Tyverne. What a blast.

Januar. 2020. Hvor skulle vi starte, hvis ikke i Føtex? Min certain someone har købt et drivhus – dvs. hun har udpeget det drivhus på dba, som jeg skal bruge en dag på at pille ned og siden formentligt en uge på at sætte op igen – så da jeg går forbi en gin, der hedder The Botanist behøver jeg ikke flere tegn. I Føtex’ beskrivelse af den lover de, at den simulerer mine smagsløg, og jeg kan simpelthen ikke vente med at finde ud af, hvordan det kommer til udtryk. Baseret på årets julefrokost med mit efterhånden aldrende slæng – alene det at kalde det et slæng! Åh, gravsten! – er det måske i virkeligheden den mest rammende beskrivelse, man kan komme på. Jeg ringer til Easy og siger, at jeg har købt en gin, og Easy bruger de næste fem minutters samtale – afslører han i postscriptet – på at sige ‘ja’ og ‘tja’ og ‘hmm’ for at lade som om han hører efter, mens han når frem til, at nej, der var nok ikke meget til at bakke det eventyr op, han troede vi var på vej ud på, da han hørte, at jeg havde købt en Djinn.

Således beskæftiget i afdelingen for grønne fingre er jeg igen distraheret og lykkes på ny med at afholde mig fra at færdiggøre alle de projekter, der virkelig SKAL færdiggøres nu for i stedet at researche spiritus på kryds og tværs, og et par timer senere stiger jeg ud af bilen i Mårslet for at hente en flaske Yamazaki-whisky, jeg lige har betalt 1000 kr. for. Jeg er sikker på, at jeg er et geni. Efter OL i Tokyo til sommer skyrocket’er prisen. I’m telling you, siger jeg og fortæller ham det, manden, der sælger mig den med et blik som om jeg lige har betalt ham for en pose frisk luft. Jeg har også en 18-års, du kan købe, siger han, da han indser, at en manisk forfatter-impostor i hånden nok er bedre end fjorten millioner Tokyoitter på taget, men jeg er flad efter første omgang. Hvis I forpligter jer til at donere i kommentarsporet lover jeg at ringe ham op igen. Vi kan crowdsource (eller er det -funde?) os igennem det og dele rovet til efteråret?

Det lykkes mig via andre kanaler at etablere en lille cognac-samling, inkl. en flaske Château de Beaulon 1983 til omkring 1400 kroner, og jeg kan mærke aristokratiet sive ud af mine årer, når jeg indrømmer over for jer, at jeg ikke ved en kæft om cognac, men bare ser den som en lille hyldest til mig, der jo også præsterede min egen seneste inkarnation i ’83. Det må være det, de kalder epigenetik, siger Homunculus ved konstateringen af, at jeg nu er lige så distingveret som mine forældre og ræsonnerer på henad samme måde. Og det er nøjagtigt det samme, som da min søn for halvanden uge siden mistede alle sine dyreste og bedste julegave-pokémonkort første dag efter ferien, fordi han valgte at samle på energy-kortene (I know!). Det er her, vi ser de virkelige konsekvenser af social arv. Krystalkuglen er mørk in this one. Vi bliver aldrig old money.

Nå, men jeg har ikke flere penge end at sprit i den prisklasse er i kategorien samlerobjekt. Desværre når jeg at blive forført af en pludseligt opstået forestilling om, at det at (kunne jeg være sluppet af sted med en at-at-sætning der?) indtage den vel i grunden må være at sammenligne med at drikke sig selv, og tanken om en form for vampyrkannibalisme kan jeg ikke lade passere. Ergo: Jeg har nu to flasker 1983.

Selvfølgelig viser det sig, at jeg ikke kan få mig selv til at åbne en flaske, der allerede ved sin undfangelse er mere værd end min pensionsopsparing. Jeg går Voldemort på den, så den nu har et lyn-formet ar i papbeholderen, mens jeg selv må forlade den krop, jeg ellers har hjemsøgt i en længere periode.

