Go easy

“Du er åbenlyst nødt til at gøre hende gravid,” siger Easy.

Det starter med en tvetydighed, en stråle af lys, der pløjer himlen åben, og du ved ikke, om du skal kigge nedefra og op eller oppefra og ned, forstår du? Om det er en UFO der beamer dig op eller en guddom der reinkarneres, Jesus der lander igen og sådan noget, og inden du rigtigt når at tage stilling, finder du ud af, at det er en Fiat Punto, der svæver over alle verdens fartdæmpende foranstaltninger.

Og du kan se den skaldede fyrbøder skovle kul som en sindssyg, da fantasmagoriet passerer dig. Han ser dig ud af øjenkrogen, og hans tøven kan aflæses direkte i bilens adfærd, den ligesom stopper forbrændingen et splitsekund, ryster det af sig og accelererer for det var nok ikke noget, og så, jo sgu, han smider sig på tværs af alting og flår i nødbremsen og leder efter faldskærmen, og den hvinen bremserne fremkalder skærer sig igennem undtagelsestilstanden som en luftalarm, og Homunculus løber i bunkeren. Du kan høre den vold, der tvinger den stadigt rullende bil i bakgear, og James Hetfield materialiserer sig og siger cannot stop the battery, og jeg troede længe, at det var en sang om et batteri, men nu er den et soundtrack til en Fiat Punto i aggressivt revers.

Bilen stopper ud for dig, og du kan se føreren kaste sig ind over passagersædet og bearbejde håndsvinget, så vinduet går ned på en måde, der får dig til at tænke på, at du også skal have ringet til børnehaven og hørt dem, om du skal bekymre dig for den stammen, din yngste søn er begyndt at indlede alle sætninger med, og nu siger han også øh hele tiden, og han kan forresten stadigvæk ikke tælle til ti.

Bag ruden dukker først et hoved op, en slags filurkat (vi er Alice), og det har munden fuld af røg, og det spyr den ud over Aarhus, og det er Easy, der er kommet, og han har set dig.

Og her sidder vi så, mig og Easy (vi er ude af flashbacket; du er mig nu). Easy, der lovede at skaffe mig ind til Skanderborg (jeg har det af en eller anden grund svært med at kalde den SmukFest), Easy, der altid har så mange bevægelser i gang og så lidt koordinering mellem dem at en samtale med ham er som at duellere med General Grievous, Easy som jeg nu indvier i Undtagelsestilstanden og dens vilkår, som jeg nu fortæller om Todd, og Easy er en handlingens mand, umulig at ryste, umulig at tvinge til at tænke, et hundrede procent spontan reaktion hver gang.

“Du er nødt til at gøre hende gravid,” siger han.

“Ja,” siger jeg.

Easy siger: “Ain’t no two ways about it.”

Og så er det ligesom det. Han ryger som om han prøver at suge indvoldene ud af det stakkels dyr, og han lader smøgen sidde i munden og gumler den ud i mundvigen, så han kan tale videre om this and that.

A ghost from the past

Så telefonen ringer altså, og det er et spøgelse, et genfærd, en ånd fra fortiden, Father Christmas og så videre, og jeg spekulerer på, om jeg er Paul Auster eller bare Paul Austers Quinn, hvor det starter med et forkert nummer og en, der spørger efter en, som han ikke er, men jeg er ikke i New York (heller ikke i trilogien), jeg er i Aarhus, og det er ikke et forkert nummer, der starter det; nærmere den forkerte person, der ringer. Han hedder Charlie Dark, og han er et spøgelse, og det er mig, han er ude efter. Det er helt omvendt.

Han taler engelsk som om det er noget fordærvet, han forsøger at spytte ud, og han gør det med fransk accent, og han vælter sig i navne, en traveller med et navn til hvert land og hvert sprog.

Og han kender mig, siger han på sit interkontinentale, han skælder ud, og han bebrejder mig. Du er den hvide mand, siger han in so many words.

Og jeg forstår, at det er han ikke. Og jeg forstår, at han altid har været der, always watching, altid fuld af bebrejdelse.

Hans stemme spalter det tredimensionelle, euklidiske rum i to og hugger en alternativ virkelighed ud af selve det mørke stof. Jeg opdager, at undtagelsestilstanden altid har været der, en anden dimension, som med mellemrum er kollideret med min egen og har spildt lidt af sine hemmeligheder, inden den har løsrevet sig igen og efterladt mig med sporene og hentydningerne og mysterierne. Og han kommer fra den dimension, og hun kommer fra den dimension, og jeg har slet ikke bemærket det før nu, eller også har jeg, men har ladet det passere som noget, der ikke var for mig, før undtagelsestilstanden tog permanent ophold i min krop og i min hverdag. Og jeg opdager, at han ikke spalter rummet; han fusionerer dimensionerne.

Nu trænger det sig på. Det kræver sin plads. Spøgelset vil konfronteres, men historien bevogtes som var den cigaretter i Netto, og jeg kan ikke få fat i den, den glider ligesom ud mellem fingrene på mig hver gang, og jeg tænker: Jeg må ryge.

Det går op for mig, at jeg alligevel er Quinn. Det starter med et opkald, og det kalder på en detektiv.