The corona state of mind

Det værste, man kan komme ud for i mine lokale Netto’er og REMA1000’er er teenagedrenge bag kassen, og det er, alas, samtidig det, der er mest af. Der er ikke noget, der kan trække tempoet ud af tilværelsen på en ikke afslappende, men hyperstressende måde som deres for omverdenen handicappende nedsatte psykomotoriske spændingsniveau. Hold kæft, hvor går det langsomt.

Men nogle gange kan de altså bare noget. Jeg havde forvildet mig ind i en nærliggende REMA1000, der næppe har en medarbejder over 15 år, og pludselig indså jeg – i et anfald af manisk psykose – hvor smukt det i virkeligheden er, hvilken metafor for tilværelsen som sådan, da børnearbejder 1 efter femten gange at have vendt og drejet en vare konstaterer, at der ikke er nogen stregkode på den og opgivende fortæller det til kunden, der også opgivende slår ud med armene, og børnearbejder 1 råber over til den anden kasse med børnearbejder 2, at der ikke er nogen stregkode og får svaret, at den skal være der (!). 1 vender og drejer lidt igen og konstaterer på ny, at det kan godt være, men det er den altså ikke, og 2, der ikke vil lade sig slå ud af empiriske fakta (en kommende præsident?) beskriver meget udførligt hvor på pakken, man skal finde stregkoden – stadig råbende på tværs af kasser.

“Det kan godt være, at den BØR være der, men det ER den altså ikke.”

“Jamen, den skal være der.”

“Men det er den ikke.”

“Jamen, den skal være sådan uden på pakken.”

“DER ER IKKE NOGET!”

“Hvad vil du have at jeg skal gøre?”

“Kan du ikke ringe efter Jeppe?”

Hvorfor 1 ikke selv kunne ringe på klokken og aktivere Jeppe bliver aldrig helt klart, men det lykkes uhjælpsomme 2 at gøre det, hvorefter alle – kunder, ekspedienter (inkl. 2, der ellers havde sin egen kø) – venter spændt i langsomme, langsomme to minutter, hvor vi alle sammen oplever en slags samhørighed lige til at forene nationen med i Aftenshowet. 1 begynder dog at tvivle på redningsplanen, og her indtræffer så et rigtigt fint øjeblik, hvor 1 og 2 bliver enige om, at bedste chance nok er at vinke til overvågningskameraet og håbe på, at Jeppe ser deres maniske flagren ude fra baglokalet. Og det gør de så, flagrer. Mod overvågningskameraet.

Det ender med, at kunden, måske lidt egoistisk, afbryder oplevelsen og tilbyder at hente en anden vare. 1 minder hende venligt om, at den så skal være med stregkode.

I’m in the corner

Nå ja, jeg er på Løves, og undskyld afbrydelsen, men Kenny står og instruerer den nyeste medarbejder, og det er simpelthen verdens hurtigste gennemgang af bogreolen, der mest består af “her står det og her står det” hvorefter resten af genrerne så må være selvindlysende, og Kenny giver sig til at forklare, hvad en graphic novel er, mens hun, den nye, har ny-ansigt på og smiler for meget og siger fedt for begejstret som man jo gør, når man er ny og chefen taler. Jeg tror, at jeg køber en bog, inden jeg går herfra.

Kenny er en sjov fyr. Seneste fødevarestyrelsesinspektion havde nogle anmærkninger, og Kenny syntes, at det var unfair, for de kom dagen efter julefrokosten, men det var rust og spindelvæv, de var efter, så det må have været some julefrokost, Kenny. Jeg synes, han skulle owne det lidt mere – åh, nu går der Martzen i det igen; jeg købte møbelbogen i går, sorry – og begynde at kalde sin cappuccino noget med rust og spindelvæv eller at sælge rustne søm ved disken eller sådan noget.

Jeg kan se, at jeg har gjort Kenny uret, for bogtouren fortsætter nu. Den er bare i flere etaper, afbrudt af instruktioner bag baren om køb og salg, og buy low, sell high, det er et gratis tip herfra, Kenny og nye pige.

Jeg køber en bog igen i dag. Der har været udskiftning på baristaposten, og nu er det hende fra i går, og hun siger: Skal du have et bogmærke med igen? og jeg smelter næsten. Jeg findes.