Således rustet til at gøre 20’erne en tand mere brølende bruger jeg de næste to uger på at ryste abstinenser af mig. Ikke alkoholrelaterede i første omgang. Jeg er holdt op med at tage medicin. Lægen virkede som om hun troede på, at jeg selv kunne styre det, så da jeg først aflyste vores kontrolaftale og siden løb tør for narko i løbet af helligdagene, valgte jeg at omfortolke det til, at jeg traf et valg om at stoppe. IA havde vel på en måde gjort det, hun skulle. Jeg ved ikke, om man får abstinenser af at stoppe med den slags, men jeg har i hvert fald ikke rigtigt sovet siden (kl. er fx 03.16 netop nu).

Clean – det lyder lidt mere rockstar – og loadet op på en håndfuld forskellige spirits (et så meget mere meningsfuldt ord) og motiveret som aldrig før sidder jeg så her i min søvndepriverede zombietiltand og gør for 117. gang – som man siger – klar til at skrive noget betydningsfuldt, og jeg får en invitation til et skrivekursus, og selvom det koster 1000 kroner tager jeg invitationen som en hædersbevisning, og jeg skriver til arrangøren, som fodrer mit ego lidt mere.

My book is called The Ascent of Man, siger Michael Stipe og lyder indsigtsfuld, og nå ja, min hedder Episoder Løst Forbundet af Døden, siger jeg og lyder prætentiøs. Efter selvmordet og aborten behandler jeg – inspireret af mine ventures i barskabet – nu vampyren og planlægger sommerferie i Transsylvanien. 2020: roaring?

Only the lonely

It’s been a while since my last confession.

Jeres tålmodighed har været næsten rørende. Dag efter dag, omtrent det samme antal besøgende her på siden. I er ikke mange, men det er okay; det er jeg.

Jeg har kastet mig over et studie af ensomheden, ikke bare fordi jeg er så intenst ensom, at jeg fra tid til anden længes efter en invitation til the swingin’ party down the line, men også fordi den er så smukt og uundgåeligt og knusende vævet ind i alt, fra stor kunst til psykologiske teorier.

Jeg er næsten færdig med Olivia Laings The Lonely City: Adventures in the art of being alone. Tjek engang denne passage:

The fear of separation is a central tenet of Winnicott’s work. (…) At its most extreme, this state gives rise to the cataclysmic feelings he called the fruits of privation, which include:

1) going to pieces

2) falling for ever

3) complete isolation because of there being no means for communication

4) disunion of psyche and soma

De kan altså noget med metaforikken, de gamle psykodynamikere. Fruits of privation. Going to pieces. Falling for ever.

Jeg inviterer hende på østers og champagne, jeg tager hende på high-end shopping, knock yourself out og tasken fra dine teenagedrømme. Hun giver mig en to go-kaffe fra Kvickly. We’ve come a long way.

Gillette Fusion Proglide Styler er det bedste, jeg kan få (subtle, huh?), og her til morgen klipper den et hår af mit ansigt og i et freak accident springer håret op på mit øjeæble og sætter sig fast, og er det ikke bare det klammeste, du har hørt i dag? Jeg kan ikke få det forbandede hår væk igen, jeg blinker stroboskopisk til no avail, jeg gnider mig i øjnene, jeg prøver at tvinge mig selv til at holde øjet åbent, mens mine fede fingre demonstrerer at de ikke magter et tilpas sofistikeret pincetgreb. Jeg overvejer, om jeg har motorikken til at betjene et egentligt pincet og rette det mod mit øje, men grunden til at jeg ikke blev tandlæge var mine rystende hænder, og jeg ser allerede overskriften i lokalavisen.

Altså tager jeg på arbejde med behårede øjne.

Mit kontor lugter af opkast, og jeg begriber simpelthen ikke, hvordan nogen kan fremstille et rengøringsmiddel med den egenskab. Rengøringsdamen brokker sig over den seneste kontrol. Hun har fået en slags sur smiley, og det har medført, at hun nu står og vasker soklerne i en stikdåse med en klud. Af en eller anden grund gør hun altid mit kontor rent omkring den tid, jeg møder på.

