Walk unafraid

Nå, men der var jo dengang, jeg gerne ville skrive en bog, og dengang er kommet tilbage med undtagelsestilstanden. Åh, krise, vær ikke så forudsigelig.

Jeg snakker med den her forfatter, og hun snakker rigtigt meget om sin skrivegruppe, og jeg tænker, at det lyder rigtigt fint, og så er det, jeg opdager, at jeg ikke har den fjerneste anelse om, hvordan man ender i sådan en. Jeg bladrer kontaktannoncer, og jeg trawler Twitter, og jeg googler the shit out of it, men det spiller lissom ikke rigtigt.

Og så finder jeg et kursus, der handler om at starte en skrivegruppe, og aha! I’m game, og det føles også lidt forfatter-boheme-agtigt at være på Godsbanen. I’m living it. Natten før taber jeg mine briller i åen på et tvivlsomt erkendelsestogt med Easy, og reserven udgøres for tiden ikke af andet end et par solbriller – Persol, nonetheless – så jeg møder op denne overskyede dag, og jeg tænker, hey, måske er jeg en goddamn rockstar, og Homunculus viser mig et overskyet spejl og siger hey, måske er du en goddamn klovn, white guy, og det har den nok ret i, for da vi sidder der og alle de andre er meget (meget, meget) ældre, og de fleste af dem allerede har udgivet bøger og hvad-ved-jeg, mærker jeg David Duchovny sige fuck this shit og afcalifornicere min krop igen.

Men jeg skriver og medbringer, og de andre læser og diskuterer, og den anden dag pippede underviseren, og hun sagde: Lov mig! Og jeg lovede hende, selvfølgelig gjorde jeg det, for jeg er sådan en, der lover, ligesom jeg lovede min læge. Og hun sagde: Du har en stærk stemme, men jeg kunne mest mærke en kradsen i halsen fra natten før, og en der hedder Linda siger, at jeg er Kafka og Sonnergaard og i øvrigt ikke handler om noget, og jeg ved snart ikke, men underviseren siger også, at jeg er ren form, og jeg tænker, at det må være lidt ligesom T1000 i Terminator 2, ikke?

Jeg har nogle fantastiske romantitler i pipeline, men nej, siger hun, det bliver man sgu for udmattet af at læse over 300 sider, og hun snurrer mig rundt og peger på Slagtryk og Henfald og Hvedekorn, og ja ja, jeg vidste alligevel ikke, hvem jeg var.

Fleishman is in trouble

Right, så jeg er på den gode side af 30 skud inde i min Ida Auken warfare, and she’s a fucker, men jeg er da ikke akut suicidal, og efter en god periode mærker jeg så alligevel hendes beskidte kløer krænge mig åben indefra, og hun ligesom stikker sine lange fingre ud, og kan man ikke også se hendes øje derinde? Jesse Berings “when I get suicidal again” er det bonmot, der bør indlede alle mine sætninger, og den nye pakke er et andet mærke. Jeg overvejer at gå på trippeldosis bare for at se, hvad der sker. Jeg er sikker på, at Doc billiger det.

Så fra tirsdag til onsdag steg antallet af sidevisninger her på bloggen med 5.900%, og det er vel anstændigt nok så at beklage, at I alle sammen blev mødt af en kirurgisk abort. Guess you didn’t sign up for that. Men altså, undtagelsestilstanden erklærede sig på en ny måde, og jeg bliver hver gang lidt forbløffet over dens kreativitet.

I fredags flyttede Todd så ind i min kælder, og Todd er et af disse spøgelser fra fortiden, som jeg skal finde ud af at forholde mig til, fordi han er spilled over fra undtagelsestilstanden. Selvfølgelig er han en gennemført alright guy, ingen Snider, men alligevel.

Og nu vil hun så tatoveres af ham, og Homunculus er min paranoia i dag og kalder hende insane in the goddamn membrane, men da hun spørger, om jeg synes, hun skal gøre det, siger jeg ja, for helvede, det skal du da, for det er det, jeg ville ønske, at jeg mente, og hun siger, at hun ikke vil gøre det, hvis jeg synes, at det er træls, men jeg siger, nej nej, det skal du altså ikke tænke på; du skal bare gøre det, og jeg ved godt, at jeg ikke sælger den særligt overbevisende, for det eneste jeg tænker er, at den er et brændemærke, der for altid vil minde mig om hende og Todd, der udveksler historier fra deres fælles fortid på udenlandske love motels, og hvad er det med dem, for min sidste kæreste blev tatoveret akkurat samme sted. Probably shouldn’t mention that.

Så jeg havde det lidt, hvad skal vi kalde det, anstrengt med Todds ankomst, og vi valgte så at drikke sammen hele natten for at løse det, sort everything out, og jeg ved nu mere om Todd end jeg gør om mine bedste venner, og han er lidt spacy, men han er også bare så forbandet likeable.

Tiden kalder på refleksion (and that, my friend, er første åbningssætning uden et ‘så’ i dette indlæg; note to self: indarbejd sproglig variation), og jeg spørger mig selv hvilket menneske, jeg er, for jeg vil ikke være that guy, og Homunculus ved allerede hvilket menneske, jeg er (og det er åbenlyst that guy), og min kontormakker har et uventet perspektiv på det, da hun siger: “Jeg kunne næsten lugte dig i rummet.” Really? Jeg er ikke sikker på, at denne eksistentielle quest ender i udelt begejstring.

