Only the lonely

It’s been a while since my last confession.

Jeres tålmodighed har været næsten rørende. Dag efter dag, omtrent det samme antal besøgende her på siden. I er ikke mange, men det er okay; det er jeg.

Jeg har kastet mig over et studie af ensomheden, ikke bare fordi jeg er så intenst ensom, at jeg fra tid til anden længes efter en invitation til the swingin’ party down the line, men også fordi den er så smukt og uundgåeligt og knusende vævet ind i alt, fra stor kunst til psykologiske teorier.

Jeg er næsten færdig med Olivia Laings The Lonely City: Adventures in the art of being alone. Tjek engang denne passage:

The fear of separation is a central tenet of Winnicott’s work. (…) At its most extreme, this state gives rise to the cataclysmic feelings he called the fruits of privation, which include:

1) going to pieces

2) falling for ever

3) complete isolation because of there being no means for communication

4) disunion of psyche and soma

De kan altså noget med metaforikken, de gamle psykodynamikere. Fruits of privation. Going to pieces. Falling for ever.

Jeg inviterer hende på østers og champagne, jeg tager hende på high-end shopping, knock yourself out og tasken fra dine teenagedrømme. Hun giver mig en to go-kaffe fra Kvickly. We’ve come a long way.

Gillette Fusion Proglide Styler er det bedste, jeg kan få (subtle, huh?), og her til morgen klipper den et hår af mit ansigt og i et freak accident springer håret op på mit øjeæble og sætter sig fast, og er det ikke bare det klammeste, du har hørt i dag? Jeg kan ikke få det forbandede hår væk igen, jeg blinker stroboskopisk til no avail, jeg gnider mig i øjnene, jeg prøver at tvinge mig selv til at holde øjet åbent, mens mine fede fingre demonstrerer at de ikke magter et tilpas sofistikeret pincetgreb. Jeg overvejer, om jeg har motorikken til at betjene et egentligt pincet og rette det mod mit øje, men grunden til at jeg ikke blev tandlæge var mine rystende hænder, og jeg ser allerede overskriften i lokalavisen.

Altså tager jeg på arbejde med behårede øjne.

Mit kontor lugter af opkast, og jeg begriber simpelthen ikke, hvordan nogen kan fremstille et rengøringsmiddel med den egenskab. Rengøringsdamen brokker sig over den seneste kontrol. Hun har fået en slags sur smiley, og det har medført, at hun nu står og vasker soklerne i en stikdåse med en klud. Af en eller anden grund gør hun altid mit kontor rent omkring den tid, jeg møder på.

“Kan du se noget i mit øje,” siger jeg.

Hun kigger på mig og kniber øjnene, sine egne, sammen. “Nej,” svarer hun. “Du skal nok se at få et andet arbejde.”

Whoosh.

Jeg sætter mig til at skrive på en bog om ensomhed. Jeg er ikke nogen dårlig skribent. Jeg tror faktisk, at den kan blive helt god. Eleanor Rigby, skriver jeg. Robotter, skriver jeg. Interacting minds og hvad ved jeg. Jeg mindes robotsælen PARO, denne socialpædagogiske varsling af the rise of the machines og dens skæbne, da et kvaj af en medhjælper brugte den som buddy til demente grønlandske fangere, der to sekunder senere havde aflivet den med hvad de nu havde for hånden af køller, deres stokke formoder jeg. Every living creature on earth dies alone, siger Roberta Sparrow, Grandma Death, i Donnie Darko.

Jeg tweeter, og folk liker. Jeg får en ny follower. Det er underviseren fra mit skrivekursus. Min ven, Verdensmanden, har fået et barn og er optaget. Jeg fortæller ham, at I læser, hvad jeg skriver, og at jeg har kvitteret ved at holde jer hen i halvanden måned. “Fortsæt,” siger han og begynder at planlægge, at jeg skal skrive hans søns selvbiografi. Det er måske nok lidt langt ude i fremtiden, men et job er et job. Jeg piller skiltet på min dør ned og tilføjer med min bedste kuglepen: Generalkronikør. Jeg overvejer at ringe til min chef og sige op.

Således opløftet entrer jeg en ny æra.