I’m in the corner

Nå ja, jeg er på Løves, og undskyld afbrydelsen, men Kenny står og instruerer den nyeste medarbejder, og det er simpelthen verdens hurtigste gennemgang af bogreolen, der mest består af “her står det og her står det” hvorefter resten af genrerne så må være selvindlysende, og Kenny giver sig til at forklare, hvad en graphic novel er, mens hun, den nye, har ny-ansigt på og smiler for meget og siger fedt for begejstret som man jo gør, når man er ny og chefen taler. Jeg tror, at jeg køber en bog, inden jeg går herfra.

Kenny er en sjov fyr. Seneste fødevarestyrelsesinspektion havde nogle anmærkninger, og Kenny syntes, at det var unfair, for de kom dagen efter julefrokosten, men det var rust og spindelvæv, de var efter, så det må have været some julefrokost, Kenny. Jeg synes, han skulle owne det lidt mere – åh, nu går der Martzen i det igen; jeg købte møbelbogen i går, sorry – og begynde at kalde sin cappuccino noget med rust og spindelvæv eller at sælge rustne søm ved disken eller sådan noget.

Jeg kan se, at jeg har gjort Kenny uret, for bogtouren fortsætter nu. Den er bare i flere etaper, afbrudt af instruktioner bag baren om køb og salg, og buy low, sell high, det er et gratis tip herfra, Kenny og nye pige.

Jeg køber en bog igen i dag. Der har været udskiftning på baristaposten, og nu er det hende fra i går, og hun siger: Skal du have et bogmærke med igen? og jeg smelter næsten. Jeg findes.

Love is in the air

Valentinsdag bryder gennem atmosfæren og starter det store ur i NASA. Impact in 10, 9, 8, 7…

Jeg tænker, at jeg er en poet. Det er ikke Homunculus’ første tanke.

Jo jo, hør nu her: I found a girl in the woods / brought her home as fast as I could.

“Coulds,” vrænger den lille mand i min hjerne. “Måske du er bedre off med at købe noget dyrt?”

“Men men men…” (jeg er ikke helt klar over, om man bør sætte de her “” ind når man kommunikerer med et væsen eller ikke-væsen der efter al sandsynlighed svarer fra inside your head, og nu mister jeg vist min stil og bliver lidt for Martzensk).

“Det lyder som et børnerim. Fandt du hende overhovedet i skoven?”

“Næ, det var bare den første linje, der faldt mig ind, da jeg tænkte, at jeg måske skulle udtrykke mig poetisk.”

Jeg kommer til at tænke på Pinocchio, det må være det med wood, og hvad hvis Pinocchio var en pige, jeg fandt i skoven. Er Pinocchio en pige? Er Pinocchio en transgender-fortælling? Jeg når lige at lyse op, men google er hurtig til at fortælle mig, at det er for banal en tanke til ikke at være blevet tænkt og fremlagt hundrede gange før, men jeg har da aldrig tænkt over den slags. Den slags gør vi ikke så meget i, her i White Supremacy.

Men det får mig til at tænke på gårsdagens nyhed om et forbud mod børnelignende sexdukker (ikke at Pinocchio som sådan er en sexdukke; det her Valentinsindlæg tager en drejning…). DR-nyheden om, at nu kan de så godt blive enige om et forbud, fordi Kuno inde i Red Barnet har skiftet mening, er simpelthen enestående. Peter Skaarup er Peter Skaarup og “vil ikke finde sig i,” at de pædofile vil misbruge vores børn, og en del af at beskytte vores børn er at forbyde sexdukker, siger han, og mere overvågning er mere frihed, siger Nick Hækkerups evige ekko.

Jeppe Bruus lægger ud med et moralsk standpunkt: Børn skal ikke fremstilles i seksuelle situationer. Det synes jeg er rigtigt fint af Jeppe. Han bliver mere suspekt – som socialdemokrater ofte gør for tiden – når han udfolder dukkens teleologi (jeg ved ikke, om det er det rigtige ord, men det lyder lærd): “De er fremstillet til at ligne små børn, så man kan få afprøvet sin lyst til at have sex med dem.” Altså er vi alligevel ude i en Peter Skaarup, hvor logikken er, at de farlige pædofile bare venter på at begå overgreb, og dukken er deres øvebane, og dukken skubber dem ud over kanten, dukken er apokalypsens femte rytter. Enhedslisten støtter et forbud, fordi der nu bliver solgt flere dukker, og jeg ved slet ikke, hvad man skal sige til sådan et argument. De har ikke altid støttet et forbud, fordi der har manglet viden, siger Rosa Lund, men nu kan de se, at der bliver solgt flere dukker. Er det den viden, der er brug for? SF tager et grinagtigt “forsigtighedsprincip” på trods af, at ingen ved, om det gør det værre eller bedre at indføre et forbud.

