Mig og Ida Auken

Jeg var på tredje psykotropiske date i dag, og jeg synes, at vi er ved at have et reelt forhold. Teknisk set har det ikke gjort noget for mig endnu, men jeg føler mig sært opløftet alene ved tanken om måske at have etableret fundamentet for en ny virkelighed. Jeg har lyst til at vise det til nogen, men det er ikke rigtigt noget, man gør, er det? Måske jeg kan spotte nogle ligesindede, jeg kan nikke indforstået til? Nogen, som ikke er min sundhedsforsikringsagent, that is.

I et kronologisk brud er jeg for et halvt år siden vinterdeprimeret, og nej, siger min fremtidige terapeut, det er ikke noget, du er; det er noget, du har, og åh ja, det er sandt, vi eksternaliserer den, vi udstøder den af os. Jeg får den idé at få noget hjælp til den proces, ligesom få formaliseret den, så jeg inviterer Sømanden til aftensmad, for selvom han er så pissekonservativ og kongehuselskende, har han også noget erfaring med ritualer. Jeg mener; søværnet!

Og det når at blive hen på det sene forår, men han kommer så forbi, og Easy kommer forbi, og min unavngivne verdensmand af en ven kommer også forbi (det er ikke nemt at finde et navn til ham, for han er den der type, der er overvejende humanistisk uddannet og kommunalt ansat), og han vil lave rødvinssovs, og det skal han da bare have lov til, men han hælder en hel flaske i.

Så vi sidder altså der en sen forårsaften med rødvinssovs i blodet og skal finde ud af, hvordan vi opsætter den her seance, og Easy, der i det store og hele ikke tror på psyken, foreslår, at vi iscenesætter en symbolsk fødsel, og han vil gerne være den, der råber “push, push”, og Homunculus danser rundt som en stammekriger ved udsigten til noget okkult. Verdensmanden, ikke rigtigt i stand til at finde ud af, hvordan man forholder sig til depressioner, spørger, om vi ikke kan arrangere et road trip. Sømanden insisterer på formerne og maner til orden og spørger, hvad vi skal kalde depressionen. “Hvis Easy vil have den født, vil jeg have den døbt.”

Og de spørger til den som om de er et præstefællesskab, der skal vide noget om en afdød, og de spørger, om det er bedre nu, hvor vejret er bedre og solen skinner, og det går op for mig, at jeg ikke er vinterdeprimeret; den her fucker virker tvært imod til at være solcelledrevet. How ‘bout dat? En klimaoptimeret depression?

Vi diskuterer navne, og Verdensmanden synes, den skal være som en Marvel villain eller alternativt navngives efter hans ekskæreste, men Sømanden mener, at vi skal tage miljøperspektivet alvorligt og kalde den noget ildevarslende for kloden.

“Ida Auken,” siger Easy og læner sig tilbage og ryger.

Jeg siger: “?”

Verdensmanden siger ja og springer på benene og nikker og peger på Easy, og hans finger vibrerer som en pilekvist, og han siger ja lidt højere og lidt mere skingert.

“Det kan noget,” siger Sømanden, og så er det ligesom vedtaget. Vi skåler ind over bordet, og i et selvterapeutisk forsøg på at eksternalisere min depression, døber vi den altså Ida Auken.

Og nu tager jeg så på tredje dag de her piller, der skal gøre Ida Auken mindre, og vi slipper aldrig helt ud af Alice i Eventyrland-associationerne, gør vi (hvilket i øvrigt minder mig om min midtlivskrisetatovering; husk mig lige på at komme tilbage til den)? Og det jeg vil sige er egentlig bare, at det har givet mig en optimisme og en fornyet tro på tingene, og jeg skriver en mail til min vejleder og siger, at jeg er medicineret og optimistisk, og hun nikker anerkendende gennem mailen og siger: “Der ér altså et eller andet i den pille, der virker hurtigere,” og Homunculus chanter: “placebo, placebo, placebo.”

Men for nu at tale forretning: Det må være et spørgsmål om tid, før jeg kan få medicinalindustrien på donorlisten, og det rejser jo altid nogle etiske spørgsmål. Så hvor er vi, lad os sige på en skala fra product placement til Pernille Rosenkrantz-Theil, på spørgsmålet om youtubevideoer med livetest af forskellige præparater? Nevermind, mon ikke det allerede er influenced.

