Twitter

Jeg trykker, og jeg følger, og jeg trykker igen og følger igen, og det ene tweet tager det næste, og de er et community, og ja ja, jeg er med, jeg liker og følger, og Twitter bliver ved med at anbefale nye, jeg kan følge, og hvordan endte jeg egentlig her?

Nu har jeg bestilt deres bøger, for de er alle sammen forfattere, og så var det måske ikke så tilfældigt alligevel. Amazon stiller sig til rådighed, og pundet er Brexitsk stemt, jo jo, der kan godt være flere på bænken under bøgen. Jeg bruger hele dagen på at overkomme en bestilling og at komponere et tweet om, at jeg har bestilt bogen, og jeg tagger forfatteren og håber, at hun liker, at jeg har bestilt hendes bog. See me.

Det gør hun. Ha! Jeg er forelsket igen.

Mænd i Per Pettersons situation

Så jeg er på Løve’s igen, klokken er ti om formiddagen, tre andre sidder og arbejder enkeltvis ved deres computere, mens yderligere to holder et møde, hvor de diskuterer et eller andet budget og nogle flybilletter, og de mangler 2.000, men det bekymrer hende ikke en hel masse, for det er jo ikke ret meget, det drejer sig om, og han er lidt tøvende og starter alle sine sætninger med “men”.

Det er ikke Kenny, der er her i dag. Jeg ved ikke, hvad hun hedder, men hun har baristeret her før, og hendes kaffe er altid dårligere, og hun giver mig ikke et glas vand, ligesom Kenny gør, men hun siger også: Du kan bare sætte dig ned, jeg skal nok komme med den. Jeg føler mig som Jack Nicholson i As good as it gets og beder mig selv om at være et bedre menneske, og et sted i min hjerne griner nogen hånligt.

Vi er i undtagelsestilstand, og køkkenet på Løve’s foregiver at være adgangen til Dante’s helvede og beordrer alt håb efterladt, og ventilatoren i loftet er den samme type, som der var i mine forældres soveværelse.

Der brænder et bloklys på hvert af bordene. Gad vide, hvor Kenny er på CO2-udledning, vores sugerørshistorie fresh in mind. Det står her ved siden af mig, og flammen ser ud som om den prøver at rive sig løs af vægen, den aser og maser og hiver og slider og strækker og rækker og prøver at nå op, op, og jeg har lyst til at række den en hånd at gribe fat i som man ville gøre med en, der sidder fast i mudderet, og den anstrenger sig og falder tilbage og står bare der med sit lack og sine udfald, som om der er dårlig forbindelse. Der stiger den der usynlige røg og varme op, som kun afslører sig ved, at verden på den anden side af den er forvrænget, som når man ser gennem regnvand på en bilrude. Menneskerne udenfor tror, at det er dem, jeg stirrer på, når de passerer, og det er det jo også, men det er mere forvrængningen imellem os. De fleste slår blikket ned, og Homunculus rykker i snoretrækket, så mine øjne rammer et skilt i stedet. På vores første date syntes hun, at jeg havde et lidt for intenst, lidt for stirrende blik. Røgen bliver sort, og der lugter brændt, og jeg kigger på mine fingre for at se, om jeg alligevel rakte dem til lyset, men de er på tastaturet, og røgen og lugten forsvinder igen. New high, siger Homunculus, du forsøger at kommunikere med et stearinlys.

Mødet ved bordet handler om en forfatter, tror jeg, en der skal flyves ind fra Mexico, og det er ikke helt nemt at planlægge, for han ved ikke, at alt i Danmark ikke ligger i København, så han lander alt for sent alt for langt væk, hvis de holder sig til hans forslag, og de planlægger, og de ringer rundt, og kvinden ved et andet bord holder sit dankort i den ene hånd og kigger skiftevis på det og på computeren og taster oplysningerne ind.

Nå, men det her udvikler sig ikke til at være et godt indlæg, for jeg skulle skrive om, hvad man gør, når man er på vej ind i Per Pettersons situation, og man forbereder sig, og man indstiller sig, og man går ned, og pludselig er man alligevel ikke i den situation, men man er heller ikke ude af den, den ligger der som en del af Undtagelsestilstanden, den er en stemning, en trussel, og måske er den bare i min fantasi.

“Hvordan går det med Auster?” spørger kvinden manden, og han har ikke hørt noget, men han tænker, at der er en åbning, og jeg drømmer om at være forfatter, så de kan snakke om mig i stedet for, og en mand, der ligner Ib Michael, går forbi udenfor.

Fra overdrevet

Okay, så jeg gav hende et lyserødt plasticbadekar. Det er lige så åndssvagt, som det lyder.

Men hør nu her, jeg tænkte: I only want to make it good og med her being pregnant and all virkede det som en fed ide, da Facebook annoncerede, at jeg kunne købe et badekar. Fuck yeah!

Og så voksede det lidt derfra, og selvom alternativfarven, den grimme men dog ikke SÅ grimme, blev udsolgt og var lige ved at crashe det, var jeg for utålmodig til at vente på, at det kom på lager igen og for utålmodig til at bestille noget af det knapt så rædselsfulde, jeg kunne få leveret fra et eller andet sted i verden, for det var nu, idéen var der, og okay, siger Homunculus (ja, jeg skiftede til præsens midt i det hele; der er mange grunde til, at jeg ikke bliver forfatter; også min brug af semikolon; men helt ærligt; det kører bedre nu, ikke?) og slår ud med de slatne arme: Så bliver det lyserød.

Jeg bruger henved to hele arbejdsdage på at researche markedet for vinkølere og ender så alligevel med den behagelige og vindende kombi af tæt-på og ikke-for-dyr, så alle de her enormt flotte (?) fade må vige for en spand fra Salling. Truth be told vidste jeg fra begyndelsen, at det skulle være en spand. Flasken og isterningerne, du ved. Who cares om den på nogen måde er mere funktionel end en opvaskebalje (det er den tilsyneladende ikke; det er bare en aluminiumsspand).