Problemet med at indgå i den debat er, at der kun er plads til to positioner: Enten bliver vi på dydens smalle sti og spyr vores galde og harme ud over de pædofile og forbyder og forbyder og forbyder og kastrerer og forbyder, eller også er vi selve djævelen, der står og river billetsnippen af ved indgangen til vores depraverede misbrugsforestilling.

Og psykologien har også to positioner på det her: Enten en psykodynamisk, hvor vi forestiller os, at dukken kan fungere som afløb, således at den virker præventivt – eller en adfærdspsykologisk, hvor adfærden over for dukken kan tages med videre, lidt ligesom da Bandura tævede klovnedukken Bobo og vurderede, at de små børn, han lod overvære det, var mere tilbøjelige til at gå ud at tæve klovnedukker selv (og i parentes bemærket har jeg lige set It part II, og jeg ser Bandura for mig, mens han træner en hær af modstandssoldater, så beware, Mr. Pennywise, og jeg kan huske, at jeg engang, da jeg var lille, så Killer Clowns from Mars og Why so serious? siger Jokeren, og er Jared Leto snart den eneste, der ikke kan få en Oscar ud af den rolle (nej, okay, ved nærmere opslag var Jack Nicholson nomineret til forskellige priser (BAFTA, Golden Globe) for den rolle, men vandt ikke rigtigt noget)?) (Fik vi lukket alle parenteser?). Nå, men pointen er så, at vi mig bekendt ikke ved, hvad der er mest sandhed i.

Tid til en varedeklaration: Jeg går faktisk ikke ind for overgreb. Jeg går ind for en smule omtanke og logisk konsistens. Hvad med at tage det alvorligt, at forskerne inden for det her område mener, at den gennemgribende fordømmelse af pædofile (som i den her parentes bemærket ikke er det samme som overgrebsmænd)(og i den her parentes bemærket jo altså faktisk ikke er forbudt at være, pædofil) gør det til et tabu, som folk ikke tør at søge hjælp for. Den slags retorik forhindrer os altså i at forebygge overgreb. How ‘bout dat? Hvad med at tage det alvorligt, at vi ikke ved, om det faktisk gør det værre at indføre et forbud og lade være med at omtale det som et “forsigtighedsprincip”. Her er to interessante facts: De fleste pædofile er ikke “udøvende” hvis man kan kalde det sådan. De handler ikke på deres tilskyndelse. Og: Kun hver femte børnemisbruger er pædofil. Så måske vi i det mindste skulle adskille de her ting?

Jeg synes, at Jeppe Bruus er i sin gode ret til at sige, at vi vil ikke have et samfund, hvor man seksualiserer børn. Det er da for pokker det eneste rimelige, der er blevet sagt. Kunne han så ikke bare være stoppet der? Eller kunne de alle måske tilføje som en fodnote til alle deres udtalelser i denne sag: Vi vil ikke have pædofile, for de er ulækre, og vi vil bekæmpe dem, koste hvad det vil, også hvis det koster os børnene.

Måske du skulle tage en pause, siger Homunculus og bestiller en cortado til mig (faktisk kommer ny pige (se næste indlæg) ned og spørger, og jeg er uforberedt, og så kan jeg ikke sige nej, men jo, jeg ville da gerne have kaffe alligevel), og jeg prøver at huske, om han/hun/de har været venlig(e) før. Fornemmer jeg en Frodo-Gollum-romance være undervejs (men hvem er hvem)?

Åh ja, det minder mig om min poesi. Homunculus har som sædvanligt ret. Den sidegade af romantikken er beyond me. Måske hvis jeg skriver om noget helt andet. Altså, jeg har da linet alt muligt op med fancy spisested og roser ud i det vulgære og en Hervé Legér-kjole at tage på til det, men det er jo bare penge, og det er ikke et åndssvagt lyserødt badekar, og jeg tror, at vi har brug for lyserøde badekar, men måske en poetisk afstemt åreladning kunne gøre det ud for det.

