger han og begynder at planlægge, at jeg skal skrive hans søns selvbiografi. Det er måske nok lidt langt ude i fremtiden, men et job er et job. Jeg piller skiltet på min dør ned og tilføjer med min bedste kuglepen: Generalkronikør. Jeg overvejer at ringe til min chef og sige op.

Således opløftet entrer jeg en ny æra.

Darth of the day

Okay, så Todd er rejst igen, og jeg har begivet mig ud på en 8.000 km. lang rejse, og inden jeg obsesser over det næste vilkårlige event i mit liv, finder et nyt livsødelæggende offer for min kroniske grundangst, tænkte jeg, at det var tid til at forsøge at gøre et godt indtryk. Jeg udveksler ideer med mit Twitter-crew, og de falder i svime over “the fleabag jumpsuit,” og ja ja, jeg er all in på popkultur, så altså, why not og ka-ching! vi blev til en modeblog. You’re welcome.

Og det fandt jeg så et sted i en engelsk webshop, og det var forbløffende billigt, pundet er for tiden en slags Midashånd, der formår at gøre alle andre valutaer til guld, så den røg i det virtuelle overforbrug.

Jeg får hende i den, og jeg viser hende den store udskæring i ryggen, der bliver en perfekt montre for hendes tatovering, men hun er ikke rigtigt begejstret og føler sig lidt for nøgen, for nå ja, der er også en rimelig markant udskæring foran, og her troede jeg lige.

Så, kære læser, hvordan har du det med XS / UK str. 8? It’s up for grabs. Nu blev vi også til en blog med give aways.

På flyet tager jeg mine beats (product placement – hvordan får man nogen til at betale for det? Lige nu er det jo bare dumt) på, og inden jeg når at tænde for musikken, er der allerede et signal, en lidt fjern lyd af noget musik, der i hvert fald ikke er mig, og jeg tænker: Er det dig, Gud? Prøver du at sige noget? Og Gud svarer ved at skrue lidt mere op for lyden, og vi er jo også lidt langt oppe under himlen, og jeg tjekker igen, at der ikke er noget, der er ved at blive afspillet på min telefon. Hallo? hvisker jeg forsigtigt, for altså, hvem ved om dette er en once in a lifetime hotline til my maker, og franskmanden i sædet ved siden af kigger på mig og fnyser. Spil noget med Slayer, prøver jeg, med Gud er ikke game, og det går op for mig, at han ikke findes, og at det bare er hende pigen på sædet skråt bagved mig, der har sat sin mobils blå tænder i mine headphones, for hun sidder lige så lost som jeg er og forstår ikke, at hun ikke kan høre noget. Er dette vores moment? Jeg skal lige til at vinke til hende (det skal jeg ikke, men det ville jeg gerne tænke om mig selv, at jeg skulle), da homunculus giver mig sin signaturlussing, og vi restarter vores beats og får koblet vores eget device på dem, og så er der depressiv Nick Cave i ti timer, I ved, den hvor han mister sin søn. Ja, vi er i tabstilstand lidt endnu.

Og her står jeg så, halvvejs rundt om jorden og er pretty goddamn white og pretty goddamn lost og stiller mig selv spørgsmålet: Hvem har egentlig ret til nogens historie? Mere om det senere.

Og der sker noget på Charlie Dark-historien. That shit is just so weird. Stay tuned.

Fleishman is in trouble

Right, så jeg er på den gode side af 30 skud inde i min Ida Auken warfare, and she’s a fucker, men jeg er da ikke akut suicidal, og efter en god periode mærker jeg så alligevel hendes beskidte kløer krænge mig åben indefra, og hun ligesom stikker sine lange fingre ud, og kan man ikke også se hendes øje derinde? Jesse Berings “when I get suicidal again” er det bonmot, der bør indlede alle mine sætninger, og den nye pakke er et andet mærke. Jeg overvejer at gå på trippeldosis bare for at se, hvad der sker. Jeg er sikker på, at Doc billiger det.

