There she goes again

Jeg læser et blogindlæg fra en kvinde, der lyder som om hun er på vej ud i havet, lidt mere målbevidst end når jeg søndag morgen frygter, at jeg skal fiske Easy op fra havnebadet, og hun rammer mig i melankolien, hvilket i et chain of events ender med, at jeg sidder alene hjemme og tuder over Adam Drivers ægteskabshistorie kl. 3 om natten. Hun tager til Aarhus for at få styr på sig selv, og er Aarhus nu et sted man tager hen for at gøre det, tænker jeg, og fuck your life hvis det her er den version af virkeligheden, hvor vi er i kontrol, siger Homunculus, og jeg tænker på, om jeg skal invitere hende på kaffe eller fixe hende op med Sømanden eller et-eller-andet. Hun kunne vel godt være Maja, siger Verdensmanden, men det kunne hun jo ikke, og jeg tror i øvrigt også, at vi fik aflivet Maja kl. 4 om morgenen et tvivlsomt sted i Randers i løbet af december. Plateau’s clean, no dirt to be seen.

Jeg skriver i stedet til Alicja, at I hope you enjoyed your holidays, og den autocorrecter og håber hun nød Holocaust, og Alicja er polak, og jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg snart skal mene om mine teknologiske extensions. De er hjælpsomme på samme måde som min mor. Jeg parkerer Alicja igen.

Og alle disse overflader, jeg ikke kan forholde mig til. Jeg læser om en fødselsdag, som alle læsere er inviteret til, men den er i København, og der sidder vi så alle sammen, ikke i København, men i hver vores krise, og jeg vil bare gerne have en kop kaffe, og jeg vil bare gerne have en cocktail, og jeg vil bare gerne være et menneske, og ja ja, siger Homunculus igen, du er human og du need to be loved. Ja, siger jeg, just like everybody else does. Præcis, siger Small H i mit hoved. Jeg siger: Jeg er sønnen og arvingen. Solen og luften, nikker han derinde på den måde han gør, når han skal minde mig om livets ulidelige latterlighed.

Og min ex spørger, om vi skal ses, og det skal vi selvfølgelig ikke, men jeg skriver ja ja, og min leder spørger, om jeg har opgaven klar til tiden, og det har jeg selvfølgelig ikke, men jeg skriver også ja ja til hende, og min mentor spørger om det går, og ja ja, siger jeg, det går. Hvis vi bare ophæver alle forestillinger om tid, så går det.

Og de er alle sammen kvinder, og de vil alle sammen et eller andet (eller hov, vent, var det mig, der ville noget?), men den eneste, jeg vil have til at ville noget, vil ingenting, og jeg vil bare gerne sove, og jeg vil bare gerne være Hassan Preisler.

Åh, fik jeg nævnt, at jeg stoppede med pillerne? Yeah, good call.

2 thoughts on “There she goes again

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s