(Ja ja, jeg har haft min “jeg køber altså ikke ind på det amerikaniserede pis-periode, men i sidste ende er det ikke det værd, og i første ende længes jeg alligevel altid efter nye anledninger, men hvem har brug for en anledning, siger Homunculus og slavebinder mig igen)

Det er d. 7. februar. En uge til Valentinsdag. Brace yourself for impact.

Burning scarecrows

In case you hadn’t noticed: Det her er ikke rigtigt en blog om noget som helst. Jeg har ikke noget på hjerte. Jeg vil dig ikke noget. Jo, måske vil jeg gerne have, at du skal elske mig, men bortset fra det: ingenting.

Således ovre en stating-the-obvious-indledning og sikkert skærmet mod kritik, kan jeg nu springe til det næste random event.

Lørdag nat var jeg vågen, da folk pludselig begyndte at skændes uden for mit vindue. I ved, på den måde fulde unge mennesker nu råber af hinanden på. Nogen havde kaldt Frederik en junkie, og det tog han meget på vej over. Der var ikke grænser for, hvem han ville kneppe som payback. Desværre var Frederik ikke helt ved funktionel bevidsthed og fik rodet sig ud i – blandt mange andre – at ville kneppe synderens farmors far. Altså hans oldefar. Det var nærmest rørende, da Frederik, ikke i tvivl om at han var blevet gjort uret eller i hvert fald ville have det til at fremstå sådan, viklede sig ind i lange tirader af familierelationer for at specificere, hvem han ville forgribe sig på og to ud af tre gange endte på, hvad der nødvendigvis måtte være en temmelig gammel mand, og jeg tror virkelig ikke, at det var det, den meget fulde Frederik sigtede efter, det afslørede sig ligesom på den måde, hans stemmeføring faldt hver gang han nærmede sig slutningen af sætningen og tydeligvis havde på fornemmelsen, at noget ikke var helt rigtigt, men heller ikke sådan for alvor kunne nå at bremse sig selv, tænke efter og rette op på det uden at miste momentum. Og Frederik var all about the show, det var helt sikkert.

Og der var den obligatoriske, mæglende pige, der forsøgte at tale Frederik til ro, da han demonstrativt gik i modsat retning af de andre og gentog, at han ikke skulle kaldes en junkie af ham, som han i et forsøg på at være racistisk kaldte “bananplukker”. Frederik satte sig på kantstenen lige uden for mit vindue og var fortvivlet, og de andre prøvede at få ham til at glemme det og gå med, men Frederik ville have drama og eskalering, og derfor var det så fantastisk smukt et øjeblik, da pigen pludselig opgav sit forehavende og satte i løb væk fra stakkels Frederik, den junkieanklagende dreng kort efter ligeså og endelig også Frederik selv – i samme retning som de to andre – for ak ja, bussen kom, og de skulle nå hen til stoppestedet. Sådan kan man få punkteret sit dramatiske peak. Frederiks frustrationsbrøl over at være nødt til at løbe med de andre vil jeg altid bære med mig. Her var en mand, der så sit manuskript blive brændt og sin rolle ophævet.

Og helt ærligt, hvem har ikke et soundtrack et eller andet sted mellem tanke og hørelse, når vi går gennem gaderne, når vi kigger ud på regnen gennem ruden i bussen, eller når vi – all of us – diskvalificeres i offentligheden til the anthem of white supremacy. Hvem har ikke blik for kameravinklen, når vi sidder alene på en café? Den schweiziske psykolog Piaget mente, at vi i en fase af tænkningens udvikling overdriver vores egen betydning, at vi iscenesætter et imaginært publikum til altid at observere os. Den form for selvbevidsthed skulle afhjælpes af et efterhånden stigende abstraktionsniveau. Nu er jeg et ret abstrakt menneske, grænsende til selv at være en abstraktion, men mit imaginære publikum lever i bedste velgående – bare det at jeg skriver her! Ja ja, teknisk set er der et par læsere, der gør det ikke sådan 100% forestillet, men alligevel.

