Efterlysning

Så den her pige er altså det første, du ser, da du kommer tilbage til bordet på Tir Na Nog, og hun er smuk, men det er ikke det, du tænker, du sætter dig bare ved siden af hende, som hun sidder der ved bordet med dine venner, og hun er der, og du er der, og du siger hej, og hun hedder et eller andet, og du glemmer det, og du spørger, hvad hun hedder, og hun kigger på dig med lige dele forbløffelse og bebrejdelse, men hvad ved hun om, hvad der er gået forud, og du kan se, at hun mener, at hun har sagt det, og din ven ved siden af siger, at hun har sagt det, men du er stædig, for du er mig, og du afviser, og du insisterer, og hun siger, at hun hedder Maja.

Og nu hun siger det, kan du jo godt fornemme, at det lyder som noget, du har hørt så kort forinden, at din hjerne næsten kunne have grebet tråden fra det døende ekko af den fonetiske sløjfe, navnet for et øjeblik siden spirallerede ud ad og reddet dig, men den når det ikke, den snubler og fumler og snoren glider ud mellem dens hjernevindinger, og hun siger sit navn, og du siger ved genkendelsen, ikke uden en vis triumf, som om du er kommet selskabet til undsætning med din indsigt: Du har ret. Det har du fortalt.

Hun er ikke alene, for hendes veninde er der også, og hun hedder Rikke, og Rikke sidder ved siden af en anden af dine venner, og du glemmer Rikke, for Maja sidder ved siden af dig.

Og du taler med Maja, og du er allerede alt for fuld, men du føler dig i godt humør, og du føler dig i eksperimenterende humør, og du har Bloody Mary’s med til dig og dine venner, og de var med på den, da du spurgte, men de fortryder nu, så du marinerer dig selv i tre gange tabasco, og pigerne smager, og de er ikke mere forstyrrede, end at de også overlader det til dig og beder om at få noget med mælk.

Og Maja spørger om du ryger, og hvis der er noget, du gør, så er det fandme at ryge – i hvert fald nu, hvor hun spørger – men, siger du, jeg har ingen cigaretter, og selvfølgelig har du ikke det, for du har aldrig i dit liv købt en pakke cigaretter, og det passer ikke, for du hentede Grønne Look og Prince til dine forældre i Brugsen, da du var lille, men det er okay, for det har Maja, smøger, og du går med hende ud, og Rikke går vist også med, det gør hun i hvert fald nogle af gangene, men allerede her begynder den suppe af Bloody Mary, Gammel Dansk, Jägerbombs, Tom Collins, et utal af forskellige slags øl, rødvinen fra den aftensmad du lavede med dine venner, den rom I drak bagefter, inden I tog afsted i en taxa at mudre billedet af, hvad der egentlig skete hvornår og med hvem.

Men I ryger, gør I, du og Maja, og de er med knæk, siger Maja og håber, at det er i orden, og det er helt i orden, dine bedste aftener er baseret på mentolcigaretter. Og du knækker løs i den skide cigaret, og du trykker og presser, og der er fandme ikke noget, der klikker, og så er der måske alligevel, men hvad ved du.

Du lover Maja en drink til gengæld, og det synes hun er flot for en smøg, men hun ved jo heller ikke, at du kommer til at ryge mere end a fair share af pakken, og i øvrigt, Maja, så manglede det da bare; hun har jo lige hørt, at du er psykolog, og hun spørger, om du har din egen praksis, og du siger ja ja, for hvorfor skulle du ikke have det, og I skal vel alligevel ikke ses igen, når I skilles efter jeres smøger og jeres drinks. Du går i baren, og der er kø, men du har en kammerat i køen, og du beder ham om at tage de ekstra drinks med. Maja ser bebrejdende på dig, da du kommer tomhændet tilbage til bordet, og det er et blik fra fremtiden med al den skuffelse du bragte ind i hendes liv, udsprunget af dette første svigt, og det forstår du ikke noget af. Det ordner sig jo. Og her slører tingene sig igen, men du tror, at det ordnede sig.

I taler. I ryger. I taler, drikker og ryger. I går videre. Du, Maja, Rikke, dine venner. På Bodegaen. Du drikker Gammel Dansk og kaster næsten op, men forestiller dig stadig, at du er den fulde kaptajn, der skal skramle denne aften sikkert i havn. Maja og Rikke løber tør for smøger og interesse og springer over bord, og du lader dem drive væk.

Du fortryder. Du råber: Alle mand i bådene! og din ven fra søværnet falder ned fra den sofa, han var ved at falde i søvn i, og din lystsejlerven springer på benene og galer alle de sømandseder, han kan komme i tanke om, og de to sidste kølhaler en flaske vodka med energidrik, og du ryster på hovedet over din uduelige og ubrugelige besætning. Du løber ud på gaden eller hvad man nu skal kalde belægningen langs åen. Du kigger til begge sider, men kan ikke se dem, og du læner dig ud over rælingen og kigger i åen og banker hånden i jernbarren i verdammt!-skuffelse over ikke at se dem vugge af sted i en udkigstønde. Du sætter hænderne i siden. Du ryster langsomt på hovedet. Du bider dig i læben. Du mærker Jack Sparrow forlade din krop. Du tænker: Oh, well, og går ind igen. Du ved alligevel ikke, hvad du ville have sagt.

Men du vågner næste morgen blandt lys og venner og føler et mærkeligt behov for at sige tak til hende eller i det mindste give hende de cigaretter tilbage, og håndværkerne kommer om fem minutter, og der mangler en kammerat, som du kortvarigt overvejer om kan være faldet i åen, men du skyder det væk, og du bruger hele dagen på at tænke: Hvad sker der? Og din Sunday blues og din undtagelsestilstand vil have dig med på eventyr.

Det var den første

So, here we fucking go, sagde James Hetfield på sådan en lidt henkastet måde, som om han var ved at sætte ud i en intimkoncert for et Tim Christensen-publikum og lige havde annonceret, at denne her skrev han efter at have vandret i Spanien og mødt en mand, der… bla bla bla, you know the story, men James Hetfield stod på en scene i front for Metallica og skuede ud over en form for masseorganisme, der på én gang rakte ud efter ham og bare rakte ud – og sådan blev også heavypublikummet forankret i eksistentialismen – og det må have fået ham til at tænke – det ville have fået mig til at tænke, tror jeg – at det her fandme er ligesom at være med i en film, og JH – jeg må godt kalde dig JH, right? – må have fået den her fornemmelse af at se sig selv udefra, at lade som om det her er en filmscene, sådan som vi alle sammen gør, når vi er alene – oh yes, you do – og der stod han, James Hetfield, lead singer i et af verdens største Heavy Metal-bands, og jeg ved, jeg ved bare, at han, lige dér, følte sig som Milla Jovovich – åh, Milla Jovovich – og var klar til at række begge arme om på ryggen og trække nogle mothafuckas af nogle kanoner op fra bukselinningen og blæse hovedet af én zombie, to zombier, all the fucking zombies, mens musikken – preferably his own – øges i intensitet og støjniveau samtidig med at kameraet zoomer ud, så man ser det længere og længere oppefra, og kommentaren var således tilpas afdæmpet, henkastet, cool – det er jo det, det handler om – til at være en filmreplik til netop sådan en scene, der både kunne indlede og afslutte filmen, måske endda være peaket, men helt ærligt, James, helt ærligt; Du kunne aldrig være Milla Jovovich.

Nå, men det jeg ville sige var vist bare, at det her så er min rapport fra undtagelsestilstanden. Vi skal starte med at finde Maja. So, here we fucking go.