Så fra tirsdag til onsdag steg antallet af sidevisninger her på bloggen med 5.900%, og det er vel anstændigt nok så at beklage, at I alle sammen blev mødt af en kirurgisk abort. Guess you didn’t sign up for that. Men altså, undtagelsestilstanden erklærede sig på en ny måde, og jeg bliver hver gang lidt forbløffet over dens kreativitet.

I fredags flyttede Todd så ind i min kælder, og Todd er et af disse spøgelser fra fortiden, som jeg skal finde ud af at forholde mig til, fordi han er spilled over fra undtagelsestilstanden. Selvfølgelig er han en gennemført alright guy, ingen Snider, men alligevel.

Og nu vil hun så tatoveres af ham, og Homunculus er min paranoia i dag og kalder hende insane in the goddamn membrane, men da hun spørger, om jeg synes, hun skal gøre det, siger jeg ja, for helvede, det skal du da, for det er det, jeg ville ønske, at jeg mente, og hun siger, at hun ikke vil gøre det, hvis jeg synes, at det er træls, men jeg siger, nej nej, det skal du altså ikke tænke på; du skal bare gøre det, og jeg ved godt, at jeg ikke sælger den særligt overbevisende, for det eneste jeg tænker er, at den er et brændemærke, der for altid vil minde mig om hende og Todd, der udveksler historier fra deres fælles fortid på udenlandske love motels, og hvad er det med dem, for min sidste kæreste blev tatoveret akkurat samme sted. Probably shouldn’t mention that.

Så jeg havde det lidt, hvad skal vi kalde det, anstrengt med Todds ankomst, og vi valgte så at drikke sammen hele natten for at løse det, sort everything out, og jeg ved nu mere om Todd end jeg gør om mine bedste venner, og han er lidt spacy, men han er også bare så forbandet likeable.

Tiden kalder på refleksion (and that, my friend, er første åbningssætning uden et ‘så’ i dette indlæg; note to self: indarbejd sproglig variation), og jeg spørger mig selv hvilket menneske, jeg er, for jeg vil ikke være that guy, og Homunculus ved allerede hvilket menneske, jeg er (og det er åbenlyst that guy), og min kontormakker har et uventet perspektiv på det, da hun siger: “Jeg kunne næsten lugte dig i rummet.” Really? Jeg er ikke sikker på, at denne eksistentielle quest ender i udelt begejstring.

Men jeg har ikke altid været sådan, det kom ligesom med undtagelsestilstanden, og nu prøver jeg at finde nødudgangen, og jeg lover mig selv at blive bedre, og jeg skriver til hende: Du skal gøre det. Det bliver awesome. Og det føles godt at skrive det, og jeg får det bedre, og jeg opdager, at jeg mener det, for det handler selvfølgelig ikke om tatoveringen, og Homunculus siger: “well, duh” og sætter sig og surmuler i en hjernevinding.

Jeg tager min pille. A last wanton plunge into oblivion, som Gabriel Brockwell siger. Whoosh.

Fra overdrevet

Okay, så jeg gav hende et lyserødt plasticbadekar. Det er lige så åndssvagt, som det lyder.

Men hør nu her, jeg tænkte: I only want to make it good og med her being pregnant and all virkede det som en fed ide, da Facebook annoncerede, at jeg kunne købe et badekar. Fuck yeah!

Og så voksede det lidt derfra, og selvom alternativfarven, den grimme men dog ikke SÅ grimme, blev udsolgt og var lige ved at crashe det, var jeg for utålmodig til at vente på, at det kom på lager igen og for utålmodig til at bestille noget af det knapt så rædselsfulde, jeg kunne få leveret fra et eller andet sted i verden, for det var nu, idéen var der, og okay, siger Homunculus (ja, jeg skiftede til præsens midt i det hele; der er mange grunde til, at jeg ikke bliver forfatter; også min brug af semikolon; men helt ærligt; det kører bedre nu, ikke?) og slår ud med de slatne arme: Så bliver det lyserød.

Jeg bruger henved to hele arbejdsdage på at researche markedet for vinkølere og ender så alligevel med den behagelige og vindende kombi af tæt-på og ikke-for-dyr, så alle de her enormt flotte (?) fade må vige for en spand fra Salling. Truth be told vidste jeg fra begyndelsen, at det skulle være en spand. Flasken og isterningerne, du ved. Who cares om den på nogen måde er mere funktionel end en opvaskebalje (det er den tilsyneladende ikke; det er bare en aluminiumsspand).

