Jacob

Gorillaen har sit dobbeltløbede blik fæstnet i nakken på mig, mens jeg ikke uden en vis ærefrygt sætter mig i stolen over for byens overhoved. To minutter, siger Jacob Bundsgaard og tager bestik af mine halsmål, just in case jeg skal klynges op i rådhustårnet, når studentermedhjælperen på hjørnet af det galaktiske skrivebord når til 120.

Jeg er på magtens tinde, det bedste sted jeg kunne komme på at søge hjælp. Vi starter oppefra.

Når man googler Jacob Bundsgaard dukker han op med sitet: Jacob Bundsgaard – En del af Aarhus. Det er perfekt, tænker jeg, han er en del af byen, han er dens kød og blod – eller den er hans? – han er ånden, der ånder og byen hans corpus humanum. Intet sker i Aarhus, uden at Jacob ved det. Han har fingeren på pulsen. På den der strangulerende måde.

Så jeg går altså ind på rådhuset, og jeg siger, at jeg skal snakke med Jacob, og portneren (?) beder mig om at rende og skide. “Hmm,” siger jeg og går forbi ham

Og jeg ser en høj, slank mand stå deroppe med hænderne på gelænderet, rank og skulende, og han er Jacob, og han er Godfather, og jeg kaster mig på knæ og trygler: Jacob! Jacob!

Og gorillaen fra døren tager fat i min krave, og han slæber mig væk, og jeg råber: “Jacob! Jeg skal finde Maja!

Og Jacob er intrigued, og han skulle alligevel bare indspille reklamer den dag, så han vifter med hånden, og hans kalender krænger sig selv ud et sted i en virtuel parallelverden og frigør to minutter.

Så der sidder vi altså nu, Jacob og jeg, med The Mountain That Walks stående med armene over kors i baggrunden og en studentermedhjælper (der et kort øjeblik får mig til at overveje, om det nu også er så vigtigt at finde lige netop Maja), siddende med benene over kors på hjørnet af Jacobs skrivebord. Hun læner sig tilbage med vægten på armene, håndfladerne mod bordpladen og vipper med den øverste fod i takt med tallene. “Sytten. Atten. Nitten.”

“Jeg skal finde Maja,” siger jeg.

“?” siger Jacob, og jeg tænker: Skulle jeg været gået til Wammen?

Men jeg forklarer, og jeg bruger fagter, og jeg siger Stephania Potalivo udråbstegn, og jeg påkalder, og jeg declare, at least, before God, men Jacob er ikke imponeret, og jeg siger: “Jamen, for helvede, menneske!” og ja, okay, det var måske nok også for meget.

Jacob rejser sig med en kraft, så det massive skrivebord tager et uforberedt skridt tilbage fra ham, og hans studentermedhjælper falder ned lige akkurat for langt til højre til at jeg kan gribe hende og måske starte noget der, og Jacob peger, og han hvisler: You know nothing, Jon Snow, og jeg tænker nej nej nej, karaktererne er helt fucked op her, og metaforerne roder.

Der er ikke noget godt soundtrack til den måde, jeg forlader rådhuset på. Back to square one.

So… what happened?

Jo, altså, Twitter var en stor succes, og jungletrommerne og steppebrandene og det hele, og Nikolaj Nørlund hoppede ombord, og der var leoparddrenge og andre indslag fra det psykedeliske overdrev, but they turned on me, og der var konspirationsteorier om scams, og der var anklager om stalking (måske ikke ubetinget grundløse anklager, siger du?), and I chickened out, dammit, I chickened out!

Så mens vi opbygger robusthed til at stå imod haters og trolls og incels og feminister og andre lejesoldater, går vi andre veje. Der er andre netværk. Hustlers and gamblers and them low life so-and-so’s. Vi er Townes, og vi er legio.

The descent

Jeg kan ikke huske ansigter. Det er en neurologisk betinget tilstand, et dokumenteret brist i min arkitektur. I denne inverse af alle verdener har det dog vist sig, at alkohol – komplet mod forventning – ikke hjælper det fjerneste.

Men fat mod, som min gamle vejleder sagde, når jeg klynkede over mig selv: Jeg har jo et crew, og tilsammen kan vi nogle gange udgøre noget i retning af et fuldt fungerende menneske.

Jeg skal mødes med min ven, et af besætningsmedlemmerne, vores medbragte talisman. Han er en mellemting mellem en clairvoyant og en elefant og løser hukommelsesproblemer med lige dele front- and hindsight.

