There she goes again

Jeg læser et blogindlæg fra en kvinde, der lyder som om hun er på vej ud i havet, lidt mere målbevidst end når jeg søndag morgen frygter, at jeg skal fiske Easy op fra havnebadet, og hun rammer mig i melankolien, hvilket i et chain of events ender med, at jeg sidder alene hjemme og tuder over Adam Drivers ægteskabshistorie kl. 3 om natten. Hun tager til Aarhus for at få styr på sig selv, og er Aarhus nu et sted man tager hen for at gøre det, tænker jeg, og fuck your life hvis det her er den version af virkeligheden, hvor vi er i kontrol, siger Homunculus, og jeg tænker på, om jeg skal invitere hende på kaffe eller fixe hende op med Sømanden eller et-eller-andet. Hun kunne vel godt være Maja, siger Verdensmanden, men det kunne hun jo ikke, og jeg tror i øvrigt også, at vi fik aflivet Maja kl. 4 om morgenen et tvivlsomt sted i Randers i løbet af december. Plateau’s clean, no dirt to be seen.

Jeg skriver i stedet til Alicja, at I hope you enjoyed your holidays, og den autocorrecter og håber hun nød Holocaust, og Alicja er polak, og jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg snart skal mene om mine teknologiske extensions. De er hjælpsomme på samme måde som min mor. Jeg parkerer Alicja igen.

Og alle disse overflader, jeg ikke kan forholde mig til. Jeg læser om en fødselsdag, som alle læsere er inviteret til, men den er i København, og der sidder vi så alle sammen, ikke i København, men i hver vores krise, og jeg vil bare gerne have en kop kaffe, og jeg vil bare gerne have en cocktail, og jeg vil bare gerne være et menneske, og ja ja, siger Homunculus igen, du er human og du need to be loved. Ja, siger jeg, just like everybody else does. Præcis, siger Small H i mit hoved. Jeg siger: Jeg er sønnen og arvingen. Solen og luften, nikker han derinde på den måde han gør, når han skal minde mig om livets ulidelige latterlighed.

Og min ex spørger, om vi skal ses, og det skal vi selvfølgelig ikke, men jeg skriver ja ja, og min leder spørger, om jeg har opgaven klar til tiden, og det har jeg selvfølgelig ikke, men jeg skriver også ja ja til hende, og min mentor spørger om det går, og ja ja, siger jeg, det går. Hvis vi bare ophæver alle forestillinger om tid, så går det.

Og de er alle sammen kvinder, og de vil alle sammen et eller andet (eller hov, vent, var det mig, der ville noget?), men den eneste, jeg vil have til at ville noget, vil ingenting, og jeg vil bare gerne sove, og jeg vil bare gerne være Hassan Preisler.

Åh, fik jeg nævnt, at jeg stoppede med pillerne? Yeah, good call.

This search goes on

Med James Hetfield på den ene skulder og Nikolaj Nørlund på den anden vader jeg ind ad døren, og James er hidsig og ved at udvikle sig til en virkelig pestilens, og han leger, at han er et ur, og han skriger “Frantic-tick-tick-tock” mere og mere hysterisk som om han er en del af ornamenteringen i Wonderland, og jeg husker, at Milla Jovovich jo også er Alice. Åh, hvordan det hele hænger sammen. Om få øjeblikke dukker Lewis Carroll sikkert tilfældigt op i en Facebook add.

Og så husker jeg på Monica, der lige har sagt, at vi kan lege, at hun er Lewis Carroll, og jeg er Tolkien, for hun er blevet forfatter, og vi har brug for at drikke og holde release party (eller var det omvendt?), men jeg er ikke Tolkien, siger jeg til Monica, jeg er mere ligesom Moses, der venter og venter på, at Gud skal fortælle mig, hvad jeg skal skrive, men, indvender Monica, Lewis Carroll og Tolkien drak sammen, og Tolkien var bare lang tid om at skrive noget, og hun har altså brug for at drikke med en forfattertype, og godt, jeg er overbevist, jeg er Tolkien, og Monica er all about rosé og Aperol, og jeg skulle vel alligevel ikke noget den tirsdag.

Hvor kom jeg fra? Åh, jo, jeg vader ind ad døren, og der er mennesker på Løve’s Bogcafé, og jeg elsker dem, jeg elsker dem.