Det viser sig så, at et karbad befinder sig i en nexus mellem kunst og kemisk krigsførelse, og jeg bruger en hel arbejdsdag på at vandre omkring i Matas’er og helsebutikker og hvad-ved-jeg for at finde ud af, hvad der skal i det kar ud over vand, og jeg ender med salt og milk oil og et duftlys. Er det for meget med lyset, spørger jeg den søde medarbejder, og nej nej, bestemt ikke, siger hun, og hun synes, at jeg er sød på den der hjælpeløse måde (men nu køber jeg jo også halvdelen af hendes stock), og på vej ud beder hun mig vente og løber af sted for at finde noget massageolie, jeg skal have med – på huset eller vareprøve eller hvad ved jeg – og jeg skal lige til at tænke alt muligt, da Homunculus giver mig en lussing, og vi igen fokuserer på målet, og tilbage ved duftlysspørgsmålet (ah, kronologi, føj den til listen over grunde til, at jeg ikke bliver forfatter) siger jeg: Men det er til en, der godt kan flippe lidt ud over sådan noget som duftlys, og nu er hun gravid ad nauseam (altså, … … okay), og jeg ender så med et lys, der hedder Ro, og det dufter måske ikke helt vildt stærkt, så det er glimrende, men åh, de ubekendte og de uovervejede faktorer! Da jeg står der med kittel og sikkerhedsbriller og drypper lidt af det ene og lidt af det andet i baljen, finder jeg ud af, at der er dufte i det hele, og badeværelset, det meget lille badeværelse, udvikler sig til at tågekammer, hvor lavendel og mynte og salt og ro damper løs, og der mangler bare lidt svovl, og Freud gnider og gnubber over associationerne i den metafor (åh, lad nu være med at være så hellig, you get it).

Og hun elsker rigtigt varme bade, så jeg tænder op under vulkanen, og det bliver varmt. Og der er jordbær og lakrids på et lille bord ved siden af, og der er Prosecco i vinkøleren (jo jo, men ét glas; vi kan klare os med mindre end en Einstein; desuden er der mange år til ADHD’en bliver et problem (men der er også en San Pellegrino-danskvand (fordi det jo ikke skal se for billigt ud) og den billigste appelsinvand fra Netto (fordi det så åbenbart ikke var så vigtigt alligevel)).

Og hun kommer hjem, og jeg beder hende tage tøjet af, og hun er tøvende, og jeg bliver til Aladdin og siger: “Stoler du på mig?”, og det bliver aldrig helt klart om hun gør det, men hun tager tøjet af, og jeg giver hende badekåbe på, og jeg bærer hende ud til badeværelset (jeg kan godt minde lidt om et flyvende tæppe, hvis man lukker øjnene og træder hårdt nok på mig(!)), og vi åbner døren, og hun ser den lyserøde rædsel og siger: Hvor er det åndssvagt! Og hun træder op i vandet, og det er lige under kogepunktet, så hun står på skiftevis det ene og det andet ben, og hun har lyst til at springe op, men vil alligevel give mig oplevelsen af at have gjort noget godt, og da hun endelig ligger der, ude af stand til at føle smerte længere, indrømmer hun, at det er rart, og selvom hun indledningsvist betegner boblerne som en hån, får jeg lov til at blande en spritzer til hende af en åben hvidvin fra køleskabet, og der skal lige justeres lidt på indretningen, så hun kan se Tour de France på sin iPad, og jeg må tage lakridserne op af bøtten for hende, fordi hun ikke kan eller vil med sine badede fingre (note to self: køb pincet eller grilltang eller lignende næste gang), men hun ligger der og er smuk og nøgen og ikke rigtigt usynlig gennem mælkeolievandet, og hun spiser jordbær og lakrids og drikker noget bobleagtigt og ser Tour de France, og det dufter af kemi, og hun indrømmer igen, at det er rart.

HA! Nailed that one.