Netto

Ah, Netto. Ah, nimbus. Jeg må have substans, jeg må have stof, og du skal føje mig. Men Netto er ikke til for mig, og det bliver tydeligere og tydeligere, jo længere jeg kommer, for hvordan – how the fucking fuck? – køber man cigaretter i det enogtyvende århundrede? Der er et gråt panel med bogstaver, men ingen symbolforklaringer, ingen oversættelse, ikke engang en antydning af, at bogstaverne faktisk har noget med tobak at gøre.

Det var Monica, der fik mig til at ryge, da undtagelsestilstanden kom væltende ned over mig og hun bad mig om at inhalere røgsøjlen fra mit ground zero, og jeg sagde nej, jeg ryger ikke, og hun sagde nej, og hun sagde: Situationen kalder på det, og jeg forstod, og hun sagde: Du skal klikke den (ja, these were pre-Tir Na Nog times, men jeg fattede det heller ikke dengang).

Og så røg vi, og Monica taler altid til min forfængelighed på den måde, at hun bygger op og piller ned efter forgodtbefindende, og man kan vælge at stole på, at hun vil dig det bedste, og kan man i virkeligheden vælge andet?

Se her, sagde Monica uden at sige det, nu tager vi en lille sten og ligger den oven på en anden lille sten, og så har vi snart et nyt tårn til dig, og det hun i virkeligheden sagde var: Jeg har altid syntes, at det var sådan et spild, at du ikke røg.

Baseret på lige dele kulstof og dårligt selvværd som jeg jo er, følte jeg mig opløftet, eller i det mindste som, med min gamle ven Jesses ord: an informed consumer of my own oblivion, og sådan gik den novemberdag i Skanderborg, sluttende med verdens ringeste pizza i et inferno af pastelfarvede fliser, og undtagelsestilstanden var erklæret, og jeg skulle finde mig selv i undtagelsestilstanden, og Monica sagde: Du er en excentriker, og jeg ved ikke, om det er en god eller en dårlig ting, men jeg kunne godt lide det.

Og så tog jeg til julefrokost, hvor Oliver lånte mig en smøg, og så holdt jeg en anden julefrokost, hvor Easy lånte mig en smøg, og så tog jeg i byen, hvor jeg røg Majas smøger, og så var det blevet februar, og jeg var blevet en ryger, og Homunculus, det lille væsen, der kommenterer mit liv, sagde: Af alle sørgelige midtlivskriser, og jeg sagde: Så bare vent til jeg skal tatoveres, og jeg kunne høre, hvordan han svingede sin tynde arm og klaskede sin abnormt overdimensionerede hånd i sit abnormt overdimensionerede ansigt, det smældede ligesom ud gennem tindingerne på mig.

Og nu står jeg så i Netto og indser, at jeg i en alder af 35 år ikke kan finde ud af at købe cigaretter. Der er kø, og min socialangst bobler ved tanken om at skulle spørge den mutantagtige teenager ved kassen, hvordan man får fat på røgen og tjæren og nikotinen. Hun har hænder ligesom Homunculus, og jeg bliver bange for dem. Jeg rykker tættere og tættere på efterhånden som hun sender den ene efter den anden gennem systemet, men ingen af dem skal have cigaretter, de skal have Netto-brød og Netto-spotvarer, så jeg kan ikke aflure koden. I never understood the frequency, og det bliver tættere og tættere på at blive min tur, og hendes kødkroge af nogle hænder ekspederer og ekspederer.

Altså, jeg kunne jo godt sige: Jeg skal have cigaretter, men hvad ville responsen blive? Jeg vil blive afkrævet en specificering. Hvilke? Jamen, menneske, mutant, jeg ved det ikke! I har jo for helvede ikke noget menukort hængende. Og det, my friend, er åbenbart pointen, og ha ha, siger Homunculus, for han kan godt se det sjove i, at jeg her i min krise over at være for gammel pludselig er endt i samme kasse som de teenagere, detailkæderne halvhjertet forsøger at afholde fra at begynde at ryge, og jeg mærker al min excentriske coolness forlade min krop, men det er et nulsumsspil, og jo mindre den fylder, jo mere breder angsten sig, og Homunculus forbarmer sig og siger: “Okay, okay, abort mission,” og vi bryder ud af køen og bliver skyllet ud af Netto i en slipstrøm af dårligdom.

Hvem skulle have troet det? Cigaretter i Netto vogtes som statshemmeligheder med kodesprog og en Fort Knox-agtig armering, med overvågningskameraer og sikkerhedspersonale og med kontrolposter. Jeg ser for mig, at transaktionen ikke kommer til at foregå uden en retinascanner, og fuck me, hvis ikke Apple og Google allerede har registreret mit forehavende og lagret mit fingeraftryk, mens jeg stod der i køen og søgte på, hvad der overhovedet findes af cigaretmærker.

“Et heist,” siger jeg til Homunculus. “Vi må have en insider.”