This search goes on

Med James Hetfield på den ene skulder og Nikolaj Nørlund på den anden vader jeg ind ad døren, og James er hidsig og ved at udvikle sig til en virkelig pestilens, og han leger, at han er et ur, og han skriger “Frantic-tick-tick-tock” mere og mere hysterisk som om han er en del af ornamenteringen i Wonderland, og jeg husker, at Milla Jovovich jo også er Alice. Åh, hvordan det hele hænger sammen. Om få øjeblikke dukker Lewis Carroll sikkert tilfældigt op i en Facebook add.

Og så husker jeg på Monica, der lige har sagt, at vi kan lege, at hun er Lewis Carroll, og jeg er Tolkien, for hun er blevet forfatter, og vi har brug for at drikke og holde release party (eller var det omvendt?), men jeg er ikke Tolkien, siger jeg til Monica, jeg er mere ligesom Moses, der venter og venter på, at Gud skal fortælle mig, hvad jeg skal skrive, men, indvender Monica, Lewis Carroll og Tolkien drak sammen, og Tolkien var bare lang tid om at skrive noget, og hun har altså brug for at drikke med en forfattertype, og godt, jeg er overbevist, jeg er Tolkien, og Monica er all about rosé og Aperol, og jeg skulle vel alligevel ikke noget den tirsdag.

Hvor kom jeg fra? Åh, jo, jeg vader ind ad døren, og der er mennesker på Løve’s Bogcafé, og jeg elsker dem, jeg elsker dem.

Siden der blev erklæret undtagelsestilstand, har dette været mit andet hjem, og jeg kommer her, og jeg skriver her, og jeg planlægger, og jeg læser, og jeg får min cortado her – eller det er i hvert fald det, jeg fortæller mig selv, når jeg skal forklare, hvorfor og hvordan jeg har brugt endnu en dag uden andet udbytte end en regning og en sult, fordi jeg alligevel var for nærig eller for fattig til at købe deres frokostretter.

Jeg bestiller min cortado, og det er Kenny, der tager imod bestillingen, og Kenny siger, som han altid gør, som om det altid er første gang, han ser mig: “Du kan bare betale bagefter, jeg kommer ned med den,” og jeg tænker, at det måske virkelig er første gang han ser mig hver gang – this is the first day of my life – og jeg tænker, at jeg en dag burde sige hej til ham, for der er noget asynkront, noget ulige(-vægtigt?) i, at jeg genkender ham og ved, hvad han hedder (stalker jeg nu igen?), mens han ikke kender mig.

Men jeg er på Løve’s, og jeg får min cortado, eller det vil sige, at det er varmt i dag, så jeg får en iskaffe, og Kenny har lavet den med bambussugerør, og hvad syntes jeg om det, spørger han bagefter, og jo, for at være helt ærlig, brugte jeg halvdelen af mit ophold i dag på at afgøre, om det var et spiseligt sugerør, for evigt for meget underlagt min socialangst til rent faktisk at prøve at bide i det (selvom jeg henkastet fik sat tænderne om kanten af det i et sug) af frygt for omverdenens reaktioner, men jeg er okay med miljøtiltag, Kenny. Go for it. Save the whales.

Og i dag er der en gudesmuk kinesisk pige, desværre med en halvgudesmuk kinesisk mand over for sig, og der er studerende med deres MacBooks, og der er en eller anden, der bliver interviewet om et eller andet, som der næsten altid er, og jeg elsker dem; ham der ledte efter en job opening til forlagsbranchen via sin kontakt, ham der blev interviewet om byen, dem der diskuterede deres forretningside. Ikke at jeg smuglytter, siger jeg, ikke at jeg er paven, siger Nikolaj, frantic-tick-tick-tock, siger James.

Men der er ingen Maja, heller ikke i dag, og det går op for mig, at det vist er længe siden, jeg ledte efter Maja, og at det er noget andet, jeg leder efter, og bravo, dit kvaj, siger Homunculus, min indre terapeut, og jeg sætter mig og slår min MacBook op (ja ja, et tu og alt det der). Jeg læser det, jeg har skrevet, og det er same shit, og jeg skriver heller ikke alverden i dag, men, siger jeg til mig selv, nu har jeg da i det mindste brugt dagen på en bogcafé, og James siger: Keep on searching, this search goes on, men James siger også: If I could have my wasted days back.