Dag 2

I dag tilmeldte jeg mig et møde på den sædvanlige måde, det vil sige et døgns tid efter deadline for tilmelding, og professoren var all “du er velkommen, men det er for sent at få sandwich”

og jeg var like: “Intet problem. Jeg loader op på kaffe og antidepressiva, inden vi går igang. Wir schaffen das”

and he went: “… … …”

Jeg er ny i psykofarmaka.

Alternativ energi

Det må være et tillidsspørgsmål. Altså, hun beder mig om at komme tilbage om to uger – lige efter at have oplyst mig om, at der er bivirkninger de første uger, og at medicinen først sparker igennem efter 4-6 uger. Hvordan skal vi så på nogen meningsfuld måde diskutere, om det er den rette dosis?

Hun får et deer-in-the-headlights-udtryk i ansigtet, da jeg spørger og prøver at afværge med manøvrer a la: “Det kan jeg godt forstå, at du spørger om,” hvorefter hun åbenlyst håber, at jeg glemmer det.

Så ja, jeg er altså taget til lægen igen, og lægen er et af den slags mennesker der opfatter forståelse som et spørgsmål om det rette ansigtsudtryk, så før vi nåede hertil har hun siddet der i al sin lægelighed med den anslåede mængde panderynker og nikket og forstået.

Og selvom jeg undervejs har lyst til at rekonfigurere hendes ansigt – altså på en legende modellervoksagtig måde, ingen voldsassociationer her! – og se, hvad lægemanualen ellers gemmer på af forprogrammerede sider (en facebook, ha!), så kan jeg se, at der bag hendes åndssvage facade er et ægte, kun lige akkurat undertrykt udtryk af: “You really do look like shit this time.”

Og derfor er hun slet ikke så modvillig mod at dele ud af recepterne. Vi skal blot over en halvhjertet appel til at søge psykolog i stedet, før vi bliver enige. “Jeg er psykolog,” siger jeg. “Jeg skal ikke til psykolog.”

Min intenderede undertekst er selvfølgelig: “Dame, jeg ved hvad det indebærer at gå til psykolog, og det er ikke det, jeg har brug for,” og hun hører selvfølgelig et angst- og skamfuldt: “Jeg kan ikke gå til psykolog, når jeg selv er psykolog,” og det var vel forudsigeligt nok.

Men vi bliver enige om nogle piller og indføjer en klausul om at gå op i dosis nærmest på forhånd, så længe jeg lover – og det gør jeg, cross my heart – at gå til psykolog, når altså lige jeg er ovre den her periode. For lige nu og her, læge, lige nu og her skal jeg bruge noget narko, en silver bullet.

Og det vokser lissom på mig, så jeg er nærmest stolt, da jeg ti minutter senere står på apoteket og beder om at få pakken udleveret. Alle tænkelige 90’erfilmreferencer kører gennem hovedet på mig, og jeg er sikker på, at man kan se mine pupiller bladre i dem, mens jeg leder efter det rigtige citat eller måske bare den rigtige følelse, men jeg kan ikke rigtigt finde ud af at invitere hende, apotekerdealeren, ind, og hun tuner ikke just selv ind på mig. I det mindste kan hun vel sige tillykke eller deltage i mit heppekor, når jeg opbakkende og i en bevægelse, der hverken er helt hoppende eller helt vuggende skifter fra fod til fod, mens jeg opildnet allerede af forventningen nynner: “Placebo, placebo, placebo.”

Og så står hun der og ser mellemuddannet ud og kan ikke mobilisere den mindste begejstring til vores transaktion. Hun kigger på mig, som om jeg står i medicinkø i Gøgereden, hvilket kun er næsten sandt, og jeg er fristet til at åbne munden og sige “aah.” Jeg kvitterer med en mellemsur smiley ved evalueringsstanderen på vej ud. That’ll show her.

Men det skal ikke tage øjeblikket fra mig. Ain’t nothin’ gonna break my stride. Jeg når kun lige uden for døren, inden jeg flår pakken op og står der foran apoteket og folder en indlægsseddel i plakatstørrelse ud for at finde ud af, om den, pillen, oblaten, Jesu Kristi legeme, skal serveres on the rocks eller som side dish eller måske som revenge.

Se, siger jeg til homunculus, vi bliver medicineret. Men homunculus er tavs i dag, så jeg har det helt for mig selv. Jeg tager pillen og føler en barnagtig spænding ved det, som om jeg kunne fordampe i dette øjeblik. Jeg har krydset en grænse. Flot, siger homunculus. Ah, der var du, gamle ven.

Det, der slår mig mest, er, hvor billigt det er.