Klimakampen

Ah, intercontinental. Jeg ved ikke, hvilken tidszone kabinepersonalet befinder sig i, men den er definitely out of time, og det medfører, at jeg kl. 11 om formiddagen kan se tilbage på et varmt måltid indhyllet i præ-champagne, peri-rødvin og post-cognac. Air France, altså. You shouldn’t have.

At rejse er som bekendt at afslutte andres liv, og der er bare et særligt kejserligt feel over at pege på det dyr, der skal dø, velvidende at dette barbari er en mellemstation omhyggeligt stoppet ind mellem to kataklysmiske flyrejser. Åh, dekadence. J’accuse! Var det champagnepropperne eller ekkoet fra lille Gretas eksploderende hoved? Men nuvel, jeg er ingen safarijæger (trods alt), blot en Anthony Bourdain på ekskursion til østens seafood, hvor Coops lokale markedsbod med blæksprutteringe fra frost er erstattet af sannakji – rå tentakler, der posthumt vrider sig i skålen. Og for nu at få min rejseblog ned på jorden, er jeg naturligvis ingen Bourdain; min neurose gjorde mig hovedsageligt opmærksom på, at nogle stykker dør hvert år, fordi de ikke tygger blækspruttearmene godt nok, så de stadigt aktive sugekopper sætter sig fast i halsen. Ah, sweet revenge. Tænk sig at ens afhuggede lemmer som et sidste stempel på verden får lov til at blokere luftstrømmen og effektivt tage fjenden med sig hinsides. Ergo kanaliserede jeg al mit maniske potentiale ud i mine kæbemuskler og tyggede til alle i restauranten betragtede mig som en form for attraktion. Jeg lyver ikke, når jeg siger, at der blev peget og grinet og filmet. Jeg gætter på livestream, men hvem ved? Det mindskede tilsyneladende ikke underholdningsværdien, at sugekopperne holdt så godt fast i skålen, at jeg havde gang i noget lignende en tovtrækning med den nyligt afdøde. Jeg er sikker på, at der ligger en skitse til den næste store zombiefilm et sted i dette.

Men jeg er hjemme igen, og life goes on, og jeg mangler en kuffert. Damen fra forsikringsselskabet er meget lidt forstående og vil have mig til at indse, at de ikke erstatter noget, når jeg er kommet hjem (i modsætning til ud), mens jeg forsøger at fortælle hende, at pointen med min forsikring er at få erstattet en kuffert, når den forsvinder. Til sidst løber hun efter hjælp og kommer nogen tid senere tilbage, nu delvist villig til at gå med på min præmis, men med en heartfelt appel til min samvittighed om også at tjekke min indboforsikring og en tilsyneladende oprigtig retfærdighedsundren over, om ikke også flyselskabet bør være medansvarlig og skal have noget af regningen. Vi bliver enige om at snakkes ved en anden gang. Et par dage senere ankommer min kuffert alligevel, næsten uskadt og en solorejseerfaring rigere.

Selvdestruktion synes i mellemtiden at være på vej out of fashion igen kan jeg se på de nonalkoholiske alternativer, der alle steder forsøger at gøre det ud for drinks (hvor brygmestrene i nogen grad er kommet i mål med light-øl, er alkoholfri vin en slags saftevand sans al mening), og sikkert tilbage ved mine piller kan jeg konstatere, at jeg overlevede binge drinkring hos Air France og attacks of the dismembered octopus, og mit mellemnavn er nok ikke Danger alligevel.

Siddende i min kælder med benene oppe forsøger (og fejler) jeg at spise en Prince chokoladekiks uden at krumme på mit tøj, og nogen tweeter: What is your birthstone? Mine is rock bottom.

Darth of the day

Okay, så Todd er rejst igen, og jeg har begivet mig ud på en 8.000 km. lang rejse, og inden jeg obsesser over det næste vilkårlige event i mit liv, finder et nyt livsødelæggende offer for min kroniske grundangst, tænkte jeg, at det var tid til at forsøge at gøre et godt indtryk. Jeg udveksler ideer med mit Twitter-crew, og de falder i svime over “the fleabag jumpsuit,” og ja ja, jeg er all in på popkultur, så altså, why not og ka-ching! vi blev til en modeblog. You’re welcome.

Og det fandt jeg så et sted i en engelsk webshop, og det var forbløffende billigt, pundet er for tiden en slags Midashånd, der formår at gøre alle andre valutaer til guld, så den røg i det virtuelle overforbrug.

Jeg får hende i den, og jeg viser hende den store udskæring i ryggen, der bliver en perfekt montre for hendes tatovering, men hun er ikke rigtigt begejstret og føler sig lidt for nøgen, for nå ja, der er også en rimelig markant udskæring foran, og her troede jeg lige.

Så, kære læser, hvordan har du det med XS / UK str. 8? It’s up for grabs. Nu blev vi også til en blog med give aways.

På flyet tager jeg mine beats (product placement – hvordan får man nogen til at betale for det? Lige nu er det jo bare dumt) på, og inden jeg når at tænde for musikken, er der allerede et signal, en lidt fjern lyd af noget musik, der i hvert fald ikke er mig, og jeg tænker: Er det dig, Gud? Prøver du at sige noget? Og Gud svarer ved at skrue lidt mere op for lyden, og vi er jo også lidt langt oppe under himlen, og jeg tjekker igen, at der ikke er noget, der er ved at blive afspillet på min telefon. Hallo? hvisker jeg forsigtigt, for altså, hvem ved om dette er en once in a lifetime hotline til my maker, og franskmanden i sædet ved siden af kigger på mig og fnyser. Spil noget med Slayer, prøver jeg, med Gud er ikke game, og det går op for mig, at han ikke findes, og at det bare er hende pigen på sædet skråt bagved mig, der har sat sin mobils blå tænder i mine headphones, for hun sidder lige så lost som jeg er og forstår ikke, at hun ikke kan høre noget. Er dette vores moment? Jeg skal lige til at vinke til hende (det skal jeg ikke, men det ville jeg gerne tænke om mig selv, at jeg skulle), da homunculus giver mig sin signaturlussing, og vi restarter vores beats og får koblet vores eget device på dem, og så er der depressiv Nick Cave i ti timer, I ved, den hvor han mister sin søn. Ja, vi er i tabstilstand lidt endnu.

Og her står jeg så, halvvejs rundt om jorden og er pretty goddamn white og pretty goddamn lost og stiller mig selv spørgsmålet: Hvem har egentlig ret til nogens historie? Mere om det senere.

Og der sker noget på Charlie Dark-historien. That shit is just so weird. Stay tuned.