Tyverne. What a blast.

Januar. 2020. Hvor skulle vi starte, hvis ikke i Føtex? Min certain someone har købt et drivhus – dvs. hun har udpeget det drivhus på dba, som jeg skal bruge en dag på at pille ned og siden formentligt en uge på at sætte op igen – så da jeg går forbi en gin, der hedder The Botanist behøver jeg ikke flere tegn. I Føtex’ beskrivelse af den lover de, at den simulerer mine smagsløg, og jeg kan simpelthen ikke vente med at finde ud af, hvordan det kommer til udtryk. Baseret på årets julefrokost med mit efterhånden aldrende slæng – alene det at kalde det et slæng! Åh, gravsten! – er det måske i virkeligheden den mest rammende beskrivelse, man kan komme på. Jeg ringer til Easy og siger, at jeg har købt en gin, og Easy bruger de næste fem minutters samtale – afslører han i postscriptet – på at sige ‘ja’ og ‘tja’ og ‘hmm’ for at lade som om han hører efter, mens han når frem til, at nej, der var nok ikke meget til at bakke det eventyr op, han troede vi var på vej ud på, da han hørte, at jeg havde købt en Djinn.

Således beskæftiget i afdelingen for grønne fingre er jeg igen distraheret og lykkes på ny med at afholde mig fra at færdiggøre alle de projekter, der virkelig SKAL færdiggøres nu for i stedet at researche spiritus på kryds og tværs, og et par timer senere stiger jeg ud af bilen i Mårslet for at hente en flaske Yamazaki-whisky, jeg lige har betalt 1000 kr. for. Jeg er sikker på, at jeg er et geni. Efter OL i Tokyo til sommer skyrocket’er prisen. I’m telling you, siger jeg og fortæller ham det, manden, der sælger mig den med et blik som om jeg lige har betalt ham for en pose frisk luft. Jeg har også en 18-års, du kan købe, siger han, da han indser, at en manisk forfatter-impostor i hånden nok er bedre end fjorten millioner Tokyoitter på taget, men jeg er flad efter første omgang. Hvis I forpligter jer til at donere i kommentarsporet lover jeg at ringe ham op igen. Vi kan crowdsource (eller er det -funde?) os igennem det og dele rovet til efteråret?

Det lykkes mig via andre kanaler at etablere en lille cognac-samling, inkl. en flaske Château de Beaulon 1983 til omkring 1400 kroner, og jeg kan mærke aristokratiet sive ud af mine årer, når jeg indrømmer over for jer, at jeg ikke ved en kæft om cognac, men bare ser den som en lille hyldest til mig, der jo også præsterede min egen seneste inkarnation i ’83. Det må være det, de kalder epigenetik, siger Homunculus ved konstateringen af, at jeg nu er lige så distingveret som mine forældre og ræsonnerer på henad samme måde. Og det er nøjagtigt det samme, som da min søn for halvanden uge siden mistede alle sine dyreste og bedste julegave-pokémonkort første dag efter ferien, fordi han valgte at samle på energy-kortene (I know!). Det er her, vi ser de virkelige konsekvenser af social arv. Krystalkuglen er mørk in this one. Vi bliver aldrig old money.

Nå, men jeg har ikke flere penge end at sprit i den prisklasse er i kategorien samlerobjekt. Desværre når jeg at blive forført af en pludseligt opstået forestilling om, at det at (kunne jeg være sluppet af sted med en at-at-sætning der?) indtage den vel i grunden må være at sammenligne med at drikke sig selv, og tanken om en form for vampyrkannibalisme kan jeg ikke lade passere. Ergo: Jeg har nu to flasker 1983.

Selvfølgelig viser det sig, at jeg ikke kan få mig selv til at åbne en flaske, der allerede ved sin undfangelse er mere værd end min pensionsopsparing. Jeg går Voldemort på den, så den nu har et lyn-formet ar i papbeholderen, mens jeg selv må forlade den krop, jeg ellers har hjemsøgt i en længere periode.

Således rustet til at gøre 20’erne en tand mere brølende bruger jeg de næste to uger på at ryste abstinenser af mig. Ikke alkoholrelaterede i første omgang. Jeg er holdt op med at tage medicin. Lægen virkede som om hun troede på, at jeg selv kunne styre det, så da jeg først aflyste vores kontrolaftale og siden løb tør for narko i løbet af helligdagene, valgte jeg at omfortolke det til, at jeg traf et valg om at stoppe. IA havde vel på en måde gjort det, hun skulle. Jeg ved ikke, om man får abstinenser af at stoppe med den slags, men jeg har i hvert fald ikke rigtigt sovet siden (kl. er fx 03.16 netop nu).

Clean – det lyder lidt mere rockstar – og loadet op på en håndfuld forskellige spirits (et så meget mere meningsfuldt ord) og motiveret som aldrig før sidder jeg så her i min søvndepriverede zombietiltand og gør for 117. gang – som man siger – klar til at skrive noget betydningsfuldt, og jeg får en invitation til et skrivekursus, og selvom det koster 1000 kroner tager jeg invitationen som en hædersbevisning, og jeg skriver til arrangøren, som fodrer mit ego lidt mere.

My book is called The Ascent of Man, siger Michael Stipe og lyder indsigtsfuld, og nå ja, min hedder Episoder Løst Forbundet af Døden, siger jeg og lyder prætentiøs. Efter selvmordet og aborten behandler jeg – inspireret af mine ventures i barskabet – nu vampyren og planlægger sommerferie i Transsylvanien. 2020: roaring?

2 thoughts on “Tyverne. What a blast.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s