“Kan du se noget i mit øje,” siger jeg.

Hun kigger på mig og kniber øjnene, sine egne, sammen. “Nej,” svarer hun. “Du skal nok se at få et andet arbejde.”

Whoosh.

Jeg sætter mig til at skrive på en bog om ensomhed. Jeg er ikke nogen dårlig skribent. Jeg tror faktisk, at den kan blive helt god. Eleanor Rigby, skriver jeg. Robotter, skriver jeg. Interacting minds og hvad ved jeg. Jeg mindes robotsælen PARO, denne socialpædagogiske varsling af the rise of the machines og dens skæbne, da et kvaj af en medhjælper brugte den som buddy til demente grønlandske fangere, der to sekunder senere havde aflivet den med hvad de nu havde for hånden af køller, deres stokke formoder jeg. Every living creature on earth dies alone, siger Roberta Sparrow, Grandma Death, i Donnie Darko.

Jeg tweeter, og folk liker. Jeg får en ny follower. Det er underviseren fra mit skrivekursus. Min ven, Verdensmanden, har fået et barn og er optaget. Jeg fortæller ham, at I læser, hvad jeg skriver, og at jeg har kvitteret ved at holde jer hen i halvanden måned. “Fortsæt,” siger han og begynder at planlægge, at jeg skal skrive hans søns selvbiografi. Det er måske nok lidt langt ude i fremtiden, men et job er et job. Jeg piller skiltet på min dør ned og tilføjer med min bedste kuglepen: Generalkronikør. Jeg overvejer at ringe til min chef og sige op.

Således opløftet entrer jeg en ny æra.

Walk unafraid

Nå, men der var jo dengang, jeg gerne ville skrive en bog, og dengang er kommet tilbage med undtagelsestilstanden. Åh, krise, vær ikke så forudsigelig.

Jeg snakker med den her forfatter, og hun snakker rigtigt meget om sin skrivegruppe, og jeg tænker, at det lyder rigtigt fint, og så er det, jeg opdager, at jeg ikke har den fjerneste anelse om, hvordan man ender i sådan en. Jeg bladrer kontaktannoncer, og jeg trawler Twitter, og jeg googler the shit out of it, men det spiller lissom ikke rigtigt.

Og så finder jeg et kursus, der handler om at starte en skrivegruppe, og aha! I’m game, og det føles også lidt forfatter-boheme-agtigt at være på Godsbanen. I’m living it. Natten før taber jeg mine briller i åen på et tvivlsomt erkendelsestogt med Easy, og reserven udgøres for tiden ikke af andet end et par solbriller – Persol, nonetheless – så jeg møder op denne overskyede dag, og jeg tænker, hey, måske er jeg en goddamn rockstar, og Homunculus viser mig et overskyet spejl og siger hey, måske er du en goddamn klovn, white guy, og det har den nok ret i, for da vi sidder der og alle de andre er meget (meget, meget) ældre, og de fleste af dem allerede har udgivet bøger og hvad-ved-jeg, mærker jeg David Duchovny sige fuck this shit og afcalifornicere min krop igen.

Men jeg skriver og medbringer, og de andre læser og diskuterer, og den anden dag pippede underviseren, og hun sagde: Lov mig! Og jeg lovede hende, selvfølgelig gjorde jeg det, for jeg er sådan en, der lover, ligesom jeg lovede min læge. Og hun sagde: Du har en stærk stemme, men jeg kunne mest mærke en kradsen i halsen fra natten før, og en der hedder Linda siger, at jeg er Kafka og Sonnergaard og i øvrigt ikke handler om noget, og jeg ved snart ikke, men underviseren siger også, at jeg er ren form, og jeg tænker, at det må være lidt ligesom T1000 i Terminator 2, ikke?