Men jeg har ikke altid været sådan, det kom ligesom med undtagelsestilstanden, og nu prøver jeg at finde nødudgangen, og jeg lover mig selv at blive bedre, og jeg skriver til hende: Du skal gøre det. Det bliver awesome. Og det føles godt at skrive det, og jeg får det bedre, og jeg opdager, at jeg mener det, for det handler selvfølgelig ikke om tatoveringen, og Homunculus siger: “well, duh” og sætter sig og surmuler i en hjernevinding.

Jeg tager min pille. A last wanton plunge into oblivion, som Gabriel Brockwell siger. Whoosh.

Når noget slutter

Whoosh. Restart.

De suger hende ud.

Vi forsøgte, vi prøvede, vi var alkymister, vi var Frankenstein, og vi trak i håndtaget, og lynet slog ned, og jeg så det, jeg så det: Det blinkede i sort og hvid og ultralyd, og she’s alive og tillykke.

I disse dage tænker jeg på døden, og det tager mig altid tilbage til min femårsfødselsdag, hvor en mand var en mand, og min storebror var Master of Puppets, og jeg fordamper næsten, da jeg får lov til at lade ham spille den som fødselsdagssang. Min mor ryster på hovedet, og manden, jeg kalder far, læner sig tilbage og lukker øjnene, og der er boller og kakao, og this one goes to eleven.

Trommesoloen får gulvet til at vibrere og gå T.Rex på kakaoen. De koncentriske cirkler vil ligesom ud, jeg kan høre dem banke. Jeg læner hovedet helt ned mod min porcelænskop, og i et rytmisk brud opdager jeg de hurtige, tunge fodtrin, der rykker ind på os i ly af musikken.

Det giver en dump lyd, da Charlotte løber ind i døren og må indse, at hun alligevel ikke var i stand til at åbne den i sit løb, og hun prøver igen at tage i håndtaget, men er for hektisk, og hun prøver for tredje gang, og døren går op, og James Hetfield råber cannot stop the battery, og jeg troede længe, at det var en sang om et batteri, men nu er den et soundtrack til en midaldrende kvinde, der slår en dør ned og ligner en, der skal til at bekendtgøre, at least before God.

Hun holder den op i luften, fuglen, og hun holder den frem mod os, pakket ind i en bylt med næbbet mod himlen, eller i det mindste mod det hvidmalede træloft, og hendes mund bevæger sig, men vi kan ikke høre andet end smashing through the boundaries / lunacy has found me.

Og manden, jeg kalder far, er vores Huckleberry, og han ligesom affyrer sig selv fra lænestolen og direkte ind i en Marvel character. Han flår hønen ud af hænderne på hende og lægger den på armen og begynder at massere nogenlunde det sted, hvor man kunne forestille sig et fuglehjerte, og jeg kan stadig høre den knasende lyd fra så mange år senere, da en medicinstuderende brækker alle hans ribben i et forsøg på at genoplive ham, og jeg bilder mig ind, at mit femårige jeg står der og kan høre det, mens han pumper kyllingebrystet med nænsomme tre fingre, inden han læner sig ned mod dens næb, og Charlotte holder sig for munden og så for øjnene, og hun snurrer rundt om sig selv, indtil min mor dirigerer hende ned i en stol. Jeg drikker af min kakao og brænder læberne, og hun mangler 87 gener på kromosom 1.

Min storebror slukker aldrig for Battery, og hønen dør, og manden, jeg kalder far, dør, og for fjorten uger siden slog lynet ned.

Hun går i stykker, da de suger hende ud.

September

September. Month of Todd. Tons of moth.

Funny thing, jeg er typen, der bliver bange for mine læsere, når de reagerer på noget, jeg skriver; en glimrende egenskab for en, der engang troede, han skulle være forfatter. Derfor lukker jeg som regel twitterkonti og blogprofiler efter et stykke tid, fuld af skam og med ønsket om at forsvinde.

Jeg siger det, fordi jeg kan se, at jeg har fået læsere and it scares the shit out of me, men altså, come on, siger Homunculus, stop pretending, det er jo online af en årsag.

I dag er jeg urolig, men jeg ved ikke, hvorfor. For at være helt ærlig er det mere fordi det kunne være af et utal af grunde, der alle konkurrerer om min begrænsede frygtkapacitet end fordi det er svært at finde nogen overhovedet. Jeg mener, hvem kan afgøre, om den angst jeg føler lige nu skyldes at jeg nu har læsere, at Todd snart flytter ind, at jeg bor på en truet planet eller at det bare er mig og min kroniske grundangst.

Or maybe it’s the fire drill. What the fuck? Fra vinduet i mit kontor kan jeg se over i det glaskabinet, der forbinder mig med nabobygningen. Der står en dame i gul vest og forsøger at få et tågehorn til at virke. Sådan et håndholdt kompressorhorn. Det fungerer ikke for hende. Hun sætter en finger i det ene øre og bruger den anden hånd til at trykke på hornet, men det forbeholder sig retten til at forblive tavst. Omkring hende begynder folk at myldre ud fra bygningerne, selvom det, myldre, angiver en vis hektik, der overhovedet ikke er til stede. Som om det rager os, hvis der er school shootings eller terrorangreb. Det banker på min dør, og en fyr fra bygningen overfor siger, at der er evakueringsøvelse, og om jeg vil med ud. Tja. Da jeg kommer ud i glaskabinettet, kan jeg høre en alarm. Kort efter afbryder tågehornet sin strejke og spæder lidt til. Så vi har altså et varslingssystem, man kun kan høre, hvis man allerede er på vej ud. Ain’t that something?

I det anderledes muntre hjørne åbner VIA University College landets eneste uddannelse til brøndborer, og Homunculus frister med et midtlivskrisekarriereskifte.