Jeg render på ham uden for Studenterhuset, hvor han kommer for at pleje sin karriere, men lige kan presse mig ind til en opfølgning på vores møde med Maja, og vi man-hugger og ryster lidt af abstinenser og forventning, inden vi finder trappen indenfor og nedstiger til underverdenen. Han flipper en mønt til Charon, og vi sejler forbi korridorens opslagstavler med alle deres løfter om studier abroad og honorarer for medvirken i psykologiske eksperimenter. Jeg føler mig pludselig rig, da jeg bemærker den efterspørgsel, der tilsyneladende er efter et opkog af mine sædceller. Vi springer af ved døren. Catch you on the flip side, siger verdensmanden (fordi han er en verdensmand) og forsvinder ind i Studenterbaren. Livet er fan af ham, mens jeg hver dag vågner op som en ny inkarnation af Gregor Samsa; jeg er ham, man i det mindste ikke er.

Men han er en booster, og det er derfor vi mødes. Han har hukommelse, han har erfaring, og han har den rette vinkel på tilværelsens problemer.

“Hun lignede Stephania Potalivo,” siger han, og så begynder vi at drikke, og jeg aner ikke hvem Stephania Potalivo er, så han googler og viser mig billeder, men det aktiverer ikke de forkrøblede, neurale kredsløb, for jeg husker kun i fornemmelser, og jeg husker en god fornemmelse og en masse cigaretter, men at jeg skulle være i league med denne verdens Stephania Potalivo’er får mig til at tænke på mine gamle evolutionsteoretiske undervisere, der forsøgte at overbevise mig om, at mænd sigter højst muligt, mens kvinder sigter realistiskst (you can say that!) muligt, og igen har denne vennernes ven løftet mit humør, indtil han tilføjer: “Altså, hun så selvfølgelig ikke lige så godt ud, men det var noget i den retning.” Det er vel sådan, mit Hades er.

Og så udfolder han historien om, hvordan han, very gentlemanlike, afværgede hendes første interesse og fik hende placeret ved siden af mig. I love this guy.

Men vi har et spor. Maja er Stephania Potalivo-ish.

#findingmaja

Eureka! skreg jeg og smækkede flasken i bordet, så Cavaen (classy, right?) transformerede sig til en skumkanon og spulede loftet ind i løfter om det nye år lige på det sted, jeg havde fjernet en lampe og efterladt et hul op til det rene ingenting, der eksisterer i loftsrummet over min stue, så jeg nu skal have undersøgt i hvilket omfang, isoleringen har tilegnet sig en promille over det tilladte.

Og der står jeg nu i min indendørs champagneregn og råber til Nikolaj Nørlund: “Vi hashtagger os ud af det.”

Og Nikolaj er en kammerat, så han svarer: “Verdensmester!” og jeg high-fiver ham, og han siger “Tankelæser!”, og jeg siger, ja ja, okay, ro på og synes egentlig, at han tager lige vel meget af æren for det her.

Vi finder Maja på Twitter. Det er det, vi gør. Og jeg søsætter kampagnen #findingmaja, og jeg er on fire, og Nikolaj hiver mig i kraven og siger: Vi vækker dig, for vi lander nu, men jeg verfer ham væk, for jeg lander ingen steder. I’m taking off, Nicky, I’m taking off!

Min journalistven materialiserer sig i min bevidsthed og siger: “Research!”, og jeg siger ja ja, research, og jeg googler #findingmaja, og – you won’t believe it! – det er sket før, og jeg tænker: It’s happening again. Der findes gudhjælpemig en italiener, der tilbage i oktober tweetede et billede af en seddel fra en Maja, som han nu leder efter. Hans Maja lyder okay, så jeg spørger ham, om han har fundet hende, også ligesom for at vide, hvad oddsene er, også ligesom for at tjekke, om det skulle være den samme Maja, men han svarer ikke. Hans Maja har skrevet en seddel til ham. Den er sgu lidt nemmere at gøre viral.

Hvad med at udlove en dusør? Måske kan vi skrabe sammen til en pakke kliksmøger og en Bloody Mary på Tir Na Nog. Nikolaj er stille, inden han så siger: Hjernen er lonely, hjertet er funny. Jeg ved slet ikke, hvad det betyder, Nick.

Tag along.