Siden der blev erklæret undtagelsestilstand, har dette været mit andet hjem, og jeg kommer her, og jeg skriver her, og jeg planlægger, og jeg læser, og jeg får min cortado her – eller det er i hvert fald det, jeg fortæller mig selv, når jeg skal forklare, hvorfor og hvordan jeg har brugt endnu en dag uden andet udbytte end en regning og en sult, fordi jeg alligevel var for nærig eller for fattig til at købe deres frokostretter.

Jeg bestiller min cortado, og det er Kenny, der tager imod bestillingen, og Kenny siger, som han altid gør, som om det altid er første gang, han ser mig: “Du kan bare betale bagefter, jeg kommer ned med den,” og jeg tænker, at det måske virkelig er første gang han ser mig hver gang – this is the first day of my life – og jeg tænker, at jeg en dag burde sige hej til ham, for der er noget asynkront, noget ulige(-vægtigt?) i, at jeg genkender ham og ved, hvad han hedder (stalker jeg nu igen?), mens han ikke kender mig.

Men jeg er på Løve’s, og jeg får min cortado, eller det vil sige, at det er varmt i dag, så jeg får en iskaffe, og Kenny har lavet den med bambussugerør, og hvad syntes jeg om det, spørger han bagefter, og jo, for at være helt ærlig, brugte jeg halvdelen af mit ophold i dag på at afgøre, om det var et spiseligt sugerør, for evigt for meget underlagt min socialangst til rent faktisk at prøve at bide i det (selvom jeg henkastet fik sat tænderne om kanten af det i et sug) af frygt for omverdenens reaktioner, men jeg er okay med miljøtiltag, Kenny. Go for it. Save the whales.

Og i dag er der en gudesmuk kinesisk pige, desværre med en halvgudesmuk kinesisk mand over for sig, og der er studerende med deres MacBooks, og der er en eller anden, der bliver interviewet om et eller andet, som der næsten altid er, og jeg elsker dem; ham der ledte efter en job opening til forlagsbranchen via sin kontakt, ham der blev interviewet om byen, dem der diskuterede deres forretningside. Ikke at jeg smuglytter, siger jeg, ikke at jeg er paven, siger Nikolaj, frantic-tick-tick-tock, siger James.

Men der er ingen Maja, heller ikke i dag, og det går op for mig, at det vist er længe siden, jeg ledte efter Maja, og at det er noget andet, jeg leder efter, og bravo, dit kvaj, siger Homunculus, min indre terapeut, og jeg sætter mig og slår min MacBook op (ja ja, et tu og alt det der). Jeg læser det, jeg har skrevet, og det er same shit, og jeg skriver heller ikke alverden i dag, men, siger jeg til mig selv, nu har jeg da i det mindste brugt dagen på en bogcafé, og James siger: Keep on searching, this search goes on, men James siger også: If I could have my wasted days back.

Jacob

Gorillaen har sit dobbeltløbede blik fæstnet i nakken på mig, mens jeg ikke uden en vis ærefrygt sætter mig i stolen over for byens overhoved. To minutter, siger Jacob Bundsgaard og tager bestik af mine halsmål, just in case jeg skal klynges op i rådhustårnet, når studentermedhjælperen på hjørnet af det galaktiske skrivebord når til 120.

Jeg er på magtens tinde, det bedste sted jeg kunne komme på at søge hjælp. Vi starter oppefra.

Når man googler Jacob Bundsgaard dukker han op med sitet: Jacob Bundsgaard – En del af Aarhus. Det er perfekt, tænker jeg, han er en del af byen, han er dens kød og blod – eller den er hans? – han er ånden, der ånder og byen hans corpus humanum. Intet sker i Aarhus, uden at Jacob ved det. Han har fingeren på pulsen. På den der strangulerende måde.

Så jeg går altså ind på rådhuset, og jeg siger, at jeg skal snakke med Jacob, og portneren (?) beder mig om at rende og skide. “Hmm,” siger jeg og går forbi ham

Og jeg ser en høj, slank mand stå deroppe med hænderne på gelænderet, rank og skulende, og han er Jacob, og han er Godfather, og jeg kaster mig på knæ og trygler: Jacob! Jacob!

Og gorillaen fra døren tager fat i min krave, og han slæber mig væk, og jeg råber: “Jacob! Jeg skal finde Maja!

