Burning scarecrows

In case you hadn’t noticed: Det her er ikke rigtigt en blog om noget som helst. Jeg har ikke noget på hjerte. Jeg vil dig ikke noget. Jo, måske vil jeg gerne have, at du skal elske mig, men bortset fra det: ingenting.

Således ovre en stating-the-obvious-indledning og sikkert skærmet mod kritik, kan jeg nu springe til det næste random event.

Lørdag nat var jeg vågen, da folk pludselig begyndte at skændes uden for mit vindue. I ved, på den måde fulde unge mennesker nu råber af hinanden på. Nogen havde kaldt Frederik en junkie, og det tog han meget på vej over. Der var ikke grænser for, hvem han ville kneppe som payback. Desværre var Frederik ikke helt ved funktionel bevidsthed og fik rodet sig ud i – blandt mange andre – at ville kneppe synderens farmors far. Altså hans oldefar. Det var nærmest rørende, da Frederik, ikke i tvivl om at han var blevet gjort uret eller i hvert fald ville have det til at fremstå sådan, viklede sig ind i lange tirader af familierelationer for at specificere, hvem han ville forgribe sig på og to ud af tre gange endte på, hvad der nødvendigvis måtte være en temmelig gammel mand, og jeg tror virkelig ikke, at det var det, den meget fulde Frederik sigtede efter, det afslørede sig ligesom på den måde, hans stemmeføring faldt hver gang han nærmede sig slutningen af sætningen og tydeligvis havde på fornemmelsen, at noget ikke var helt rigtigt, men heller ikke sådan for alvor kunne nå at bremse sig selv, tænke efter og rette op på det uden at miste momentum. Og Frederik var all about the show, det var helt sikkert.

Og der var den obligatoriske, mæglende pige, der forsøgte at tale Frederik til ro, da han demonstrativt gik i modsat retning af de andre og gentog, at han ikke skulle kaldes en junkie af ham, som han i et forsøg på at være racistisk kaldte “bananplukker”. Frederik satte sig på kantstenen lige uden for mit vindue og var fortvivlet, og de andre prøvede at få ham til at glemme det og gå med, men Frederik ville have drama og eskalering, og derfor var det så fantastisk smukt et øjeblik, da pigen pludselig opgav sit forehavende og satte i løb væk fra stakkels Frederik, den junkieanklagende dreng kort efter ligeså og endelig også Frederik selv – i samme retning som de to andre – for ak ja, bussen kom, og de skulle nå hen til stoppestedet. Sådan kan man få punkteret sit dramatiske peak. Frederiks frustrationsbrøl over at være nødt til at løbe med de andre vil jeg altid bære med mig. Her var en mand, der så sit manuskript blive brændt og sin rolle ophævet.

Og helt ærligt, hvem har ikke et soundtrack et eller andet sted mellem tanke og hørelse, når vi går gennem gaderne, når vi kigger ud på regnen gennem ruden i bussen, eller når vi – all of us – diskvalificeres i offentligheden til the anthem of white supremacy. Hvem har ikke blik for kameravinklen, når vi sidder alene på en café? Den schweiziske psykolog Piaget mente, at vi i en fase af tænkningens udvikling overdriver vores egen betydning, at vi iscenesætter et imaginært publikum til altid at observere os. Den form for selvbevidsthed skulle afhjælpes af et efterhånden stigende abstraktionsniveau. Nu er jeg et ret abstrakt menneske, grænsende til selv at være en abstraktion, men mit imaginære publikum lever i bedste velgående – bare det at jeg skriver her! Ja ja, teknisk set er der et par læsere, der gør det ikke sådan 100% forestillet, men alligevel.

Ah, never mind. Jeg prøvede, men jeg har virkelig ikke noget på hjerte. Indsæt selv lommepsykologi og -filosofi for resten. Jeg bliver enig med Homunculus om at kalde jer mine imaginaries henceforth for ikke at have spildt forsøget fuldstændigt. Let’s play pretend, act like it goes naturally, vrænger den lille fucker og demonstrerer at vores musikalske spændvidde faktisk ikke spænder ret meget ud over indskrænkethed, og vi ved jo alle sammen, at jeg underdrev: Jeg vil ikke bare elskes; jeg vil have, at I ocean vuongsk skal holde mig på samme måde som vand holder tørst. Alle disse indlæg er ikke andet end brændende fugleskræmsler, der skal lede jer på vej, en oplyst landingsbane af moralsk uafklarethed.

,,,

,,, ,,,

Uafklaring? Uafklaration? Dammit, nu punkterede jeg, bedst som jeg var klar til at slutte på de høje nagler. Mit sprog er min bus. Je suis Frédéric.

1 thought on “Burning scarecrows

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s