Jeg har nogle fantastiske romantitler i pipeline, men nej, siger hun, det bliver man sgu for udmattet af at læse over 300 sider, og hun snurrer mig rundt og peger på Slagtryk og Henfald og Hvedekorn, og ja ja, jeg vidste alligevel ikke, hvem jeg var.

Mænd i Per Pettersons situation

Så jeg er på Løve’s igen, klokken er ti om formiddagen, tre andre sidder og arbejder enkeltvis ved deres computere, mens yderligere to holder et møde, hvor de diskuterer et eller andet budget og nogle flybilletter, og de mangler 2.000, men det bekymrer hende ikke en hel masse, for det er jo ikke ret meget, det drejer sig om, og han er lidt tøvende og starter alle sine sætninger med “men”.

Det er ikke Kenny, der er her i dag. Jeg ved ikke, hvad hun hedder, men hun har baristeret her før, og hendes kaffe er altid dårligere, og hun giver mig ikke et glas vand, ligesom Kenny gør, men hun siger også: Du kan bare sætte dig ned, jeg skal nok komme med den. Jeg føler mig som Jack Nicholson i As good as it gets og beder mig selv om at være et bedre menneske, og et sted i min hjerne griner nogen hånligt.

Vi er i undtagelsestilstand, og køkkenet på Løve’s foregiver at være adgangen til Dante’s helvede og beordrer alt håb efterladt, og ventilatoren i loftet er den samme type, som der var i mine forældres soveværelse.

Der brænder et bloklys på hvert af bordene. Gad vide, hvor Kenny er på CO2-udledning, vores sugerørshistorie fresh in mind. Det står her ved siden af mig, og flammen ser ud som om den prøver at rive sig løs af vægen, den aser og maser og hiver og slider og strækker og rækker og prøver at nå op, op, og jeg har lyst til at række den en hånd at gribe fat i som man ville gøre med en, der sidder fast i mudderet, og den anstrenger sig og falder tilbage og står bare der med sit lack og sine udfald, som om der er dårlig forbindelse. Der stiger den der usynlige røg og varme op, som kun afslører sig ved, at verden på den anden side af den er forvrænget, som når man ser gennem regnvand på en bilrude. Menneskerne udenfor tror, at det er dem, jeg stirrer på, når de passerer, og det er det jo også, men det er mere forvrængningen imellem os. De fleste slår blikket ned, og Homunculus rykker i snoretrækket, så mine øjne rammer et skilt i stedet. På vores første date syntes hun, at jeg havde et lidt for intenst, lidt for stirrende blik. Røgen bliver sort, og der lugter brændt, og jeg kigger på mine fingre for at se, om jeg alligevel rakte dem til lyset, men de er på tastaturet, og røgen og lugten forsvinder igen. New high, siger Homunculus, du forsøger at kommunikere med et stearinlys.

Mødet ved bordet handler om en forfatter, tror jeg, en der skal flyves ind fra Mexico, og det er ikke helt nemt at planlægge, for han ved ikke, at alt i Danmark ikke ligger i København, så han lander alt for sent alt for langt væk, hvis de holder sig til hans forslag, og de planlægger, og de ringer rundt, og kvinden ved et andet bord holder sit dankort i den ene hånd og kigger skiftevis på det og på computeren og taster oplysningerne ind.

Nå, men det her udvikler sig ikke til at være et godt indlæg, for jeg skulle skrive om, hvad man gør, når man er på vej ind i Per Pettersons situation, og man forbereder sig, og man indstiller sig, og man går ned, og pludselig er man alligevel ikke i den situation, men man er heller ikke ude af den, den ligger der som en del af Undtagelsestilstanden, den er en stemning, en trussel, og måske er den bare i min fantasi.

“Hvordan går det med Auster?” spørger kvinden manden, og han har ikke hørt noget, men han tænker, at der er en åbning, og jeg drømmer om at være forfatter, så de kan snakke om mig i stedet for, og en mand, der ligner Ib Michael, går forbi udenfor.