Og Jacob er intrigued, og han skulle alligevel bare indspille reklamer den dag, så han vifter med hånden, og hans kalender krænger sig selv ud et sted i en virtuel parallelverden og frigør to minutter.

Så der sidder vi altså nu, Jacob og jeg, med The Mountain That Walks stående med armene over kors i baggrunden og en studentermedhjælper (der et kort øjeblik får mig til at overveje, om det nu også er så vigtigt at finde lige netop Maja), siddende med benene over kors på hjørnet af Jacobs skrivebord. Hun læner sig tilbage med vægten på armene, håndfladerne mod bordpladen og vipper med den øverste fod i takt med tallene. “Sytten. Atten. Nitten.”

“Jeg skal finde Maja,” siger jeg.

“?” siger Jacob, og jeg tænker: Skulle jeg været gået til Wammen?

Men jeg forklarer, og jeg bruger fagter, og jeg siger Stephania Potalivo udråbstegn, og jeg påkalder, og jeg declare, at least, before God, men Jacob er ikke imponeret, og jeg siger: “Jamen, for helvede, menneske!” og ja, okay, det var måske nok også for meget.

Jacob rejser sig med en kraft, så det massive skrivebord tager et uforberedt skridt tilbage fra ham, og hans studentermedhjælper falder ned lige akkurat for langt til højre til at jeg kan gribe hende og måske starte noget der, og Jacob peger, og han hvisler: You know nothing, Jon Snow, og jeg tænker nej nej nej, karaktererne er helt fucked op her, og metaforerne roder.

Der er ikke noget godt soundtrack til den måde, jeg forlader rådhuset på. Back to square one.

So… what happened?

Jo, altså, Twitter var en stor succes, og jungletrommerne og steppebrandene og det hele, og Nikolaj Nørlund hoppede ombord, og der var leoparddrenge og andre indslag fra det psykedeliske overdrev, but they turned on me, og der var konspirationsteorier om scams, og der var anklager om stalking (måske ikke ubetinget grundløse anklager, siger du?), and I chickened out, dammit, I chickened out!

Så mens vi opbygger robusthed til at stå imod haters og trolls og incels og feminister og andre lejesoldater, går vi andre veje. Der er andre netværk. Hustlers and gamblers and them low life so-and-so’s. Vi er Townes, og vi er legio.

The descent

Jeg kan ikke huske ansigter. Det er en neurologisk betinget tilstand, et dokumenteret brist i min arkitektur. I denne inverse af alle verdener har det dog vist sig, at alkohol – komplet mod forventning – ikke hjælper det fjerneste.

Men fat mod, som min gamle vejleder sagde, når jeg klynkede over mig selv: Jeg har jo et crew, og tilsammen kan vi nogle gange udgøre noget i retning af et fuldt fungerende menneske.

Jeg skal mødes med min ven, et af besætningsmedlemmerne, vores medbragte talisman. Han er en mellemting mellem en clairvoyant og en elefant og løser hukommelsesproblemer med lige dele front- and hindsight.

Jeg render på ham uden for Studenterhuset, hvor han kommer for at pleje sin karriere, men lige kan presse mig ind til en opfølgning på vores møde med Maja, og vi man-hugger og ryster lidt af abstinenser og forventning, inden vi finder trappen indenfor og nedstiger til underverdenen. Han flipper en mønt til Charon, og vi sejler forbi korridorens opslagstavler med alle deres løfter om studier abroad og honorarer for medvirken i psykologiske eksperimenter. Jeg føler mig pludselig rig, da jeg bemærker den efterspørgsel, der tilsyneladende er efter et opkog af mine sædceller. Vi springer af ved døren. Catch you on the flip side, siger verdensmanden (fordi han er en verdensmand) og forsvinder ind i Studenterbaren. Livet er fan af ham, mens jeg hver dag vågner op som en ny inkarnation af Gregor Samsa; jeg er ham, man i det mindste ikke er.

Men han er en booster, og det er derfor vi mødes. Han har hukommelse, han har erfaring, og han har den rette vinkel på tilværelsens problemer.