Ah, never mind. Jeg prøvede, men jeg har virkelig ikke noget på hjerte. Indsæt selv lommepsykologi og -filosofi for resten. Jeg bliver enig med Homunculus om at kalde jer mine imaginaries henceforth for ikke at have spildt forsøget fuldstændigt. Let’s play pretend, act like it goes naturally, vrænger den lille fucker og demonstrerer at vores musikalske spændvidde faktisk ikke spænder ret meget ud over indskrænkethed, og vi ved jo alle sammen, at jeg underdrev: Jeg vil ikke bare elskes; jeg vil have, at I ocean vuongsk skal holde mig på samme måde som vand holder tørst. Alle disse indlæg er ikke andet end brændende fugleskræmsler, der skal lede jer på vej, en oplyst landingsbane af moralsk uafklarethed.

,,,

,,, ,,,

Uafklaring? Uafklaration? Dammit, nu punkterede jeg, bedst som jeg var klar til at slutte på de høje nagler. Mit sprog er min bus. Je suis Frédéric.

There she goes again

Jeg læser et blogindlæg fra en kvinde, der lyder som om hun er på vej ud i havet, lidt mere målbevidst end når jeg søndag morgen frygter, at jeg skal fiske Easy op fra havnebadet, og hun rammer mig i melankolien, hvilket i et chain of events ender med, at jeg sidder alene hjemme og tuder over Adam Drivers ægteskabshistorie kl. 3 om natten. Hun tager til Aarhus for at få styr på sig selv, og er Aarhus nu et sted man tager hen for at gøre det, tænker jeg, og fuck your life hvis det her er den version af virkeligheden, hvor vi er i kontrol, siger Homunculus, og jeg tænker på, om jeg skal invitere hende på kaffe eller fixe hende op med Sømanden eller et-eller-andet. Hun kunne vel godt være Maja, siger Verdensmanden, men det kunne hun jo ikke, og jeg tror i øvrigt også, at vi fik aflivet Maja kl. 4 om morgenen et tvivlsomt sted i Randers i løbet af december. Plateau’s clean, no dirt to be seen.

Jeg skriver i stedet til Alicja, at I hope you enjoyed your holidays, og den autocorrecter og håber hun nød Holocaust, og Alicja er polak, og jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg snart skal mene om mine teknologiske extensions. De er hjælpsomme på samme måde som min mor. Jeg parkerer Alicja igen.

Og alle disse overflader, jeg ikke kan forholde mig til. Jeg læser om en fødselsdag, som alle læsere er inviteret til, men den er i København, og der sidder vi så alle sammen, ikke i København, men i hver vores krise, og jeg vil bare gerne have en kop kaffe, og jeg vil bare gerne have en cocktail, og jeg vil bare gerne være et menneske, og ja ja, siger Homunculus igen, du er human og du need to be loved. Ja, siger jeg, just like everybody else does. Præcis, siger Small H i mit hoved. Jeg siger: Jeg er sønnen og arvingen. Solen og luften, nikker han derinde på den måde han gør, når han skal minde mig om livets ulidelige latterlighed.

Og min ex spørger, om vi skal ses, og det skal vi selvfølgelig ikke, men jeg skriver ja ja, og min leder spørger, om jeg har opgaven klar til tiden, og det har jeg selvfølgelig ikke, men jeg skriver også ja ja til hende, og min mentor spørger om det går, og ja ja, siger jeg, det går. Hvis vi bare ophæver alle forestillinger om tid, så går det.

Og de er alle sammen kvinder, og de vil alle sammen et eller andet (eller hov, vent, var det mig, der ville noget?), men den eneste, jeg vil have til at ville noget, vil ingenting, og jeg vil bare gerne sove, og jeg vil bare gerne være Hassan Preisler.

Åh, fik jeg nævnt, at jeg stoppede med pillerne? Yeah, good call.

Tyverne. What a blast.

Januar. 2020. Hvor skulle vi starte, hvis ikke i Føtex? Min certain someone har købt et drivhus – dvs. hun har udpeget det drivhus på dba, som jeg skal bruge en dag på at pille ned og siden formentligt en uge på at sætte op igen – så da jeg går forbi en gin, der hedder The Botanist behøver jeg ikke flere tegn. I Føtex’ beskrivelse af den lover de, at den simulerer mine smagsløg, og jeg kan simpelthen ikke vente med at finde ud af, hvordan det kommer til udtryk. Baseret på årets julefrokost med mit efterhånden aldrende slæng – alene det at kalde det et slæng! Åh, gravsten! – er det måske i virkeligheden den mest rammende beskrivelse, man kan komme på. Jeg ringer til Easy og siger, at jeg har købt en gin, og Easy bruger de næste fem minutters samtale – afslører han i postscriptet – på at sige ‘ja’ og ‘tja’ og ‘hmm’ for at lade som om han hører efter, mens han når frem til, at nej, der var nok ikke meget til at bakke det eventyr op, han troede vi var på vej ud på, da han hørte, at jeg havde købt en Djinn.