Det viser sig så, at et karbad befinder sig i en nexus mellem kunst og kemisk krigsførelse, og jeg bruger en hel arbejdsdag på at vandre omkring i Matas’er og helsebutikker og hvad-ved-jeg for at finde ud af, hvad der skal i det kar ud over vand, og jeg ender med salt og milk oil og et duftlys. Er det for meget med lyset, spørger jeg den søde medarbejder, og nej nej, bestemt ikke, siger hun, og hun synes, at jeg er sød på den der hjælpeløse måde (men nu køber jeg jo også halvdelen af hendes stock), og på vej ud beder hun mig vente og løber af sted for at finde noget massageolie, jeg skal have med – på huset eller vareprøve eller hvad ved jeg – og jeg skal lige til at tænke alt muligt, da Homunculus giver mig en lussing, og vi igen fokuserer på målet, og tilbage ved duftlysspørgsmålet (ah, kronologi, føj den til listen over grunde til, at jeg ikke bliver forfatter) siger jeg: Men det er til en, der godt kan flippe lidt ud over sådan noget som duftlys, og nu er hun gravid ad nauseam (altså, … … okay), og jeg ender så med et lys, der hedder Ro, og det dufter måske ikke helt vildt stærkt, så det er glimrende, men åh, de ubekendte og de uovervejede faktorer! Da jeg står der med kittel og sikkerhedsbriller og drypper lidt af det ene og lidt af det andet i baljen, finder jeg ud af, at der er dufte i det hele, og badeværelset, det meget lille badeværelse, udvikler sig til at tågekammer, hvor lavendel og mynte og salt og ro damper løs, og der mangler bare lidt svovl, og Freud gnider og gnubber over associationerne i den metafor (åh, lad nu være med at være så hellig, you get it).

Og hun elsker rigtigt varme bade, så jeg tænder op under vulkanen, og det bliver varmt. Og der er jordbær og lakrids på et lille bord ved siden af, og der er Prosecco i vinkøleren (jo jo, men ét glas; vi kan klare os med mindre end en Einstein; desuden er der mange år til ADHD’en bliver et problem (men der er også en San Pellegrino-danskvand (fordi det jo ikke skal se for billigt ud) og den billigste appelsinvand fra Netto (fordi det så åbenbart ikke var så vigtigt alligevel)).

Og hun kommer hjem, og jeg beder hende tage tøjet af, og hun er tøvende, og jeg bliver til Aladdin og siger: “Stoler du på mig?”, og det bliver aldrig helt klart om hun gør det, men hun tager tøjet af, og jeg giver hende badekåbe på, og jeg bærer hende ud til badeværelset (jeg kan godt minde lidt om et flyvende tæppe, hvis man lukker øjnene og træder hårdt nok på mig(!)), og vi åbner døren, og hun ser den lyserøde rædsel og siger: Hvor er det åndssvagt! Og hun træder op i vandet, og det er lige under kogepunktet, så hun står på skiftevis det ene og det andet ben, og hun har lyst til at springe op, men vil alligevel give mig oplevelsen af at have gjort noget godt, og da hun endelig ligger der, ude af stand til at føle smerte længere, indrømmer hun, at det er rart, og selvom hun indledningsvist betegner boblerne som en hån, får jeg lov til at blande en spritzer til hende af en åben hvidvin fra køleskabet, og der skal lige justeres lidt på indretningen, så hun kan se Tour de France på sin iPad, og jeg må tage lakridserne op af bøtten for hende, fordi hun ikke kan eller vil med sine badede fingre (note to self: køb pincet eller grilltang eller lignende næste gang), men hun ligger der og er smuk og nøgen og ikke rigtigt usynlig gennem mælkeolievandet, og hun spiser jordbær og lakrids og drikker noget bobleagtigt og ser Tour de France, og det dufter af kemi, og hun indrømmer igen, at det er rart.

HA! Nailed that one.

Anti

Undtagelsestilstanden er en lavfrekvent svingning, et EKG med denne undervældende og ujævne og depressive linje, der lejlighedsvist afbrydes af en eksplosion ind i en anden verden. Den gør mig selvoptaget, og det er virkelig ikke det, jeg har brug for lige nu, og selvom eksplosionerne nogle gange antager en mani-lignende karakter, så er der ikke som sådan nogen bipolaritet her, bare midlertidige afledningsmanøvrer.

Åh, hvem der bare var manisk!

Nå, jeg har så den her læge, og jeg gik til lægen, og lægen fortalte om alle dårligdommene ved en diagnose og alle forsikringsproblemerne, og om jeg nu var sikker på, at det var det, jeg ville, og nej, det var jeg nok ikke så sikker på, og Homunculus og Morrissey vrænger i duet mens de holder min rygrad som en mikrofon imellem sig: And you leave on your own and you go home and you cry and you want to die.

Og jeg tænker: Undtagelsestilstanden er en sindstilstand, og sindstilstande smitter, og lægen er blevet smittet, og for lægen er jeg nu Josef K.

Men det er længe siden, og jeg har siden da haft et encounter eller to med Freud og vennerne og dødsdriften, og jeg er klar til at give lægen en chance mere for at medicinere mig – we may die from medication but we sure killed all the pain, siger Conor med de lyse øjne, og der er et insekt i maskinen, og den autocorrecter og vil slå mig ihjel med meditation i stedet, og er det dig, Gud? men hvis side er du egentlig på og junk det nu bare direkte ind i synapserne på mig.

Lægen er taget på ferie, viser det sig.

It’s been a bad day.