“Hun lignede Stephania Potalivo,” siger han, og så begynder vi at drikke, og jeg aner ikke hvem Stephania Potalivo er, så han googler og viser mig billeder, men det aktiverer ikke de forkrøblede, neurale kredsløb, for jeg husker kun i fornemmelser, og jeg husker en god fornemmelse og en masse cigaretter, men at jeg skulle være i league med denne verdens Stephania Potalivo’er får mig til at tænke på mine gamle evolutionsteoretiske undervisere, der forsøgte at overbevise mig om, at mænd sigter højst muligt, mens kvinder sigter realistiskst (you can say that!) muligt, og igen har denne vennernes ven løftet mit humør, indtil han tilføjer: “Altså, hun så selvfølgelig ikke lige så godt ud, men det var noget i den retning.” Det er vel sådan, mit Hades er.

Og så udfolder han historien om, hvordan han, very gentlemanlike, afværgede hendes første interesse og fik hende placeret ved siden af mig. I love this guy.

Men vi har et spor. Maja er Stephania Potalivo-ish.

#findingmaja

Eureka! skreg jeg og smækkede flasken i bordet, så Cavaen (classy, right?) transformerede sig til en skumkanon og spulede loftet ind i løfter om det nye år lige på det sted, jeg havde fjernet en lampe og efterladt et hul op til det rene ingenting, der eksisterer i loftsrummet over min stue, så jeg nu skal have undersøgt i hvilket omfang, isoleringen har tilegnet sig en promille over det tilladte.

Og der står jeg nu i min indendørs champagneregn og råber til Nikolaj Nørlund: “Vi hashtagger os ud af det.”

Og Nikolaj er en kammerat, så han svarer: “Verdensmester!” og jeg high-fiver ham, og han siger “Tankelæser!”, og jeg siger, ja ja, okay, ro på og synes egentlig, at han tager lige vel meget af æren for det her.

Vi finder Maja på Twitter. Det er det, vi gør. Og jeg søsætter kampagnen #findingmaja, og jeg er on fire, og Nikolaj hiver mig i kraven og siger: Vi vækker dig, for vi lander nu, men jeg verfer ham væk, for jeg lander ingen steder. I’m taking off, Nicky, I’m taking off!

Min journalistven materialiserer sig i min bevidsthed og siger: “Research!”, og jeg siger ja ja, research, og jeg googler #findingmaja, og – you won’t believe it! – det er sket før, og jeg tænker: It’s happening again. Der findes gudhjælpemig en italiener, der tilbage i oktober tweetede et billede af en seddel fra en Maja, som han nu leder efter. Hans Maja lyder okay, så jeg spørger ham, om han har fundet hende, også ligesom for at vide, hvad oddsene er, også ligesom for at tjekke, om det skulle være den samme Maja, men han svarer ikke. Hans Maja har skrevet en seddel til ham. Den er sgu lidt nemmere at gøre viral.

Hvad med at udlove en dusør? Måske kan vi skrabe sammen til en pakke kliksmøger og en Bloody Mary på Tir Na Nog. Nikolaj er stille, inden han så siger: Hjernen er lonely, hjertet er funny. Jeg ved slet ikke, hvad det betyder, Nick.

Tag along.

Efterlysning

Så den her pige er altså det første, du ser, da du kommer tilbage til bordet på Tir Na Nog, og hun er smuk, men det er ikke det, du tænker, du sætter dig bare ved siden af hende, som hun sidder der ved bordet med dine venner, og hun er der, og du er der, og du siger hej, og hun hedder et eller andet, og du glemmer det, og du spørger, hvad hun hedder, og hun kigger på dig med lige dele forbløffelse og bebrejdelse, men hvad ved hun om, hvad der er gået forud, og du kan se, at hun mener, at hun har sagt det, og din ven ved siden af siger, at hun har sagt det, men du er stædig, for du er mig, og du afviser, og du insisterer, og hun siger, at hun hedder Maja.

Og nu hun siger det, kan du jo godt fornemme, at det lyder som noget, du har hørt så kort forinden, at din hjerne næsten kunne have grebet tråden fra det døende ekko af den fonetiske sløjfe, navnet for et øjeblik siden spirallerede ud ad og reddet dig, men den når det ikke, den snubler og fumler og snoren glider ud mellem dens hjernevindinger, og hun siger sit navn, og du siger ved genkendelsen, ikke uden en vis triumf, som om du er kommet selskabet til undsætning med din indsigt: Du har ret. Det har du fortalt.

Hun er ikke alene, for hendes veninde er der også, og hun hedder Rikke, og Rikke sidder ved siden af en anden af dine venner, og du glemmer Rikke, for Maja sidder ved siden af dig.