Således beskæftiget i afdelingen for grønne fingre er jeg igen distraheret og lykkes på ny med at afholde mig fra at færdiggøre alle de projekter, der virkelig SKAL færdiggøres nu for i stedet at researche spiritus på kryds og tværs, og et par timer senere stiger jeg ud af bilen i Mårslet for at hente en flaske Yamazaki-whisky, jeg lige har betalt 1000 kr. for. Jeg er sikker på, at jeg er et geni. Efter OL i Tokyo til sommer skyrocket’er prisen. I’m telling you, siger jeg og fortæller ham det, manden, der sælger mig den med et blik som om jeg lige har betalt ham for en pose frisk luft. Jeg har også en 18-års, du kan købe, siger han, da han indser, at en manisk forfatter-impostor i hånden nok er bedre end fjorten millioner Tokyoitter på taget, men jeg er flad efter første omgang. Hvis I forpligter jer til at donere i kommentarsporet lover jeg at ringe ham op igen. Vi kan crowdsource (eller er det -funde?) os igennem det og dele rovet til efteråret?

Det lykkes mig via andre kanaler at etablere en lille cognac-samling, inkl. en flaske Château de Beaulon 1983 til omkring 1400 kroner, og jeg kan mærke aristokratiet sive ud af mine årer, når jeg indrømmer over for jer, at jeg ikke ved en kæft om cognac, men bare ser den som en lille hyldest til mig, der jo også præsterede min egen seneste inkarnation i ’83. Det må være det, de kalder epigenetik, siger Homunculus ved konstateringen af, at jeg nu er lige så distingveret som mine forældre og ræsonnerer på henad samme måde. Og det er nøjagtigt det samme, som da min søn for halvanden uge siden mistede alle sine dyreste og bedste julegave-pokémonkort første dag efter ferien, fordi han valgte at samle på energy-kortene (I know!). Det er her, vi ser de virkelige konsekvenser af social arv. Krystalkuglen er mørk in this one. Vi bliver aldrig old money.

Nå, men jeg har ikke flere penge end at sprit i den prisklasse er i kategorien samlerobjekt. Desværre når jeg at blive forført af en pludseligt opstået forestilling om, at det at (kunne jeg være sluppet af sted med en at-at-sætning der?) indtage den vel i grunden må være at sammenligne med at drikke sig selv, og tanken om en form for vampyrkannibalisme kan jeg ikke lade passere. Ergo: Jeg har nu to flasker 1983.

Selvfølgelig viser det sig, at jeg ikke kan få mig selv til at åbne en flaske, der allerede ved sin undfangelse er mere værd end min pensionsopsparing. Jeg går Voldemort på den, så den nu har et lyn-formet ar i papbeholderen, mens jeg selv må forlade den krop, jeg ellers har hjemsøgt i en længere periode.

Således rustet til at gøre 20’erne en tand mere brølende bruger jeg de næste to uger på at ryste abstinenser af mig. Ikke alkoholrelaterede i første omgang. Jeg er holdt op med at tage medicin. Lægen virkede som om hun troede på, at jeg selv kunne styre det, så da jeg først aflyste vores kontrolaftale og siden løb tør for narko i løbet af helligdagene, valgte jeg at omfortolke det til, at jeg traf et valg om at stoppe. IA havde vel på en måde gjort det, hun skulle. Jeg ved ikke, om man får abstinenser af at stoppe med den slags, men jeg har i hvert fald ikke rigtigt sovet siden (kl. er fx 03.16 netop nu).

Clean – det lyder lidt mere rockstar – og loadet op på en håndfuld forskellige spirits (et så meget mere meningsfuldt ord) og motiveret som aldrig før sidder jeg så her i min søvndepriverede zombietiltand og gør for 117. gang – som man siger – klar til at skrive noget betydningsfuldt, og jeg får en invitation til et skrivekursus, og selvom det koster 1000 kroner tager jeg invitationen som en hædersbevisning, og jeg skriver til arrangøren, som fodrer mit ego lidt mere.