Og du taler med Maja, og du er allerede alt for fuld, men du føler dig i godt humør, og du føler dig i eksperimenterende humør, og du har Bloody Mary’s med til dig og dine venner, og de var med på den, da du spurgte, men de fortryder nu, så du marinerer dig selv i tre gange tabasco, og pigerne smager, og de er ikke mere forstyrrede, end at de også overlader det til dig og beder om at få noget med mælk.

Og Maja spørger om du ryger, og hvis der er noget, du gør, så er det fandme at ryge – i hvert fald nu, hvor hun spørger – men, siger du, jeg har ingen cigaretter, og selvfølgelig har du ikke det, for du har aldrig i dit liv købt en pakke cigaretter, og det passer ikke, for du hentede Grønne Look og Prince til dine forældre i Brugsen, da du var lille, men det er okay, for det har Maja, smøger, og du går med hende ud, og Rikke går vist også med, det gør hun i hvert fald nogle af gangene, men allerede her begynder den suppe af Bloody Mary, Gammel Dansk, Jägerbombs, Tom Collins, et utal af forskellige slags øl, rødvinen fra den aftensmad du lavede med dine venner, den rom I drak bagefter, inden I tog afsted i en taxa at mudre billedet af, hvad der egentlig skete hvornår og med hvem.

Men I ryger, gør I, du og Maja, og de er med knæk, siger Maja og håber, at det er i orden, og det er helt i orden, dine bedste aftener er baseret på mentolcigaretter. Og du knækker løs i den skide cigaret, og du trykker og presser, og der er fandme ikke noget, der klikker, og så er der måske alligevel, men hvad ved du.

Du lover Maja en drink til gengæld, og det synes hun er flot for en smøg, men hun ved jo heller ikke, at du kommer til at ryge mere end a fair share af pakken, og i øvrigt, Maja, så manglede det da bare; hun har jo lige hørt, at du er psykolog, og hun spørger, om du har din egen praksis, og du siger ja ja, for hvorfor skulle du ikke have det, og I skal vel alligevel ikke ses igen, når I skilles efter jeres smøger og jeres drinks. Du går i baren, og der er kø, men du har en kammerat i køen, og du beder ham om at tage de ekstra drinks med. Maja ser bebrejdende på dig, da du kommer tomhændet tilbage til bordet, og det er et blik fra fremtiden med al den skuffelse du bragte ind i hendes liv, udsprunget af dette første svigt, og det forstår du ikke noget af. Det ordner sig jo. Og her slører tingene sig igen, men du tror, at det ordnede sig.

I taler. I ryger. I taler, drikker og ryger. I går videre. Du, Maja, Rikke, dine venner. På Bodegaen. Du drikker Gammel Dansk og kaster næsten op, men forestiller dig stadig, at du er den fulde kaptajn, der skal skramle denne aften sikkert i havn. Maja og Rikke løber tør for smøger og interesse og springer over bord, og du lader dem drive væk.

Du fortryder. Du råber: Alle mand i bådene! og din ven fra søværnet falder ned fra den sofa, han var ved at falde i søvn i, og din lystsejlerven springer på benene og galer alle de sømandseder, han kan komme i tanke om, og de to sidste kølhaler en flaske vodka med energidrik, og du ryster på hovedet over din uduelige og ubrugelige besætning. Du løber ud på gaden eller hvad man nu skal kalde belægningen langs åen. Du kigger til begge sider, men kan ikke se dem, og du læner dig ud over rælingen og kigger i åen og banker hånden i jernbarren i verdammt!-skuffelse over ikke at se dem vugge af sted i en udkigstønde. Du sætter hænderne i siden. Du ryster langsomt på hovedet. Du bider dig i læben. Du mærker Jack Sparrow forlade din krop. Du tænker: Oh, well, og går ind igen. Du ved alligevel ikke, hvad du ville have sagt.

Men du vågner næste morgen blandt lys og venner og føler et mærkeligt behov for at sige tak til hende eller i det mindste give hende de cigaretter tilbage, og håndværkerne kommer om fem minutter, og der mangler en kammerat, som du kortvarigt overvejer om kan være faldet i åen, men du skyder det væk, og du bruger hele dagen på at tænke: Hvad sker der? Og din Sunday blues og din undtagelsestilstand vil have dig med på eventyr.