My book is called The Ascent of Man, siger Michael Stipe og lyder indsigtsfuld, og nå ja, min hedder Episoder Løst Forbundet af Døden, siger jeg og lyder prætentiøs. Efter selvmordet og aborten behandler jeg – inspireret af mine ventures i barskabet – nu vampyren og planlægger sommerferie i Transsylvanien. 2020: roaring?

Only the lonely

It’s been a while since my last confession.

Jeres tålmodighed har været næsten rørende. Dag efter dag, omtrent det samme antal besøgende her på siden. I er ikke mange, men det er okay; det er jeg.

Jeg har kastet mig over et studie af ensomheden, ikke bare fordi jeg er så intenst ensom, at jeg fra tid til anden længes efter en invitation til the swingin’ party down the line, men også fordi den er så smukt og uundgåeligt og knusende vævet ind i alt, fra stor kunst til psykologiske teorier.

Jeg er næsten færdig med Olivia Laings The Lonely City: Adventures in the art of being alone. Tjek engang denne passage:

The fear of separation is a central tenet of Winnicott’s work. (…) At its most extreme, this state gives rise to the cataclysmic feelings he called the fruits of privation, which include:

1) going to pieces

2) falling for ever

3) complete isolation because of there being no means for communication

4) disunion of psyche and soma

De kan altså noget med metaforikken, de gamle psykodynamikere. Fruits of privation. Going to pieces. Falling for ever.

Jeg inviterer hende på østers og champagne, jeg tager hende på high-end shopping, knock yourself out og tasken fra dine teenagedrømme. Hun giver mig en to go-kaffe fra Kvickly. We’ve come a long way.

Gillette Fusion Proglide Styler er det bedste, jeg kan få (subtle, huh?), og her til morgen klipper den et hår af mit ansigt og i et freak accident springer håret op på mit øjeæble og sætter sig fast, og er det ikke bare det klammeste, du har hørt i dag? Jeg kan ikke få det forbandede hår væk igen, jeg blinker stroboskopisk til no avail, jeg gnider mig i øjnene, jeg prøver at tvinge mig selv til at holde øjet åbent, mens mine fede fingre demonstrerer at de ikke magter et tilpas sofistikeret pincetgreb. Jeg overvejer, om jeg har motorikken til at betjene et egentligt pincet og rette det mod mit øje, men grunden til at jeg ikke blev tandlæge var mine rystende hænder, og jeg ser allerede overskriften i lokalavisen.

Altså tager jeg på arbejde med behårede øjne.

Mit kontor lugter af opkast, og jeg begriber simpelthen ikke, hvordan nogen kan fremstille et rengøringsmiddel med den egenskab. Rengøringsdamen brokker sig over den seneste kontrol. Hun har fået en slags sur smiley, og det har medført, at hun nu står og vasker soklerne i en stikdåse med en klud. Af en eller anden grund gør hun altid mit kontor rent omkring den tid, jeg møder på.

“Kan du se noget i mit øje,” siger jeg.

Hun kigger på mig og kniber øjnene, sine egne, sammen. “Nej,” svarer hun. “Du skal nok se at få et andet arbejde.”

Whoosh.

Jeg sætter mig til at skrive på en bog om ensomhed. Jeg er ikke nogen dårlig skribent. Jeg tror faktisk, at den kan blive helt god. Eleanor Rigby, skriver jeg. Robotter, skriver jeg. Interacting minds og hvad ved jeg. Jeg mindes robotsælen PARO, denne socialpædagogiske varsling af the rise of the machines og dens skæbne, da et kvaj af en medhjælper brugte den som buddy til demente grønlandske fangere, der to sekunder senere havde aflivet den med hvad de nu havde for hånden af køller, deres stokke formoder jeg. Every living creature on earth dies alone, siger Roberta Sparrow, Grandma Death, i Donnie Darko.

Jeg tweeter, og folk liker. Jeg får en ny follower. Det er underviseren fra mit skrivekursus. Min ven, Verdensmanden, har fået et barn og er optaget. Jeg fortæller ham, at I læser, hvad jeg skriver, og at jeg har kvitteret ved at holde jer hen i halvanden måned. “Fortsæt,” siger han og begynder at planlægge, at jeg skal skrive hans søns selvbiografi. Det er måske nok lidt langt ude i fremtiden, men et job er et job. Jeg piller skiltet på min dør ned og tilføjer med min bedste kuglepen: Generalkronikør. Jeg overvejer at ringe til min chef og sige op.

Således opløftet entrer jeg en ny æra.